Mit dilemma: Kunne vi bede svigermor om at flytte ud? Del 2:2

Først på aftenen åbnede jeg en flaske hvidvin og bad Klaus slutte sig til mig på terrassen. Rundt omkring os voksede haven vildt, fordi vi havde for travlt med vores jobs til at passe den. Lidt tøvende fik jeg sagt det, som det var: At jeg efter et år under samme tag havde fået nok af at bo tre generationer sammen.

Jeg uddybede, hvorfor jeg følte mig så frustreret. Lissie havde langt fra den tid på hænderne, som hun og vi havde forventet, da vi lod hende flytte ind. I stedet havde hun fået travlt med sit eget liv og var blomstret op med ny kæreste og nyt job.

Det var jo fantastisk for hende, men det betød også, at hun og Flemming var to mennesker mere i huset, som jeg skulle koordinere spisetider og huslige pligter med.

Jeg havde drømt om aflastning i vores pressede hverdag og en farmor, der kunne hygge om pigerne. I stedet føltes hjemmet nu som en overfyldt banegård.

Klaus lyttede, kom med små brummelyde og nippede til sin vin. Da jeg tav, tog han en dyb indånding og sagde:

– Jeg har det faktisk på samme måde.

Lettelsen skyllede igennem mig, og jeg tog spontant hans hånd. Klaus sagde, at han længe havde lagt mærke til spændingerne mellem Lissie og mig, og at han godt kunne se, at jeg følte mig presset. Han undskyldte for, at han bare havde stukket hovedet i busken.

Hvordan skulle vi sige det til hende?

Efter den indledende lettelse meldte uroen sig dog hurtigt igen. For hvordan i alverden skulle vi fortælle Lissie, at vi gerne ville have, at hun fandt sit eget sted at bo igen?

Vi kunne ikke finde på en undskyldning om, at vi havde brug for pladsen, for vores hus var kæmpestort. Der var kun sandheden tilbage, og dén kunne risikere at gøre stor skade. Lissie virkede gladere end længe, efter at hun var flyttet ind hos os og havde fået et helt nyt liv.

Vi diskuterede, om vi kunne tage en alvorssnak med Lissie om at fastlægge nogle husregler, så vores boligsituation kunne fortsætte. En del af vores frustration lå jo i, at Lissie var en mere spontan type, der ikke tog faste spisetider og rengøring så tungt.

Hun var også mere socialt anlagt og syntes bare, det var hyggeligt, hvis Flemming eller andre kom forbi. Alt det burde vi jo have tænkt over på forhånd, men der er bare ting, man først opdager omfanget af, når man tilbringer mange timer sammen.

Klaus og jeg blev enige om, at vi ikke skulle prøve at lave hans mor om. En del af hendes personlighed var jo netop, at hun var munter og havde appetit på livet, og den side af hende elskede vi.

At påtvinge hende husregler ville bare få hende til at føle sig som en gæst, og hun bidrog jo faktisk til vores fælles økonomi som en del af husstanden. Og selv om vi savnede, at hun tilbragte mere tid med sine børnebørn og aflastede os i det daglige, kunne vi ikke forlange, at hun sagde sit job op.

Nej, vi var nødt til at få fortalt Lissie, at vi ønskede at afslutte vores familieeksperiment. Men vi var enige om, at det skulle gøres på så skånsom og kærlig en måde som muligt. Vi var begge bange for, at det kunne ødelægge det gode forhold, vores familie havde til hende.

De næste tre uger gik vi og grublede over den bedste måde at gribe sagen an på, men Lissie har altid været fuld af overraskelser.

En aften, hvor pigerne var løbet ud for at lege i haven, mens vi tre voksne ryddede af efter aftensmaden, fortalte hun os, at hun gerne ville flytte ud. Hun og Flemming havde længe haft lyst til at bo sammen og have deres eget sted.

– Jeg vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle fortælle jer det. Men noget siger mig, at I måske ikke vil have så meget imod det …

Lissie tilføjede det sidste med et skævt smil. Jeg mødte Klaus’ blik og rødmede. Havde det været så tydeligt?

Det endte med, at vi lod opvask være opvask og fandt en rest vin frem fra køleskabet. Så sad vi rundt om køkkenbordet og fik talt ud.

De positive følelser kom tilbage

Lissie sagde, at hun godt havde kunnet mærke, at hendes daglige vaner var anderledes end de mere skemalagte rutiner, som Klaus og jeg helst kørte. Hun så lidt brødebetynget ud, da hun tilføjede, at hun selv havde forventet at bruge mere tid med pigerne.

Men så var Flemming og museumsjobbet dukket op, og hun havde ikke kunnet sige nej. Det var simpelthen gået op for hende, at hun ikke var klar til at blive hjemmegående farmor på fuldtid endnu.

Under den samtale fandt jeg tilbage til mine gamle, positive følelser omkring min svigermor. Jeg kom til at tænke på, hvordan Lissie var blevet mor til Klaus og hans små tvillingebrødre i en ung alder.

Det meste af sit voksenliv havde hun passet hus, børn og jobbet på posthuset uden at prioritere sig selv. Nu havde hun fået en uventet mulighed for at udleve nogle af sine drømme og få sig en aktiv guldalder. Det undte jeg hende.

Pigerne blev i første omgang kede af det, da vi fortalte dem, at farmor ville flytte ud, men Lissie lovede dem, at hun og Flemming ville finde et hus i nærheden.

Blot en måned senere dukkede det helt rigtige andelsrækkehus op, kun fem kilometer fra os. Vi hjalp dem på flyttedagen. Det var mærkeligt at komme hjem til vores eget hus, der nu virkede lidt tomt, men lige så stille indfandt roen og vores gamle rutiner sig.

I dag kan jeg sagtens se, at vi havde urealistiske forventninger til Lissie som et serviceorgan. Klaus takkede for eksempel ja til et mere tidskrævende job i forventning om, at hans mor kunne aflaste os derhjemme, men i sidste ende var det ikke Lissies ansvar, at vi begge gerne ville prioritere karrieren. Og det var heller ikke realistisk.

Klaus endte med at skifte tilbage til sit gamle job for at få mere tid til familien. Selv fik jeg forhandlet mig til to ugentlige hjemmearbejdsdage. Det har givet noget tiltrængt luft i hverdagen.

Selv om det til tider var hårdt og frustrerende, så fortryder jeg ikke vores familieeksperiment. Det har givet os et tættere forhold til Lissie, og vi kan tale langt mere ærligt og ligefremt om tingene i dag, fordi vi har fået slebet nogle kanter af.

Pigerne har også holdt ved det nære forhold, de fik til deres farmor. Nu kan de selv cykle hen til hende og Flemming, hvor de naturligvis bliver forkælet ud over alle grænser.

Hvis andre har mod på at bo tre generationer sammen, synes jeg bare, at de skal gøre det. Det behøver jo ikke være for evigt. Et godt sted at starte er at afklare forventninger på forhånd og så ellers blive ved med at tale om tingene hen ad vejen. Så kan det ikke gå helt galt.