Jeg er mor til to velfungerende drenge; den ene læser og bor på kollegie, den anden har et fuldtidsjob og bor i egen lejlighed. De passer deres sager og er gode og kærlige drenge.
Men – og der er selvfølgelig et men – kan du nok regne ud, når jeg skriver til dig. Begge drengene bruger snus, og jeg kan slet ikke forstå det. Hverken deres far eller jeg har røget eller brugt den slags stimulanser.
Når jeg læser om, hvor skadeligt det er at bruge snus, og hvor dyrt det i øvrigt også er, kan jeg slet slet, slet, slet ikke forstå mine drenge.
Hvordan skal jeg få dem til at holde op?
Bekymret mor
Snus er noget L-O-R-T. Punktum. Længere er den ikke.
Dine drenge er ikke alene. Jeg har lidt svært ved at finde præcise tal, men på Sundhedsstyrelsens hjemmeside kan jeg se, at omkring 11,4 procent af børn og unge bruger nikotinprodukter. Og kigger man på den helt unge gruppe, så ligger tallene meget højere.
Dine børn er ikke længere børn. De er unge voksne. Du kan ikke smide dem i seng eller give dem en eller anden straf, fordi de ikke gør, som du synes.
Du må behandle dem som voksne, og så må I snakke om tingene. Jeg tror ikke, det hjælper at sende skræmmeartikler og -beskeder. De unge i dag er oplyste og ved godt, at det er noget skidt for helbredet at tage snus.
Du og drengene kan, lige som man gør med andre voksne, meningsudveksle og tale om tingene. Du spørger, hvordan DU kan få dem til at holde op. Det tror jeg ikke, du kan. Den dag, de eventuelt stopper, bliver det en beslutning, de selv træffer.
Som jeg ofte skriver her, så er min holdning i forhold til vores unge mennesker, at det bedste, vi kan gøre, er at blive ved med at interessere os for deres liv. Spørge ind og deltage.
Hvis man begynder hver en samtale med et foredrag om, hvor forkert de lever deres liv, så lukker de hurtigt af.
Tag emnet snus op en gang imellem. Hør, hvor de står, og hvilke tanker de gør sig. Sig bare din mening, men husk at tale om andre ting også.
Du beskriver to fine unge mænd, der lever et fornuftigt liv. Det skal du huske. Og ja, så har de en virkelig dum, farlig og dårlig vane. Men de er stadig nogle gode drenge.
Jeg håber, de kommer til fornuft hen ad vejen og dropper de farlige tobaks-poser, men lige nu tror jeg faktisk ikke, du kan gøre andet end at tage dialogen, når I har nogle gunstige situationer og ad den vej få dem til at tænke mere over, hvordan de vil leve deres liv.
Bedste hilsner fra Puk