
Jeg er havnet i to rigtig dårlige situationer:
Den ene er, at min søn på 23 er i lære og bor hjemme. Planen er, at han bliver boende, indtil han er udlært til sommer. Hans lærlingeløn blev, fra han fyldte 18, medregnet i husstandsindkomsten.
Vi er kun ham og mig. Jeg er invalidepensionist på den gamle ordning. Hans løn gør så, at min boligydelse bliver kraftigt beskåret især to måneder om året, hvor han får løn tre gange.
Jeg har hverken ret til eller krav på hans penge. Men jeg har derfor næsten intet rådighedsbeløb.
Samtidig ved jeg, at to personer har solgt deres to huse og er flyttet i lejeboliger. De har begge sørget for ikke at have indeståender for mere end de 789.000 kroner, man åbenbart godt må eje, samtidig med at man får fuld boligydelse. Hvor er logikken i det?
Andet problem er, at jeg bor til leje i et parcelhus, som er fugtigt, og der er mug og skimmel. Seneste plage var rotter inde i huset. Udlejeren gør intet.
Jeg vil væk og har set på lejligheder. Nu har jeg fundet en, og har søgt enkeltydelse til indskud (jeg ejer intet), og fik den besked, at det mindst tager seks uger at behandle ansøgningen, men at de i øvrigt er overbebyrdet med arbejde, så det tager nok længere tid.
Det vil udlejeren ikke vente på. På den måde vil jeg (og andre) aldrig have en chance for at få en anden bolig. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre.
Hilsen en frustreret lejer
Logikken i, at din boligstøtte er afhængig af din søns indtægt, er, at I bor to voksne på adressen. Dermed forventer man fra kommunens side, at I også er to til at betale udgifterne – ikke mindst når din søn faktisk har en indtægt.
Du har ret i, at du ikke som sådan har ret til eller krav på hans penge, men en løsning for jer kunne være, at han betaler lidt for at bo derhjemme. Det er også en god øvelse til, når han snart skal ud og bo for sig selv.
Jeg forstår godt, at du undrer dig over, at man gerne må have en større formue uden, at det påvirker boligstøtten (beløbet er 884.100 i 2025). Mit bedste bud på en forklaring er, at boligstøtte ydes på baggrund af indkomst, og at man af hensyn til administrative besværligheder har valgt ikke at interessere sig synderligt for formue ud over et eventuelt afkast.
Dit andet problem håber jeg, at du har anmeldt til kommunen, når nu din udlejer ikke reagerer. Hverken rotter eller skimmelsvamp, som ikke er selvforskyldt pga. dårlig udluftning, hører hjemme i en nutidig bolig. Så du skal have fat i rottefængeren og i en byggesagkyndig fra kommunen, som kan komme og se på det.
Hvis du stadig gerne vil flytte og skal søge om hjælp til indskud, skal du være opmærksom på, at det skal søges i den kommune, du flytter til.
Jeg tror desværre, at det er ret almindeligt, at der er seks ugers sagsbehandlingstid, og at det er en barriere for rent faktisk at kunne flytte, når man er i din situation. Det er ikke ulovligt, men det er virkelig uhensigtsmæssigt.
Måske kan du få kommunen og udlejeren til at tale sammen, og hvis du umiddelbart er i målgruppen for hjælp til indskud, kan en lovning på betalingen fra kommunen måske få udlejeren til at falde til ro, indtil sagen er blevet behandlet.
De bedste hilsner Bettina
Har du brug for hjælp til at løse et problem indenfor socialområdet? Bettina Post har været socialrådgiver i 36 år og er klar til at svare på spørgsmål. Skriv på mail til bettina@familiejournal.dk
Guide: Sådan laver du en fremtidsfuldmagt
Frustreret lejer og invalidepensionist: Jeg har intet rådighedsbeløb
Fleksjobber og sygemeldt: Jeg bliver ikke hørt i jobcentret
Førtidspensionist: Jeg frygter for hjemløshed
Kan mormor komme på plejehjem i vores kommune?
Hvornår skal man lave en underretning på børns mistrivsel?
Hvordan søger man aktindsigt i barndommen?
Min nabo er en ekstrem samler, og jeg er bekymret for hende