Ursula skaber magiske øjeblikke for demensramte

Lang tid før dokumentar-serien ”Demenskoret” blev filmet til DR, var et lignende kor allerede en realitet i den lille vestsjællandske by Vig.

Det skyldtes Ursula Skou, som er musikterapeut i demensindsatsen i Odsherred Kommune.

Hun har i mange år arbejdet med musik som hjælpemiddel til at forbedre livskvaliteten for både fysisk og psykisk syge mennesker, og i april 2022 fik hun overtalt Odsherred Kommune til at lade hende samle et kor for borgere med demens, så de kunne få et fællesskab og mere glæde ind i deres liv.

− Vi fik lavet en folder, som vi kørte rundt og delte ud, og en plakat, som vi satte op alle steder i hele kommunen for at få folk til at troppe op, fortæller Ursula, da vi møder hende i demenscenteret i Vig, hvor koret mødes hver onsdag formiddag.

Det lykkedes hende at samle omkring 40 medlemmer, og selv om der har været lidt udskiftning undervejs, har de fleste hængt ved.

En af dem, som har været med fra begyndelsen, er 87-årige Tove, der trofast møder op uge efter uge i selskab med sin datter, Grethe.

Tove har næsten mistet sit sprog på grund af Alzheimers sygdom, men efter hver kortime er det, som om tungen kommer lidt mere på gled og smilet frem på læben.

Derfor har Grethe indstillet Ursula som kandidat til at modtage en af Familie Journals julekurve, der i år er et gavekort på 1.500 kr. til Rema 1000.

− Allerede ved indgangen bliver alle mødt af Ursula med et smil, kram eller klap på skulderen. Hun husker alles navne og alles pårørende, og hun husker ovenikøbet, om folk skal have sukker og fløde i deres kaffe, fortæller Grethe.

Demenskoret er et ugentligt højdepunkt for både Grethe og Tove, for som Grethe siger:

− Fordi min mor næsten ikke har noget sprog, er det svært bare at sidde og snakke sammen. Så vi må ud at opleve noget i stedet.

Musik og mennesker

For Ursula er koret også mere end bare et arbejde. Hendes passion for musik går helt tilbage fra barndommen, hvor hun voksede op i et nordjysk hjem med klaver og adskillige andre instrumenter.

Hun spillede også en del teater og troede, at det var den vej, hun skulle i livet. Men efter at have læst musikvidenskab som sidefag på Københavns Universitet, var hun ikke i tvivl om, hvad hun var mest begejstret for.

− Jeg kunne ikke undvære musikken, så jeg valgte at blive ved det, som jeg er rundet af og vokset op med, siger Ursula og tilføjer:

− Jeg har dog aldrig tænkt, at jeg skulle gå konservatorie-vejen og blive klassisk musiker eller sanger. Jeg går bestemt op i at dygtiggøre mig på mine instrumenter, men det er ikke dér, min vægt ligger. Det vigtigste for mig er at arbejde med mennesker.

Derfor endte hun da også med at tage uddannelsen som musikterapeut, hvor man lærer at bruge musikken som et redskab til at hjælpe mennesker, der har mistet deres sprog eller har andre fysiske eller psykiske udfordringer.

− Sang virker afspændende på kroppen. Blodtrykket falder, og man kan nærmest opnå en lykkefølelse, når man synger, forklarer Ursula, der tidligere har arbejdet med mennesker med hjerneskade og funktionsnedsættelser.

Faste ritualer

At hun siden fik job i demensindsatsen i Odsherred Kommune og dannede demenskoret, er Tove og Grethe utrolig glade for.

− Hun er imødekommende, empatisk og afholdt af alle i koret, siger Grethe.

Det er vi slet ikke i tvivl om, for der er højt humør at spore hos alle deltagere, og en mand, der præsenterer sig selv som Allan, giver tilmed et lille nummer på mundharmonika, efter at den sidste sang er sunget.

Allan har tidligere spillet meget på mundharmonikaen, men på grund af sin demenssygdom har han ikke brugt den i flere år. Nu har han dog fundet den frem og er begyndt at spille igen på grund af demenskoret. At have genfundet sine musikalske færdigheder på denne måde gør ham både glad og stolt, ser vi tydeligt.

Det er altid ”Den gamle gartner”, koret slutter af med, for det er en fast tradition, ligesom ”Jeg ved en lærkerede” er den første.

Der er også andre faste ritualer i koret – blandt andet, hvem der sidder på forreste række, og det skal der helst ikke laves om på.

− Faste rutiner er godt, smiler Ursula.

Hun fortæller, at de lige nu har en samling på 40 sange i deres mappe. Det er alle klassiske danske viser, som kormedlemmerne husker fra deres barndom eller ungdom, der typisk lå i 1940’erne, 50’erne eller 60’erne.

− Man siger, at den musik, man har lyttet til, da man var mellem 10 og 30 år, har det med at sætte sig fast, forklarer Ursula.

Tove smiler og tilføjer:

− Jeg holder af den musik, jeg kan udenad.

Grethe fortæller, at hendes mor sang meget, dengang hun var ung, og at familien altid har lyttet til radio, når der for eksempel skulle skrælles kartofler eller ordnes andre huslige pligter. Derfor vækker korsangen minder hos dem begge, og de bliver i godt humør bagefter.

Det samme gør sig gældende for de andre medlemmer af koret. Nogle bliver desuden rørte, når de hører en bestemt sang, og andre mærker, at de pludselig kan noget mere, end før timen begyndte.

− Der er flere, der siger: ”Når jeg går herfra, kan jeg tale igen. Så flyder mit sprog”, fortæller Ursula.

Alle har samme mål

Den ugentlige kortime er derfor ikke noget, medlemmerne har lyst til at gå glip af.

Nogle bliver kørt af Flextrafik, andre af pårørende, og så er der en demenskoordinator, der deltager sammen med en gruppe borgere, når det er muligt.

− Alle kommer med det samme mål: at synge sammen, smågrine lidt og drikke kaffe. Og sker det en sjælden gang, at Ursula må melde fra, er der nærmest kollektiv sorg i hele koret, siger Grethe.

Heldigvis har Ursula det på samme måde.

− Demenskoret er højdepunktet i min arbejdsuge, for jeg bliver også helt euforisk af det. Musikken løfter os alle sammen, og der er bare sådan en god og varm stemning. Man bliver simpelthen afhængig af at være her.