En læser fortæller: Jeg skulle holde sammen på familien

Jeg er født som efternøler og desuden den eneste pige ud af en søskendeflok på fire. Der er syv år op til den yngste af mine tre brødre, så jeg var bare 11 år gammel, da den sidste af dem flyttede hjemmefra og efterlod mig alene med to halvgamle forældre.

Det var ikke, fordi det gjorde noget. Jeg havde et dejligt barndomshjem og var højt elsket af både min mor og far. Det kunne dog ikke undgås, at jeg fik et lidt fjernt forhold til mine brødre. De var altid et andet sted i livet end mig, især de to ældste, der både havde koner og børn, før jeg endnu selv blev voksen.

Da jeg var 20 år, mistede vi vores far. Det var hårdt for os alle sammen, men vores mor viste sin styrke ved at fortsætte som altid. Hun havde hele livet været familiens omdrejningspunkt. Den, der sørgede for at holde traditionerne i hævd, den, vi alle tyede til, når vi havde brug for hjælp.

Det var også hende, der holdt jul år efter år efter år. Det var hende, der kaldte til påskefrokoster og holdt sin egen sommerfødselsdag med stort gæstebud hvert år i juli.

Skulle en af os børn holde en stor fest, kom hun og hjalp med maden, for hun var fantastisk i et køkken. Og det var såmænd også hende, børnebørnene gik til med små og store sorger, eller bare når de trængte til et hyggeligt helle. Sådan havde hun været før vores fars død, og sådan blev hun ved med at være efter. Hun var vores midtpunkt.

Årene gik, og vi fire søskende endte forskellige steder i landet. Jeg selv flyttede også fra barndomsbyen, da jeg på et tidspunkt fik et godt job et andet sted og lige var blevet skilt fra mine børns far.

Der boede jeg stadig, da min mor blev så gammel, at det efterhånden kneb for hende at holde hus og have. Der lå nogle meget fine andelsboliger tæt på mit hjem, og efter lidt snak frem og tilbage indvilgede min mor i at tage med hen og kigge på en af dem.

Det var et mindre rækkehus i én etage med en lille have og en smuk beliggenhed. Oven i det var der en stor stue med plads til os alle sammen, og det var næsten det vigtigste for hende.

Der var derfor ikke så meget at betænke sig på. Min mor indså, at det var tid at skille sig af med det store, gamle hus, hvor hun og min far havde boet gennem hele deres ægteskab. Hun skulle bo i noget mindre og nemmere, og hun skulle være tæt på mig.

Brødrene syntes også, det var en god idé, så de hjalp med at få solgt vores barndomshjem og flytte vores mor til de nye omgivelser.

Egentlig tror jeg, de var lettede over, at jeg havde påtaget mig opgaven med at være nærmest, når vores mor blev gammel. De havde alle tre susende travlt med deres store karrierer, mens jeg levede lidt mere fredsommeligt som lærer på en specialskole.

De første år i det nye hus klarede vores mor sig fint på egen hånd. Det var stadig hende, der inviterede til jul, og sin 80-års fødselsdag holdt hun også i fin stil. Vi børn og svigerbørn hjalp selvfølgelig til, men i det store og hele var hun selv primus motor i festen.

Kun et halvt år efter denne runde dag begyndte det at gå ned ad bakke. Først svigtede hukommelsen, så jeg meget ofte måtte redde hende ud af suppedasen, når hun glemte sin pinkode til dankortet eller koderne til netbank. Dement ville jeg ikke kalde hende, men glemsom og lidt forvirret var hun, og det blev hele tiden værre.

Det gjorde fysikken også. Hun fik et par mindre hjerneblødninger, som sendte hende på hospitalet to gange i træk. Hun fik også gradvis problemer med bentøjet, og til sidst måtte hun meget mod sin vilje se i øjnene, at hun havde brug for hjemmehjælp.

Jeg var der selvfølgelig stadig, men jeg kunne ikke være der for hende to gange om dagen. Mine egne børn var blevet teenagere nu, så jeg havde selv en del at se til, men jeg gjorde det, så godt jeg kunne. En gang imellem ringede jeg til en eller flere af mine brødre og gav dem en opsang.

Bare fordi jeg boede tættest på vores mor, var det ikke ensbetydende med, at de kunne nøjes med at dukke op to gange om året. De måtte gerne give en hånd med i ny og næ, så jeg for eksempel kunne tage på en lille ferie med mine unger. Det gjorde de heldigvis uden brok, og så kunne jeg lidt igen.

