Jeg frygtede mødet med min datters rige svigerforældre

Jeg havde dækket et indbydende morgenbord, da Bo kom hjem fra sin døgnvagt som Falckredder.

− Var det en hård vagt? spurgte jeg, da vi sad over for hinanden.

− Vi har i hvert fald haft travlt, svarede han og sendte mig et skævt smil. − Har du hørt noget fra Diana?

Hans ord gav mig en uventet længsel efter en tid, der aldrig vil komme tilbage. Diana var ikke længere en lille pige, og hun havde ikke boet hjemme i fem år. Hun var en ung kvinde med egen lejlighed og et job som folkeskolelærer.

Hun havde også fået en kæreste, Frederik, som var enhver svigermors drøm. Altid venlig og charmerende og så havde han netop færdiggjort sine jurastudier, så han som sine forældre kunne slå sig ned som advokat.

− Ja, besvarede jeg Bos spørgsmål. − Diana og Frederik kommer og spiser frokost på lørdag.

− Dejligt, svarede Bo.

Han gabte, og jeg skyndte mig at kigge på uret. Det var på tide, jeg kom afsted til mit job hos bageren i Søndergade.

Bo fulgte mig ud til døren. Han kyssede mig farvel og bad mig passe på, når jeg cyklede gennem morgentrafikken.

− Sov godt, svarede jeg og sendte ham et kærligt smil.

Kærligheden lyste

Det blev lørdag. Bo og jeg hjalp hinanden med at stable en lækker frokost på benene, og så var det bare at vente på, at de unge dukkede op.

Selvfølgelig begyndte det at regne, kort før de kom. Jeg stod og kiggede ud ad vinduet, da de hånd i hånd løb fra bilen og op til hoveddøren.

Bo lukkede dem ind. De lo muntert. Kærligheden lyste ud af dem, og man kunne ikke undgå at blive i godt humør bare af at se på dem.

Midt under frokosten kom Frederik i tanke om, at han havde en invitation til os.

− Mine forældre har 25-års jubilæum med deres firma, sagde han. − Det skal ikke gå ubemærket hen, så de har inviteret familien og deres nærmeste venner. De vil også meget gerne se jer.

Jeg mærkede, at jeg blev tør i munden. Jeg så på datoen og ledte desperat efter en brugbar undskyldning. Diana var så begejstret for Frederiks forældre.

− De er lige så flinke og rare som Frederik, havde hun på et tidspunkt sagt. − Der er ikke noget blæret ved dem, selv om de har røven fuld af penge. Du skulle se deres hus, mor, det hele er vildt flot.

Dianas henkastede bemærkninger fløj gennem mit hoved, mens jeg stirrede på indbydelsen.

− Vi vil meget gerne komme, hørte jeg i næste nu Bo sige. − Vil vi ikke, Rikke? tilføjede han så lidt usikkert.

Jeg havde lyst til at sige nej. Jeg ville forklare, at jeg på forhånd vidste, at jeg ville føle mig usikker, dum og forkert, hvis jeg skulle deltage i et selskab, hvor folk overvejende var akademikere.

− Mor!

Dianas stemme kaldte mig ud af den lammelse, der havde grebet mig: − Far spurgte dig om noget.

Med en kraftanstrengelse tog jeg mig sammen. Jeg tvang et smil frem og så fra den ene til den anden.

− Selvfølgelig kommer vi, hørte jeg mig selv svare.

Da Diana og Frederik senere var taget afsted, så Bo undskyldende på mig.

− Vi kan ikke være bekendt at sige nej, sagde han.

− Det kan vi vel ikke, men … hvad pokker skal jeg tage på?

− Køb en ny kjole, eller hvad du synes, svarede han.

En dyr invitation

Allerede dagen efter gik jeg på jagt efter noget passende tøj. Jeg plejede altid at tjekke prisen, før jeg for alvor kiggede på de kjoler, jeg fandt flotte. Det måtte jeg prøve at se bort fra i dag. Det kunne jo også være, jeg fandt noget, der så dyrt ud uden at være det.

Det gjorde jeg ikke. Jeg fandt en smuk, hvid silkebluse, der kostede mere, end jeg tjente på en dag i bagerbutikken, men den passede fint til den nederdel med tilhørende jakke, jeg allerede havde udset mig.

Jeg overvejede også et par sko, men besluttede så, at jeg godt kunne bruge et par af dem, jeg havde derhjemme. Sættet, jeg købte, var mosgrønt, og jeg havde faktisk et par sko i samme farve.

Jeg var også nødt til at købe en ny taske. Dem, jeg havde derhjemme, passede overhovedet ikke til det eksklusive tøj, jeg lige havde købt. Problemet var bare, at jeg ikke havde penge til en lækker taske.

På vej hjem kom jeg forbi Kirkens Korshær, og i vinduet lå den taske, der ville passe perfekt til mit nye tøj.

Jeg skyndte mig ind i butikken. Tasken var forholdsvis dyr, men jeg vidste, at den fra ny kostede mere end 20 gange så meget, som jeg nu skulle betale.

