Lige fra hjertet: Min lykke ødelagde venskabet

I gymnasiet blev Camilla og jeg klassekammerater. De år var en meget vigtig tid for mig.

Jeg havde altid været god i skolen, men jeg havde svært ved at tage min plads, for jeg havde ikke rigtig lyst til at blive set eller hørt.

Gymnasieårene var et lyspunkt. Måske burde det ikke have været sådan, for mine forældre blev skilt, og det var en turbulent tid for familien. Men jeg kom til at bo hos mine bedsteforældre i de år, og her blomstrede jeg.

Da jeg begyndte i gymnasiet, var alt nyt. Jeg kendte ingen og havde ingen venner, men det ændrede sig heldigvis hurtigt.

Camilla blev min første veninde, og selv om vi var meget forskellige, havde vi det sjovt. Snart var vi en lille gruppe veninder, der hang ud. I de år fik jeg også min første kæreste, tog kørekort og kom ind i voksenlivet.

Efter gymnasiet flyttede de fleste væk, og kun Camilla og jeg blev tilbage. Jeg fik job i en butik, hvor jeg trivedes, og det var trygt med en fastansættelse. Camilla derimod havde en tendens til at rode sig ud i problemer, og hun måtte skifte job flere gange.

Hun indledte forhold til kolleger, en gang med en gift chef, og før eller siden skabte det problemer. Jeg støttede og lyttede selvfølgelig. Selv mente hun aldrig, at det, der skete, var hendes skyld. I stedet var det de andre, der opførte sig dårligt og uretfærdigt.

Jeg tog altid hendes parti uden rigtig at reflektere over det. Inderst inde vidste jeg nok godt, at hun ikke ville have accepteret andet, og jeg ville ikke risikere vores venskab.

Mit eget liv var ikke særlig begivenhedsrigt, før jeg fyldte 29 og mødte Peter. Sammen med ham oplevede jeg en kærlighed, som jeg aldrig havde været i nærheden af før. Han sagde, at jeg var hans livs kærlighed. Jeg var så vanvittigt lykkelig.

Når jeg ser tilbage, er det, der skete derefter, så sigende. Vi skulle have en pigeaften, bare Camilla og jeg, og jeg boblede af lyst til at fortælle om Peters kærlighedserklæring. Det var trods alt blandt de største ting, der var sket for mig. Men jeg nåede knap at begynde på historien, før hun afbrød:

– Hvor sjovt! Ja, Peter er alle tiders, men nu skal du høre, hvad der skete på arbejdet, sagde hun.

Jeg blev stille. Hun fortalte om sin irriterende chef, men jeg lyttede næsten ikke. Jeg var chokeret.

Før gymnasiet var jeg stille, og nu kom den følelse over mig igen. Det var en smertefuld skuffelse, at Camilla ikke ville dele min glæde.

Hun flirtede med min forlovede

I alle de år, vi havde kendt hinanden, havde jeg altid været der for hende. Jeg havde delt hendes glæde, men min var tilsyneladende uinteressant for hende. På trods af dette ønskede jeg ikke at se hende og vores venskab i et klart lys. Jeg valgte at holde fast i illusionen, fordi den var så vigtig for mig.

Peter og jeg flyttede sammen. Efter at vi havde været sammen et år, friede han, og jeg sagde ja.

Vi fejrede vores forlovelse med en middag for vores familier og en fest for vores venner. Camilla dukkede op i en kort, rød kjole med pailletter. Hun tiltrak sig opmærksomhed, ligesom hun altid gjorde, og hun flirtede med Peter.

Jeg ville jo gerne have, de skulle blive venner, så jeg affejede det som hendes måde at være social på. Hvis der var tvivl i mig, valgte jeg ikke at se det, men andre reagerede.

– Din veninde er meget flirtende, sagde en kollega sigende.

Jeg prøvede at grine af det.

– Jeg ved det, hun har altid været sådan. Hun er meget populær blandt mænd, sagde jeg.

Og det var måske der, skoen klemte. Camilla var vant til at være den, der fik opmærksomhed, hun havde altid haft dates og kærester, men så kom Peter. Og han valgte mig.

Jeg tror, ​​det irriterede hende. Det var lige meget, om mange andre var interesserede, hun ønskede, at alle skulle være det. Ellers blev hendes verdensbillede forstyrret, og jeg tror, ​​det gjorde hende usikker på en måde, hun ikke kunne klare.

Efter to år sammen blev Peter og jeg gift. Det var et traditionelt kirkebryllup, og efter vielsen holdt vi fest med buffet og dans. Peters bror var forlover, og Camilla var min brudepige. Den beslutning skulle vise sig at gnave i mig i mange år.

Jeg har en søster, der er fire år yngre, og jeg ville ønske, jeg havde valgt hende i stedet, men lige der følte jeg mig nødsaget til at spørge Camilla. Alle vidste, at vi var bedste venner, og hun ville aldrig tilgive mig, hvis jeg ikke valgte hende.

