Jeg skriver, fordi jeg gerne vil have et blik udefra, og du har en fin måde at vende tingene, så man ser det fra en anden vinkel.
Jeg er midt i livet, har en fin karriere og er egentlig godt tilfreds, men har altid haft lyst til at se, om jeg kan mere end det, jeg leverer i øjeblikket.
Det ser ud til, at mine chefer har tænkt det samme og har opdaget noget potentiale, for de har tilbudt mig forfremmelse, højere løn, mere ansvar, sjovere og mere udfordrende opgaver og – her kommer så problemet – mange flere rejser.
Jeg er meget benovet over tilbuddet og over, at mine chefer kan se det i mig, men jeg er meget, meget bange for at flyve. Ikke bare sådan lidt smånervøs, men bange på den måde, at jeg sidder med hjertet oppe i halsen og er dybt grundangst fra start til slut.
Skal min angst virkelig forhindre mig i at få opfyldt mine ambitioner? Eller skal jeg presse mig selv og tage det sure med det søde?
Jeg er sådan i tvivl.
Hvad ville du gøre?
Hende med flyskræk
Jeg har gjort begge dele. Jeg har taget job, der krævede, at jeg fløj hele verden rundt og været konstant bange i alle de timer, jeg tilbragte i en flyver, og jeg har også prøvet at sige nej tak til et drømmejob, fordi jeg simpelthen ikke kunne overskue flyveturene og angsten.
Ingen af løsningerne kommer uden fortrydelse, kan jeg afsløre. Enten sidder man i maskinen og tænker, hvorfor i alverden gjorde jeg dog det her, eller også bliver man hjemme og tænker, hvorfor er jeg sådan en lille skid, at jeg ikke bare kan flyve ud i verden og indfri mine ambitioner.
Hvad du end beslutter, så stå ved det valg, du træffer.
Personligt er jeg træt af at presse mig selv. Jeg vil ikke længere gå på arbejde og være dødsens bange, men jeg forstår godt, hvis du har noget, du gerne vil bevise.
Hvis du beslutter dig for at tage jobbet, så gør noget aktivt ved din angst. Tag nogle kurser, søg hjælp. Du skal ikke bare sidde og lide i stilhed. Det er faktisk det værste at skulle sidde helt stille og lade, som om man ikke er bange. Der er flere ting, man kan gøre ved flyskræk.
Og vælger du at sige nej til jobbet, så stå ved det og ros dig selv for din evne til egenomsorg. Tænk det rigtig godt igennem.
Frem med guldvægten og vej for og imod.
Bedste hilsner fra Puk