De sidste to år af vores mors liv var barske. Der stødte hele tiden mere sygdom til, og jeg blev hårdere og hårdere hængt op. Det var krævende, men jeg var samtidig utrolig glad for, at jeg havde muligheden for det.

Det var så godt, at vi havde fået flyttet hende hen i nærheden af mig i tide. Det havde været ubærligt, hvis hun stadig havde boet 100 kilometer væk.

Til sidst kunne vores mor ikke mere. Vi mistede hende, da hun lige var fyldt 84. Mæt af dage og efter et langt og mestendels lykkeligt liv. Vi fire søskende holdt en smuk begravelse og fik bagefter gjort boet op i god ro og orden.

Alt var, som det skulle være. Men hvad nu? Jeg sad tilbage med en følelse af stor tomhed. Mine brødre var taget hjem til hver deres liv langt fra mig, og nu havde vi ikke længere vores faste midtpunkt at mødes hos. Nu var hun væk, og det var de også. Pist væk.

Det ramte mig dybt, da det gik op for mig, at vores familie lige pludselig var truet af splittelse. Vores mor var der ikke længere til at binde os sammen, så hvem skulle nu gøre det?

Efteråret var allerede ved at falde på, så jeg skyndte mig at invitere mine brødre til jul hos mig. Mit hus var ikke stort nok til, at de alle kunne bo der gennem juledagene, så den af brødrene, der boede tættest på, indvilgede i at køre hjem med kone og børn selve julenat.

Når vi andre kneb os sammen, kunne vi lige være der i et par dage.

Det blev en god jul, en følelsesladet jul. Vi kunne ikke undgå at mærke savnet af vores mor, for det var så anderledes at være sammen uden at have hende i vores midte. Vi fik både grædt lidt, grinet en del og mindedes en masse, så det endte med at blive meget fint alt sammen.

Så blev det hverdag igen. Mine tre brødre forsvandt på ny i deres gøremål. Jeg ringede jævnligt til den ene, anden eller tredje af dem, og hver gang undrede det mig at høre, at de ikke havde talt med nogen af de to andre i mellemtiden.

Der var nu heller ingen af dem, der ringede til mig. Det blev jeg faktisk temmelig såret over, og efter nogle måneder besluttede jeg at holde op med at kontakte dem. Så kunne vi jo se, hvor længe der gik, før de selv fandt på at ringe mig op.

Der gik lang tid, hvor ingenting skete. Jeg hørte ikke fra nogen af dem. Jeg forstod det virkelig ikke. Man holdt jo ikke bare op med at være i familie med hinanden, fordi ens forældre døde.

Til sidst indså jeg heldigvis, at det ikke nyttede noget at gå rundt og være sur og såret. Jeg ville ikke miste mine brødre, og hvis de ikke kunne finde ud af at holde kontakten med mig, måtte jeg sørge for at holde kontakten med dem.

Jeg syntes stadig, det var lidt mærkeligt. Jeg var trods alt lillesøsteren, men jeg måtte jo udnævne mig selv til familiens overhoved, siden ingen af mine brødre kunne finde ud af det. Så det gjorde jeg. Jeg kontaktede dem én for én og inviterede dem med koner og børn til påskefrokost.

Det sjove var, at de blev stjerneglade.

Det havde de også selv tænkt på, men ikke lige fået gjort noget ved, påstod de alle tre, og det var der, jeg for alvor forstod, at det måtte blive min fremtidige opgave at holde sammen på familien.

Det var ikke af ond vilje, mine brødre lod stå til. De havde det bare ikke i sig, det samlende gen, der åbenbart skulle til, for at vi stadig fik set hinanden med jævne mellemrum.

Jeg har nu holdt tre juleaftener, tre påskefrokoster og to familiekomsammener i sensommeren, og hver gang møder alle op med glade smil og hjælpende hænder.

Sidst, vi mødtes, havde mine brødre skillinget sammen til det drivhus, jeg længe havde ønsket mig. De afslørede det under påskefrokosten, og som de sagde, skulle jeg have det, fordi uden deres kære lillesøster ville de knap nok vide, at de var i familie med hinanden længere.

Dagen efter samlede de det og satte det op i min have. Af denne historie har jeg lært, at man ikke skal se så nøje på, hvem der gør hvad. Jeg har arvet min mors veludviklede sans for at samle mennesker omkring mig, det har mine brødre ikke.

Til gengæld er de gavmilde på andre måder, og det tager jeg imod med kyshånd. Så vores familie hænger stadig sammen. Vi skulle bare lige finde ud af at fordele rollerne rigtigt imellem os.