Vild med frivillighed: Jeg får det hele tifold igen

Centerleder Tommy Haun når lige at studse over, at en journalist og en fotograf fra Familie Journal er mødt op i Hald Ege Idrætscenter i Viborg-bydelen Hald Ege. Men da han gennem vinduet ser Majbrit Nørgaard stige ud af sin bil og gå målrettet mod centrets hovedindgang, går der et lys op for ham. 49-årige Majbrit har i årtier været en central skikkelse i det lokale idræts- og foreningsliv, og det giver god mening, at det er hende, vi har en aftale med.

Majbrit er dog ikke den eneste, der denne dag skal interviewes i idrætscentret, som tidligere hed Hald Ege Hallen. Få minutter senere er også hendes to døtre Mathilde og Julie på 15 og 20 år dukket op. Og det samme er pigernes far, 54-årige Lars Kempel. Selv om det er ni år siden, han og Majbrit gik fra hinanden, og hun i dag har en ny kæreste i skikkelse af Per, er parterne blevet enige om, at Lars’ medvirken er af afgørende betydning for en artikel om en familie bundet sammen af idræt og frivillighed.

– Lars og jeg har jo ikke bare en lang, fælles historie med Hald Ege Hallen som omdrejningspunkt. Vi har også pigerne sammen. Vi blev i sin tid skilt som venner og uden noget stort drama, og vi har efterfølgende været gode til at få hverdagen og samarbejdet til at fungere. Vores familier kan stadig med hinanden, og i forbindelse med børnenes fødselsdage og andre store begivenheder har vi begge deltaget med nye partnere, fortæller Majbrit, der bor i den nærliggende landsby Ravnstrup og arbejder som jobkonsulent i Viborg Kommune.

Hun må siges at være født ind i lokalområdets idræts- og håndboldmiljø.

– Både mine forældre, min lillebror og jeg selv var engageret i håndboldklubben Ravnstrup KFUM, der i dag hedder Hald Ege-Ravnstrup KFUM, og min far var med til at stifte klubben, fortæller Majbrit, som ud over at have udfoldet sig som aktiv spiller, hvilket hun fortsat gør, også blandt andet har fungeret som ungdomstræner.

Et liv på godt og ondt

Lars kom egentlig fra Randers, hvor han var et stort talent på håndboldbanen og af den grund i 1997 blev headhuntet til Ravnstrup KFUM’s førstehold for herrer.

– Her spillede jeg på hold med Majbrits lillebror og sad i sponsorudvalg med hendes far. Og i 1998 fik hun selv spændt ben for mig, fortæller han med et grin.

Siden kom pigerne til, og de har haft deres gang i idrætshallen i selskab med deres håndboldglade forældre, siden de var tre uger gamle.

– Da de blev lidt større, gik de til Idræt på Tværs, som er klubbens tilbud til børn i alderen fra to til seks år. Det er leg og bevægelse for børn, der endnu ikke er store nok til håndbold. Jeg har selv i perioder styret holdet, fortæller Majbrit.

Alt var dog ikke lutter lyksalighed i den unge familie, som nåede at opleve sorg og tab.

– Mellem vores to piger fik vi en søn, som blev født tre måneder for tidligt og kun nåede at blive 11 dage gammel. Det er ikke en oplevelse, vi gemmer af vejen, for den har været med til at forme os. Vores Lasse var elsket og har sat sig spor, selv om hans liv blev kort. Da Mathilde få år efter – i 2009 – meldte sin ankomst, skete det i øvrigt på nøjagtig den dag, hvor vi begravede min mor, som jeg netop havde mistet til kræft, siger Majbrit.

Hendes mors død rumsterede selvsagt i baghovedet, da hun i 2016 blev lokal tovholder for Stafet For Livet, som Kræftens Bekæmpelse står bag, og som handler om at samle penge ind til kræftforskning og i samme omgang fejre selve livet med stribevis af events landet over.

– De sidste par år har Mathilde hjulpet flittigt til. I 2020 var hun ude at banke på alle døre i området for at sælge lysposer fra Kræftens Bekæmpelse. Julie gav også en hånd med, og det hele mundede ud i en lysceremoni til fordel for Knæk Cancer i Ravnstrup Forsamlingshus.

Nye tider og nye tilbud

Den oprindelige hal havde både funktion som idrætshal og til brug for skolen ved siden af. Sådan er det fortsat i dag.

Men det, som ved Majbrits og Lars’ første møde var en enkelt sportshal, er siden blevet udvidet med en hal mere samt fitness-center og udendørs fodboldbaner. Og stedet vækker et utal af minder i både Lars, Majbrit og pigerne.

– Det var vores andet hjem. Vi var barnepiger for de mindre børn, lige som nogle af de ældre havde passet os. De gamle halbestyrere var vores bonusbedsteforældre. Vi har oplevet et fantastisk fællesskab her, siger Julie, der i dag har skiftet håndbolden ud med konkurrencedans, som hun dyrker i Aarhus.

Mathilde, der blandt andet har udfoldet sig som håndboldmålmand, tager her og nu pause fra idrætten, men overvejer at kaste sig over svømning. Lars måtte som 46-årig kvitte håndbolden på grund af en knæskade, men holder sig i form med gåture.

– Vi har udviklet os i forskellige retninger, og dybest set afspejler det tiden. I min tid havde vi tre herre- og tre damehold. I dag er der langt flere tilbud af alle slags, og meget af nutidens idræt er baseret på solopræstationer frem for holdsport, fastslår Lars, der godt kan tage sig i at savne det sociale sammenhold omkring håndbolden og hyggen med en pilsner eller to ved hånden efter en kamp.

Frivillighedskulturen, som er dybt indgroet i både Lars, Majbrit og deres døtre, og som både kan handle om at være træner eller hjælpetræner, sidde i diverse udvalg eller udfylde praktiske funktioner under kampe og andre sportsbegivenheder, er heller ikke så udbredt som tidligere. Majbrit formulerer det således:

– Det er ikke helt så let at rekruttere frivillige, som det var engang. I sidste ende lykkes det at få enderne til at hænge sammen ved for eksempel at have tre trænere, der tager tjansen på skift. Men som barn af en håndboldfamilie er det en lidt anden indstilling, man har i blodet. Min egen filosofi er, at jeg altid hellere gør noget for andre end for mig selv. Nu om stunder er jeg blandt andet formand for kultur- og borgerforeningen i Ravnstrup, hvor jeg arbejder for fællesskab og sammenhængskraft ved eksempelvis at arrangere fællesspisning. Jeg forventer aldrig at få noget til gengæld. Men når jeg ser resultatet af vores anstrengelser, føler jeg faktisk, at jeg får det hele tifold igen.