En læser fortæller: Vores bedste ferie

I barndommen var det selvfølgelig mine forældre, der bestemte, hvor sommerferien gik til, og det var som regel noget med et lejet sommerhus ved Vesterhavet eller på Bornholm. Som teenager foretrak jeg at blive hjemme og arbejde i en iskiosk sommeren over, og da jeg mødte Lars og ret hurtigt stiftede familie med ham, tog vi på campingferier landet rundt med vores to børn. Der var altid en legeplads og masser af legekammerater, og det var sjovt for børnene. Inderst inde drømte jeg dog om luksus ved Middelhavet, og hen ad vejen blev det muligt.

Sommerferierne blev de lysende fyrtårne i en travl hverdag, og så snart de første blade faldt i efteråret, begyndte jeg at drømme om næste sommerferie. Jeg blev næsten altid lidt skuffet over feriens udfald, så i virkeligheden var det mest forestillingen om sommerferien, jeg trøstede mig med, når jeg var dødtræt efter en lang arbejdsdag i vores lille rengøringsfirma. Et år i Italien var vejret elendigt i samtlige 14 feriedage, et andet år fik vi begge madforgiftning, og et tredje år havde vi naboerne fra helvede i ferielejligheden i Barcelona.

I sommeren 2024 besluttede jeg at sætte alt ind på at få den perfekte sommerferie. Vi ville fejre min 48-års fødselsdag med børnene og resten af familien en fredag aften, og søndag morgen skulle køreturen så gå sydpå. Søndag var en god dag, for da må lastbiler ikke køre på de tyske motorveje.

Allerede i oktober havde jeg bestilt et skønt, lille feriehus i Provence. Det lå for sig selv lidt oppe i terrænet, så larmende naboer ikke kunne genere os. Huset havde en pool, et terrasseområde med en fantastisk udsigt og i spadsereafstand lå en pinjelund og en lille landsby med et torv, et par caféer og nogle fødevarebutikker.

Onsdag og lørdag var der marked på landsbyens torv, og jeg forestillede mig, hvordan jeg med en flettet kurv over armen og iført sommerkjole og sandaler gik rundt og valgte de lækreste grøntsager, som Lars samme dag ville tilberede skønne retter af i feriehusets køkken. Så skulle vi nyde frugterne af hverdagens travlhed og stress, og i de lune, mørke aftener kunne vi sidde ude på den overdækkede terrasse til efter mørkefald.

Planen var at bide køreturen over i to og overnatte på et motorvejshotel, når vi havde krydset grænsen mellem Tyskland og Frankrig.

Kufferten blev omhyggeligt pakket, og vores fem år gamle bil kom til et ekstra servicetjek. Lørdag aften gik vi tidligt i seng, og søndag morgen vågnede vi begge fem minutter, før vækkeuret ringede, lagde den sidste bagage ind i bilen og satte kurs mod grænsen. Vejret var gråt og blæsende, men det gjorde kun forventningen om solbeskinnede dage og lune aftener med kølig rosévin og cikadesang endnu større.

Men midt på eftermiddagen begyndte bilen at opføre sig underligt. Først kom én advarselslampe til syne på displayet, derefter én til. Vi besluttede at køre ind på en rasteplads for at kigge i instruktionsbogen og finde ud af, hvad de lamper betød. Præcis, som vi nærmede os rastepladsen, afgav bilen en hidsig lyd, og på displayet stod der nu, at vi skulle standse kørslen og søge værksted hurtigst muligt.

Mit feriehumør susede lodret nedad, og både Lars og jeg følte os magtesløse. Ingen af os har forstand på biler, og vi er heller ikke specielt gode til tysk. Her holdt vi nu på en tysk motorvejsrasteplads, hvor der ikke var andet end et toilet.

– Hvis vi så bare var nået hen til en tankstation med bemanding, sukkede Lars.

– Den dumme bil var da gået i stykker alligevel, vrissede jeg.

Ved en autocamper med belgiske nummerplader sad en familie og spiste, og de kiggede nysgerrigt på os.

Jeg kunne have tudet som et skuffet barn, men det nyttede jo ikke. Efter at have foretaget nogle opkald til bekendte i Danmark, blandt andet en mekaniker, endte det med, at vi fik arrangeret transport af bilen til det nærmeste værksted af en tysk vejhjælp.

Den ventede vi på i to timer. Chaufføren i den orange autohjælpsvogn lod os køre med til den lille by, hvor der lå et værksted, som reparerede biler af blandt andet vores bilmærke. Indlysende nok var der ingen på værkstedet en søndag, så vi måtte overnatte på byens eneste kro. Kontrasten mellem den søvnige landsby og den hektiske motorvej, kun 10 kilometer derfra, føltes voldsom.

Værelset var anonymt og ucharmerende, og tilmed lugtede der af kloak på badeværelset. Lars fik dog lugten til at forsvinde ved at lægge et vådt håndklæde over kloakristen i flisegulvet.

– Vi må prøve at få det bedste ud af det, sagde Lars opmuntrende, og jeg gav ham sukkende ret, men var alligevel brand-ærgerlig over, at der allerede var kommet ridser i lakken på vores perfekte ferie.

