Middagsgæster er blevet en plage

Jeg er en kvinde midt i 60’erne, der efter et liv med mand, børn, venner og en stor familie nu efterhånden ikke længere har lyst til at have gæster til middag.

Det skal siges, at min mand arbejder meget, indimellem også i weekender, samt at vi nu har fået tre børnebørn.

Jeg synes, at der er nok at se til med job, hus, have og børnebørn, som vi ofte har besøg af. Desuden tager vi på ferie, på weekendophold, går ud og spiser, i teater og biograf. Og på udflugter/oplevelser med børn og børnebørn.

Det er ting, vi nyder, men det med at have gæster til middag er noget, jeg faktisk ikke orker mere.

Ofte når det nærmer sig, at det er vores ”tur” til at have gæster, glæder vi os ikke til det. Det er ligesom blevet en plage. Min mand mener dog ikke, at vi helt kan undsige os det.

Jeg har prøvet at foreslå familie/venner, at vi kunne mødes i byen til frokost/middag eller udflugter i det grønne, men det er ikke faldet i god jord.

Det oplever jeg som langt mere uforpligtende, for så er der ingen, der står for noget. Så møder man bare op.

Det skal lige nævnes, at det ikke har noget at gøre med, at jeg ikke kan lide vores familie/venner.

Jeg er introvert og sensitiv, og det har altid krævet meget af mig at have gæster, holde fest og børnefødselsdag m.m.

Jeg bliver drænet og mærker andre mennesker meget. Jeg bruger et par dage efterfølgende til at “komme mig”.

Jeg har nok altid følt, at det jo er noget, man gør. Men i den senere tid har jeg overvejet, om man kan sige fra, sige, at vi ikke længere orker at holde middagsselskaber med treretters menu og forudgående rengøring af hele huset, at tiden simpelthen er kommet til at sænke tempoet.

Men så har jeg også tænkt, at det kunne man melde ud om 10 år, hvor det så ligesom er mere i orden, for så er vi alle kommet op i alderen, og der er måske mere forståelse for, hvor meget man overkommer.

Men det er jo lang tid at vente på, når mit problem er lige her og nu.

Giver det mening? Jeg vil glæde mig til dit syn på problemet.

Du kan tro, det giver mening. Det giver så meget mening, at jeg ville ønske, jeg kunne tage dig i hånden lige nu og sige, det er okay.

Jeg er midt i 50’erne, og jeg har det lige som dig. Jeg tror ikke nødvendigvis, det har med alder at gøre. Der er folk på 80, der er umulige at slå ned, som bare har en ustoppelig energi.

For mig at se ligger humlen hos dig (og mig) i det at være sensitiv og introvert. Hvis man er på ”overarbejde” sammen med andre mennesker og har været det gennem livet, bliver det med alderen sværere at finde overskud til at kompensere.

Du er godt gammeldags træt i systemet, og det synes jeg er vigtigt at lytte til.

Der er ingen, der skal diktere, hvordan du skal agere, når du er vært for familien.

Hvis du f.eks. gerne vil have mad udefra, så du ikke selv skal i køkkenet, så kør med take away. Bestil fire store familiepizzaer og stil dem på et smukt fad, så er den i skabet. Måske kan du lave en dejlig salat til.

Det hele begynder med, at du skruer ned for egne ambitioner. Og det er virkelig svært, jeg ved det godt.

Men din krop og din psykefortæller dig, at det er tid til forandring, og som du selv siger tid til at sætte tempoet ned. Drop hovedrengøring før besøg. Eller få som nævnt mad leveret.

Vid, at det er 100 procent okay, og at vi er rigtig mange, der har det som dig.

Hvis du vil, kan du italesætte det over for familien, og hvis du ikke har lyst til det, ændrer du bare lige så stille på konceptet og på ambitionerne, så du kan være i det.

Det er benhårdt at være sensitiv, og det er benhårdt at skulle overvinde sig selv altid. Det har du gjort i over 60 år. Nu er tiden inde til at møde sig selv og dine sårbare sider med lidt mere omsorg.

Held og lykke.