Dog opdagede jeg en lille, men tydelig ridse ved låsen. Det var jeg nødt til at se stort på.

Bo måbede, da han hørte, hvor mange penge jeg havde brugt på tøj. Så smilede han.

− Du har fortjent det, sagde han.

− Også selv om det betyder, at vi skal leve på et skrabet budget resten af måneden? spurgte jeg.

− Selvfølgelig. Da jeg var dreng, fik vi tit sparemad, og ved du hvad, Rikke? Det tog vi ikke skade af. Jeg glæder mig til at vise min smukke hustru frem for Frederiks familie.

Jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg var langt fra smuk, men jeg kunne høre på Bo, at han faktisk mente det. Så blev jeg igen alvorlig.

− Gad vide, hvad de belæste mennesker vil sige, hvis de finder ud af, at jeg tilbringer min dag i en bagerbutik.

− Kan det ikke være lige meget, hvad de tænker? Hovedsagen er vel, at du er glad for dit job?

Han havde ret. Jeg holdt meget af mit job. Jeg elskede kontakten til kunderne, og desuden var det tilfredsstillelse at vide, at det brød, jeg rakte over disken, var af god kvalitet. Min chef gik ikke på kompromis med råvarerne.

Gensyn med en taske

Den dag, vi skulle til jubilæumsfesten, ringede Diana til mig.

− Jeg vil bare lige høre, om du er okay med i dag? Det er altså sandt, når jeg siger, at de er lige ud ad landevejen.

− Jeg vil ikke påstå, jeg glæder mig, sagde jeg. − Men det skal nu nok gå. Far og jeg har besluttet at holde lav profil, så du ikke får grund til at skamme dig over os.

− Nu stopper du, mor. Jeg har aldrig og vil aldrig skamme mig over, at I er mine forældre. Ingen er bedre forældre end jer.

− Tak for de søde ord, min pige, sagde jeg blidt. − Vi ses senere.

Tre timer senere skulle Bo og jeg afsted. Vi sagde ikke meget på den forholdsvis korte tur over til Frederiks forældre. Bo syntes, jeg var fjollet, når jeg blev ved med at give udtryk for min nervøsitet, og så var det bedre at tie stille.

Da vi nåede frem, synede vores lille Toyota ikke af meget ved siden af de store biler, der allerede holdt parkeret.

− Wow, sagde Bo dæmpet. − Sikke en lækker Mercedes.

Der var ikke antydningen af misundelse i hans stemme. Han beundrede bare en bil, han syntes var flot.

Jeg mærkede en bølge af kærlighed skylle gennem kroppen, og pludselig forsvandt min nervøsitet. Det vil sige, den forsvandt næsten.

Frederiks forældre, Mia og Morten, tog imod os med brede, venlige smil. Mia tog mig under armen og præsenterede mig for de gæster, der allerede var ankommet. Diana kom også over og gav mig et kys på kinden.

− Du ser fantastisk ud, mor, sagde hun, og Mia gav hende varmt ret.

Den sidste, jeg hilste på, var en kvinde, der helt tydeligt gav mig elevatorblikket. Hendes øjne hvilede på min håndtaske.

− Lækker taske, sagde hun. − Jeg har haft en helt magen til.

Jeg tvang et smil frem på læberne, men det forsvandt, da hun hævede øjenbrynene og pegede på ridsen ved låsen.

− Jamen Gud, udbrød hun. − Det er faktisk min gamle taske. Jeg kasserede den, da jeg kom til at ridse den. Jeg forærede den til Kirkens Korshær.

Jeg mærkede, hvordan blodet steg op i mine kinder. Kvinden talte så højt, at de fleste havde hørt hende. Selv var jeg noget tør i halsen, men endelig fandt jeg talens brug igen.

− Det er også der, jeg har købt den, sagde jeg med al den ro, jeg formåede at lægge i stemmen.

− Hvor er det skønt, at I begge har gjort en god gerning, sagde Mia og stak igen sin arm ind under min. − Du, Lonnie, fordi du giver en dyr taske til et godt formål, og du, Rikke, fordi du købte tasken.

Hun trak mig med videre.

− Du skal ikke tage dig af Lonnie, sagde hun blødt. − Hun er ikke værd at spilde energi på.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, men Mia lod sig ikke mærke med, at jeg følte mig forlegen.

− Vores andre gæster er søde og rare, hviskede hun. − Det er kun Lonnie, der stikker lidt ud, men hun har det vist svært i øjeblikket.

En dyb taknemmelighed fyldte mig. Mia var præcis så sød og venlig, som Diana havde sagt.

I løbet af de næste timer gik det op for mig, at jeg havde haft en masse fordomme om mennesker fra samfundets elite. Jeg bildte mig ind, at de ville se ned på mig, men bortset fra Lonnie havde jeg ikke mærket nogen form for modvilje.

Da Bo og jeg tog hjem den aften, vidste jeg, at vores datter var havnet i en god og kærlig svigerfamilie.