Klokken var knap 19, da vi spiste en jägerschnitzel med gemyse i krostuen. Derefter gik vi op på værelset, hvor jeg var sur, indebrændt og kedede mig. I mangel af bedre besluttede jeg mig for at tage et langt bad i badekarret og pleje mig selv lidt.

Jeg havde ikke været i karbad i årevis, men nu kunne jeg jo benytte mig af lejligheden til at nyde duften af min medbragte badesæbe og smøre mig ind i den tilsvarende bodylotion. Begge var købt til ferien, for i hverdagene havde jeg stort set aldrig tid til det helt store inden for personlig pleje.

Jeg tog mig god tid, mens Lars lå inde i dobbeltsengen og så tysk fodbold. Og det var, da jeg omhyggeligt smurte mig ind i bodylotion, at jeg opdagede en knude i mit ene bryst. Først kunne jeg næsten ikke tro det, men det var sandt. Der var en umiskendelig knude inde i vævet på undersiden af mit venstre bryst. Lars kunne også mærke den.

Jeg blev så bange, det samme gjorde han. Pludselig føltes alt det med rosévin og pinjelunde og torvedage i Provence bedøvende ligegyldigt. Alt skiftede ligesom farve og fokus for os, og vi kom begge til at tænke på min ene moster, som fem år forinden var død af brystkræft. Vi lå tæt sammen på sengen og græd lidt, mens vi talte om, hvor slemt det mon var.

I det øjeblik var jeg fuldstændig ligeglad med alt andet. Jeg ville bare leve videre, nå at blive bedstemor engang og være sammen med min mand. Det var længe siden, Lars og jeg havde været så ømme over for hinanden, som vi var den aften og nat på det kedelige, tyske hotel. Vi sov ikke ret meget, men talte og holdt hinanden i hånden.

Næste morgen på slaget otte ringede jeg til min læge, som tog sig god tid til at tale med mig. Lars var på det tidspunkt gået hen på værkstedet, hvor bilen stod.

Min læge bad mig beskrive knuden indgående, og hun mente ikke, den kunne have været der ret længe, siden jeg ikke havde opdaget den før. Jeg forklarede, at jeg heller ikke ville have opdaget den endnu, hvis ikke det var, fordi vi var strandet i en tysk landsby.

– Nyd nu ferien, så meget som du kan, rådede lægen mig. – Så sørger jeg for en akuttid til en scanning, så snart I kommer hjem, og så tager vi den derfra. En knude i brystet kan være meget andet end kræft.

Jeg var i tvivl, men Lars og jeg bestemte os for at køre til det lejede feriehus i Provence, hvis ellers bilen blev lavet relativt hurtigt. Eftersom min læge ikke blæste storalarm, behøvede jeg måske heller ikke gøre det. Vi besluttede også at holde det med knuden for os selv, indtil vi vidste noget mere.

Mandag eftermiddag var bilen repareret, og vi kørte mod den franske grænse. Men stemningen var anderledes, end da vi kørte hjemmefra om søndagen. Nu var der ligesom ikke noget, der hastede så meget mere, og da vi på et tidspunkt holdt helt stille i en kø på grund af en punkteret lastbil, sad vi roligt og småsludrede om for længst glemte episoder fra vores ungdom og børnenes opvækst. Udenfor syntes jeg pludselig, alting var så smukt, og jeg havde hele tiden en klump i halsen og en trang til at røre ved Lars. Til gengæld afholdt jeg mig fra at røre mere ved knuden.

Da vi endelig nåede frem til feriehuset, var det præcis lige så skønt, som vi havde håbet på. Det samme var omgivelserne og landsbyen, og der var nærmest ikke en sky på himlen i de syv dage, vi var der. Egentlig havde vi det en uge mere, men vi kunne ikke finde ro til at blive der længere og kørte derfor nordpå igen.

Under den lange køretur hjem nåede jeg at tænke mange tanker, og jeg fik også ringet til min læge og bedt hende om at fremskynde undersøgelsen. Vi sov på et motorvejshotel og var hjemme først på aftenen på vores anden køredag.

Der lyder tit kritik af det danske sundhedsvæsen, men jeg må ærligt sige, at jeg ikke kunne have fået bedre eller hurtigere behandling. Min knude viste sig at være en indkapslet betændelsestilstand uden bakterier, som havde dannet en lille tumor. En biopsi afslørede, at knuden var godartet, men den skulle alligevel fjernes, for der var en risiko for, at den på et tidspunkt ville udvikle sig til kræft.

Selv om jeg bøvlede med feber og betændelse i brystet efter den lille operation og derfor måtte have en del medicin, synes jeg, at jeg slap utrolig billigt. Jeg skal til kontrol et antal gange, men det opfatter jeg kun som en tryghed, og på en måde synes jeg, at jeg har fået en chance til i livet.

Sammen har Lars og jeg besluttet, at vi ikke længere vil løbe så stærkt og fokusere så meget på at tjene penge. Derfor har vi sat vores store hus til salg og planlægger nu at købe noget mindre og billigere.

Når jeg kigger på fotos fra huset i Provence og landsbyens torv, ser alt præcis lige så smukt og dejligt ud, som jeg havde drømt om. Men det er ikke derfor, jeg kalder denne ferie for vores bedste sommerferie ...