Puks brevkasse: Uventede gæster ødelagde min fridag

Jeg sidder her en søndag aften og er helt ved siden af mig selv. Jeg har megatravlt på mit arbejde for tiden, arbejder nok 40-50 timer hver uge, og jeg har ingen fritid til at se min familie.

Så endelig her søndag havde jeg en fridag, som jeg havde glædet mig utrolig meget til. Hele hjemmet rodede, jeg havde de hyggelige joggingbukser på, mit hår var uredt, jeg havde ikke børstet tænder – og jeg havde fundet fred med det hele. Alt skulle bare sejle, for nu skulle jeg slappe og flyde ud.

Hvad sker der så? Klokken 11.30 ringer det på døren, udenfor står noget af min mands familie og siger, at de har hørt, at jeg endelig har fri. Om vi giver frokost? De har dog selv mad med.

Mit blod frøs til is, og jeg kunne have sat mig på gulvet og grædt. Jeg var flov over, at de så mit rodede hjem, og flov over den tilstand, jeg selv var i, men jeg var virkelig også irriteret over at få uventet besøg.

Jeg hoppede i bad, skovlede rod op og var superstresset i løbet af nul komma fem. Familien blev i fire stive timer, og bagefter var jeg simpelt hen så ked af det.

Jeg græd på badeværelset, og min mand kunne ikke forstå noget som helst, så nu er vi uvenner. Og her sidder jeg og skriver til dig, Puk, der giver nogle fornuftige svar i brevkassen.

Er det mig, der er helt galt på den, når jeg ikke kan rumme uventet besøg? Kan folk ikke bare ringe og spørge, om det passer at kigge forbi?

I morgen skal jeg på job igen, og jeg ved ikke, hvornår jeg har en ny fridag.

Er uventet besøg i orden, eller er det bare mig, den er gal med?

K.

Kære K.

Er uventet besøg i orden? Det må vi lige vende tilbage til. Først skal vi vist kigge på din arbejdsbyrde.

Har du overvejet, hvor længe du kan holde til det tempo? Er der mulighed for, at du kan skrue lidt ned og ikke have så travlt? Det lyder, som om du ikke har den rigtige balance. Du er maks. presset, og det er jo det, der gør dig så ked af det, og ikke gæsterne ved døren.

Jeg skal selvfølgelig ikke gøre mig til dommer over, hvordan du lever dit liv, men alle mine alarmklokker ringer, når jeg læser det, du har skrevet.

Pas på, min ven. Du har brug for hvile for at kunne præstere på det niveau, du gør.

Og så til de uventede gæster. Umiddelbart er jeg ikke sikker på, du havde sagt nej, hvis de havde ringet og spurgt, om de måtte komme, men det er en anden sag.

Personligt kan jeg også bedst lide at vide besked, når folk kommer til frokost, men det med uventede gæster er virkelig en temperamentssag, som der ikke er et entydigt svar på.

Man må på egen hånd få kommunikeret ud til sine mennesker, om de er velkomne uden at give besked først, eller om man helst vil have et praj på forhånd.

Det var nok den frokost, der væltede det hele for dig, men jeg tror, det var sket allige-vel. Du har brug for at hvile dig mere. Bliv gode venner med din mand igen. Tænk dit arbejdsliv igennem. Sig fra, hvis det er for meget. Lov mig, du tænker meget grundigt over det.

Varme hilsner fra Puk.