Skal jeg konfrontere ham med hans løgne?

Onsdag, 10. april 2024
Af Puk Elgård Illustration: Birgitte Ahlmann
Illustration: Birgitte Ahlmann
Læseren har mødt en mand, der virker ivrig efter at imponere. Desværre har han en tendens til at lyve og sprede rygter om deres forhold, hvilket har fået læseren til at tvivle på deres relation.
En mand med store muskler

Kære Puk

Jeg oplever i øjeblikket, at flere mænd, heriblandt XXX, viser interesse for mig på onlinedating-sider. Det er selvfølgelig smigrende, men én situation har gjort mig særligt forvirret og ubehageligt til mode.

XXX synes meget opsat på at imponere. Han er ivrig efter at fortælle mig om sine ”alpha-mand”-teknikker, som han lærer fra diverse YouTube-kanaler. Han praler af sin selvsikkerhed og dominerende opførsel, men jeg kan ikke lade være med at føle, at det hele er en facade.

Til en middag hos en veninde havde jeg inviteret XXX med, og vi endte med at have en fantastisk aften, hvor det føltes, som om der var en særlig forbindelse mellem os. Men efter den aften er alt blevet mere mærkeligt.

Han virker nu meget interesseret i mig, faktisk så meget, at han lyver og spreder rygter til mine veninder og venner om vores relation til hinanden. Han påstår, at vi har været kærester i flere år, og at jeg havde været min ekskæreste utro med ham.

For nylig fortalte han, at han havde arrangeret en eksklusiv date for os, noget han insisterede på ville ”forsegle vores skæbne sammen”. Men jeg fandt ud af, at han rent faktisk havde løjet om hele arrangementet, måske i et forsøg på at få mig til at tilbringe natten med ham. Det virkede desperat og uærligt, og det har fået mig til at tvivle på hans intentioner og karakter.

Jeg er forvirret og usikker på, hvordan jeg skal håndtere denne situation. Skal jeg konfrontere ham om hans løgne, eller skal jeg bare holde mig væk?

Mig

Kære Mig

Løb! Hold dig væk.

Det er sjældent, jeg er så kontant i min udmelding, men hvorfor skal du ind i et forhold til en mand, der manipulerer og lyver? Du indleder med at skrive, at flere mænd viser dig interesse, det er skønt, hvorfor skal du så gå efter den mest komplicerede?

Vi er nogle, der tror, vi hele tiden skal gøre livet svært for os selv (og jeg skriver vi, for jeg er selv en af slagsen), men det er der ingen grund til. Livet må godt være let, fyldt med glæde og lys.

Drop den pralende og dominerende alfa, du er stødt på, og se, om ikke der er en kærlig, ærlig og lækker mand, du kan date.

Lad være med at styre direkte efter det, der giver problemer.

Mange hilsner fra Puk