Og så gjorde hun selvfølgelig alt for, at så meget som muligt kredsede om hende selv. Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne, da hun dukkede op i en anden kjole end den, vi havde aftalt.

Hun undskyldte sig ved at sige, at den havde en lang flænge, ​​så hun måtte tage en anden. Denne var selvfølgelig mere flatterende og opsigtsvækkende.

Kærlighed og lykke

Alt det blev dog ligegyldigt, da jeg stod der med Peter foran præsten, og resten af ​​dagen var jeg fyldt med kærlighed og lykke. Men der var alligevel nogle mærkelige øjeblikke, som da Camilla skulle holde tale.

Hun talte om, hvor heldig jeg var at møde Peter, og hun fik det til at lyde som om, han forbarmede sig over mig. Gæsterne lo og troede sikkert, det var en joke, men for mig føltes det mærkeligt …

Senere så jeg de billeder, Camilla havde taget på dagen med sin telefon. Ikke et eneste af dem var af mig, de var alle sammen af hende selv.

Et par måneder efter brylluppet fandt jeg ud af, at jeg var gravid. Vi kaldte det vores bedste bryllupsgave.

Vores lille Josefine kom til verden i foråret. Vi gik med barnevognen i forårssolen, og det mindste øjeblik kunne føles helt magisk.

Camilla var dog slet ikke så interesseret i Josefine, som man kunne have forventet. Da vi mødtes, sagde hun noget om, hvor sød hun var, men så glemte hun hende igen og snakkede bare om sig selv.

Det var først efter, jeg blev mor, at jeg begyndte at se, hvor egocentrisk Camilla egentlig var. Kontrasten mellem den interesse, hun viste os, og det, hun forventede, at jeg skulle vise hende, var så tydelig. Camilla havde brug for at være vigtigst i alle sammenhænge.

– Jeg skal købe nyt tøj til barnedåben, sagde hun en dag. – Det bliver så sjovt at være gudmor.

Jeg blev overrasket. Jeg havde ikke engang spurgt hende, hun tog det bare for givet. Eller måske var det hendes måde at forsøge at tvinge mig til det. Men jeg følte instinktivt, at det var forkert. Det ville ikke være det bedste for Josefine, så i dette tilfælde kunne jeg ikke lade Camilla få sin vilje.

– Det er sødt af dig, sagde jeg. – Men vi er blevet enige om at spørge vores søskende.

Det var første gang, jeg sagde nej til Camilla om noget vigtigt, og jeg kunne se, at hun slet ikke var forberedt på det. Hun sagde et overrasket ”jaså?”, og så begyndte hun at tale om noget andet.

Efter det ændrede noget sig mellem os. Dynamikken havde skiftet, og det fungerede ikke for hende. Aftenen før barnedåben sendte hun en sms om, at hun var blevet syg og desværre ikke kunne komme.

Vi fortsatte med at mødes, men ikke så ofte som før. Jeg havde ikke længere den samme tålmodighed med hendes historier, måske fordi jeg havde andre og vigtigere ting at lave.

Samtidig ønskede jeg ikke at være en dårlig veninde, så jeg stillede stadig mere op, end jeg egentlig havde lyst til. Men så kom dråben.

Hun fyldte mig med løgn

Josefine var seks måneder og tilbragte søndagen hos mine forældre, og jeg benyttede lejligheden til at spise frokost med Camilla. Vi havde ikke set hinanden i flere uger, og mens vi drak kaffe, så hun pludselig alvorlig ud.

– Jeg er nødt til at fortælle dig noget, sagde hun.

Jeg anede ikke, hvad der ventede.

– Den konference, Peter var til i sidste weekend … Der går rygter om, at han flirtede helt vildt med andre kvinder. Og jeg har ikke villet sige noget før, men han flirter faktisk også med mig, når du ikke er i nærheden…

Jeg vidste med det samme, at hun løj. Det var ikke det, at jeg var naiv og forblændet af kærlighed, tværtimod var jeg indtil nu blevet forblændet af venskab. Eller måske rettere af håbet om venskab. For hvad end dette var, så var det ikke det.

Peter havde gennemskuet Camilla for længe siden. Siden brylluppet havde han stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg blev ved med at lægge energi i en, der var så selvoptaget. Nu så jeg det også. Skuffelsen gjorde ondt, men det var på tide at sætte en stopper for Camillas forsøg på at sabotere min lykke.

– Du har betydet så meget for mig gennem årene, sagde jeg. – Men jeg har forstået, at det ikke er gensidigt, og ærligt talt, denne gang gik du for langt.

Så rejste jeg mig og gik. Hele min krop rystede af vrede og skuffelse.

Det er over 10 år siden, og vi talte aldrig sammen igen. Få gange har vi tilfældigt været ved at møde hinanden, men det er lykkedes for os begge at undgå det.

Siden har jeg lært at finde rigtige venner. Peter og jeg er stadig lykkeligt gift, og vi har fået to piger mere. De venner, jeg har i dag, deler min glæde og lykke, ligesom jeg deler deres.