Jeg har mistet lysten til sex - og min mand er sur

Jeg er fortvivlet og aner ikke, hvad jeg skal stille op. Sagen er, at min mand, som jeg har været sammen med i mange år og som jeg har nu voksne børn med, og jeg ikke længere har, hvad jeg vil kalde, et ordentligt samliv.

Vi har, synes jeg, haft et fantastisk ægteskab og været rigtig gode sammen. Vi har altid været glade for hinanden, har bogstaveligt talt gået hånd i hånd og været gode til at hjælpe vores børn i vej.

Vi har tidligere drevet firma sammen og har været gode til at være både ægtefolk og kolleger. Nu er vi almindelige lønmodtagere, og jeg synes, at vi burde have noget mere at tale om efter arbejde, men han gider ikke snakke om sit job og sidder bare med sin telefon.

Jeg ville gerne have mere kontakt til vores børn, men det gider han ikke. De kan selv henvende sig, synes han. Vores to børnebørn viser han også kun begrænset interesse. Jeg synes ikke, at man skal overrende sine børn, men hvis vi ikke selv gør noget for at dyrke fællesskabet, dør det jo.

Og så vores største problem: Jeg tilhører den gruppe af kvinder, der med årene langsomt har mistet lysten til sex, og sådan har min mand det ikke, nærmest tværtimod. Jeg er heller ikke så udfarende og idérig, hvad udfoldelserne på lagnerne angår. Jeg er nok lidt blufærdig og er mest til trygge rammer og har ingen problemer med gentagelser, og sådan har jeg nok altid været.

Da vi mødtes i sin tid, var min mand jomfru. Han var ret genert over for piger, og jeg introducerede ham for sex. Jeg havde haft fire kærester, og dét syntes han var vildt – jeg mener dog ikke, at jeg var mere vild end min omgangskreds. Siden har han sagt, at han tror, at jeg ingen lyst har, fordi jeg havde ”løbet hornene af mig” som ung. Jeg siger, at det er noget sludder.

Jeg er stadig meget glad for intimt samvær og nyder også sex, når det sker, men jeg tager ikke initiativet og skal nok nærmest ”nødes” lidt. Kys, knus og kram har jeg ingen problemer med, men det gider min mand til gengæld ikke særlig meget.

Han bliver deprimeret, siger han – jeg kaldet det ”sur” – og siger, at det er min skyld. At det er mit ansvar, at det er, som det er. At jeg bare kunne have taget mig sammen i tide og have været mere med på noget ”sjov”.

Jeg siger, at det på ingen måde kan være mit ansvar alene, og at vi jo trods alt har sex. At jeg nyder det og viser, at jeg gør det – og at jeg også føler det godt, når han nyder og får tilfredsstillelse. Så siger han – lidt som om han bare vil være ondskabsfuld – at dét har han ikke haft noget ud af.

Vi har forgæves forsøgt os med samtaler hos en sexolog og en parterapeut, og jeg aner snart ikke mine levende råd.

Vi taler om at sælge vores hus og finde noget mere seniorvenligt, ikke fordi vi føler os gamle, men hvis man skal begynde et nyt sted, skal man heller ikke vente for længe.

Nu har jeg spurgt ham, om han synes, vis skal flytte videre sammen, eller om vi bare skal se ”fallitten” i øjnene og flytte hver til sit. Og han siger bare ”jooo, men det bliver det jo ikke bedre af”.

Det gør så ondt indeni. Vi skulle jo blive gamle sammen og nyde livet, og så står vi her.

Hvad gør vi?

Hvis du havde siddet her i mit køkken, mens jeg læste din mail, havde du hørt det lille suk, der undslap mig, da jeg var færdig med at læse. Du ville også have oplevet, at jeg sad flere minutter og kiggede på skærmen, mens jeg overvejede, hvordan jeg bedst kunne svare dig.

Det er ikke, fordi dit brev er dårligt eller dumt. Det er, fordi den problematik, du opstiller, er noget så nærværende og meget velkendt i min nærmeste kreds af veninder.

Hvis du vidste, hvor mange samtaler jeg har haft i de forgangne år om netop det, du beskriver. Jeg ved ikke, hvorfor der sommetider og selvfølgelig ikke altid, men i en del tilfælde, jeg kender til, er forskel på mænd og kvinders seksuelle behov. I den retning at mændene har mest lyst.

Kan det eventuelt være den oplagte biologiske forskel, at mænd i princippet er fertile hele livet, og at kvinder har et begrænset vindue og måske derfor får mindre lyst, når vi ikke længere har flere æg i kurven og havner i overgangsalderen? Jeg ved det ikke, og som sagt kan man ikke skære alle over en kam, men hvordan vi end vender og drejer det, må vi begynde med at slå fast, at ingen af os er forkerte. Hverken dem (uanset køn), der har stor sexappetit, eller dem, der slet ikke har lyst. Det går ikke, at man skal føle sig forkert. Det er ikke fair.

Med hensyn til din konkrete situation må du og din mand finde ud af, om jeres forskellige syn på og lyst til sex fylder så meget, at det skal være afgørende for jeres fremtid. Hvis du ikke kan få ham i tale, må du definere dine egne grænser. Du må gøre op med dig selv, hvor langt du kan gå i jeres seksuelle samspil, og så skal du se, om du kan holde op med at føle dig som den skyldige i jeres forhold. Det er du ikke. I er bare forskellige.

Selv om det kan være helt utrolig svært, må du være klar i din udmelding over for din mand. Fortæl ham, at sex med dig også fremover bliver på en måde, så du kan være i det. Han skal ikke vente på, at tingene forandrer sig, eller at du ændrer dig. Du er, som du er, og du gør det, så du selv kan følge med.

Hvordan ser du egentlig selv på fremtiden? Vil du gerne bo sammen med din mand? Jeg synes ikke nødvendigvis, der er tale om fallit, hvis I flytter hver til sit. Måske er der tale om to mennesker, der er nået til vejs ende i et forhold. Det sker for mange.

Jeg kan desværre ikke komme med noget konkret svar, for det er så individuelt, hvad der gør mennesker lykkelige, og hvor langt man kan og vil strække sig, men min hovedpointe er, at det ikke er rimeligt at føle skyld eller skam eller at føle, at man er forkert, hvad enten man har eller ikke har stor appetit på sex. Men kan man være ærlig og stå ved, hvem man er, og hvordan man har det, så må I tage den derfra.

Held og lykke.