Kan datteren have en diagnose?

Jeg læser med glæde din brevkasse hver uge, og da jeg selv har glæde af dine svar, føler jeg mig nødsaget til at kommentere på den frustrerede Mors brev (i FJ 19, red.).

Da jeg læste moderens forklaring om, at hendes datter er sin egen værste fjende og om hendes udbrud, tænkte jeg med det samme adhd! Jeg har en voksen datter med adhd og kender derfor symptomerne. Og ved, at det er sværere at diagnosticere piger end drenge.

Ofte er pigerne voksne (hvilket min datter også var), før diagnosen blev stillet. Men pigerne har rod i deres hoveder, banker tit sig selv oven i hovedet, har lyst til at eksperimentere og kan få lysten til ikke at leve, fordi de aldrig har ro i forhold til tankemylder, hvad tænker andre om mig osv.

Jeg ved, du ikke er læge og ikke må tænke i diagnoser, men hvis datteren har en diagnose, er der megen hjælp at få, for uden er det bestemt en ulige kamp for både forældre og datter.

Min datter og jeg har altid haft et tæt forhold og har været forskånet for eksperimenter med rusmidler og kriminalitet, og i dag er hun gift og har to dejlige børn, så med den rette hjælp, kan man komme langt.

Man kan godt sommetider tænke på diagnoser, når man læser diverse indlæg, men jeg kan langt bedre lide, når man udveksler erfaring.

Jeg tror, at moderen stadig læser med her på siderne, og måske føler hun sig inspireret, set og forstået, når hun læser din fortælling om din datter, og måske sætter det tanker i gang.

Jeg er meget stor tilhænger af fællesskab. Af at spejle sig i andre og blive klog på sig selv. At læse et brev her i brevkassen er en lille flig af et liv og en historie, og nogle gange er det startskuddet til noget nyt.

Jeg er glad for, at I deler, og det giver håb at høre, at tingene kan ende godt. Tak for dit indlæg.