Lige fra hjertet: Mine forældre fik alligevel ret

Det var akut forelskelse fra min side, da Martin og jeg mødtes. Årstallet var 1990, vi var begge 16 år og netop gået ud af folkeskolens 9. klasse.

Nu skulle vi tage det 10. og sidste skoleår på den skole, der i folkemunde blot hed 10’eren. Her blev alle elever fra hele vores store landkommune samlet på ét sted i kommunens største by.

Indtil da havde jeg kunnet cykle til skole fra det parcelhus, jeg var vokset op i sammen med min lillebror, min storesøster og vores forældre.

Pligtopfyldende plejebarn

Det var på den tredje skoledag, jeg fik øje på Martin nede ved madboden i kælderetagen. Han stod foran mig i køen og var med sin ranglede skikkelse, brune øjne og det næsten sorte hår den flotteste fyr, jeg nogensinde havde set.

Senere fandt jeg ud af, at han også var den sødeste, men det var hans udseende, jeg først faldt for. Han var ret genert, det samme var jeg.

Det nåede at blive december, før vi udvekslede det første kys. På det tidspunkt vidste jeg lidt mere om Martin. Han havde, siden han var otte år, boet hos en plejefamilie på en gård lidt uden for byen.

Plejefamilien var flink og velmenende, men for dem var det et erhverv at have plejebørn, og det var også en selvfølge, at plejebørnene gav en hånd med i husholdningen og med det dyrehold, som fandtes på gården. Det beklagede Martin sig aldrig over.

Det undrede mig, for mine søskende og jeg brokkede os gevaldigt til vores forældre og skændtes også indbyrdes om pligter som opvask, hundeluftning og græsslåning.

To på en knallert

Hen over juleferien det år blev Martin og jeg rigtige kærester, men i begyndelsen nævnte jeg ikke noget om ham derhjemme. Måske havde jeg en fornemmelse af, at mine forældre ville være skeptiske over for en dreng, der kom fra en plejefamilie.

Jeg havde fået en større grad af frihed nu, hvor jeg tog bussen frem og tilbage til skole hver dag, og Martin og jeg tilbragte tit en time eller to sammen, inden jeg steg på bussen.

Nogle gange kørte vi hjem til plejefamilien på hans knallert, selv om det naturligvis var forbudt at sidde to på den. Så lå vi tæt sammen og kyssede og snakkede på hans værelse. Det var nogle meget lykkelige og intense timer.

Min egen historie kunne jeg hurtigt fortælle ham, for under min opvækst var alt gået som efter en snor. Det vildeste, jeg havde været udsat for, var, at jeg havde haft fået blindtarmsbetændelse på en håndboldlejr og var røget direkte på operationsbordet.

Ingen forældre

Martins historie var mere dyster, og han afslørede den kun i små bidder. Han kendte ikke sin far, og hans mor påstod både over for ham og for myndighederne, at hun heller ikke vidste, hvem han var.

– Men noget taler jo nok for, at min far må have været udlænding, måske tyrker eller jugoslav, som Martin selv sagde.

Under alle omstændigheder var han vokset op alene med sin mor, og hun havde et forbrug af hash og alkohol, som allerede inden Martins skolestart blev et problem.

I et par år prøvede han selv at klare ting som madpakker, tøjvask, indkøb og morgenmad, men det blev ikke ved at gå. Skolen og vist også en sagsbehandler slog alarm, og et forsøg på at sætte ind med hjælp og støtte til Martins mor førte ikke noget godt med sig.

Da han gik i 2. klasse, blev han flyttet til den plejefamilie, han stadig boede hos, da vi mødtes.

Han havde ikke ondt af sig selv og overdrev helt sikkert aldrig, når han en sjælden gang fortalte, hvordan det havde været for ham.

Kort efter hans konfirmation, som moren i øvrigt ikke deltog i, døde hun. Hver gang, han delte en ny bid af sit liv med mig, var mit hjerte lige ved at blive knust, og jeg kunne næsten ikke forstå, at han havde overlevet og var blevet til det menneske, han var.

Diskret modstand

Den dag i dag kan jeg stadig mærke et ekko af den vrede, jeg følte over for mine forældre, da de gav udtryk for, at de ikke var begejstrede for mit forhold til Martin.

På det tidspunkt var vi færdige på 10’eren, og jeg var begyndt på handelsskolen, mens Martin var i gang med grundforløbet til mekanikeruddannelsen.

Indtil nu havde jeg anet deres diskrete modstand, men de havde ikke sat ord på den. Nu begyndte de imidlertid at forstå, at det nok var alvor mellem os, og derfor satte de endelig ord på, at Martin måske ikke var den rigtige for mig.

– Vi er bange for, at hans svære baggrund også vil få konsekvenser for dig, sagde min mor.

– Mange plejebørn får problemer senere i livet, tilføjede min far.

Rasende råbte jeg tilbage, om Martin måske selv var skyld i, at han var blevet plejebarn? Om de troede, han selv havde ønsket at have en ukendt far og en misbruger til mor? Jeg ville aldrig opgive Martin, meddelte jeg dem. Aldrig!

Martin flyttede fra sin plejefamilie, da han fyldte 18, for sådan havde alle deres plejebørn gjort og fik en lille lejlighed. Den flyttede jeg ind i, da jeg efter handelsskolen fik en elevplads i en modebutik.

Vi arbejdede sammen hen mod en fælles drøm: At købe vores eget hus og derefter starte en familie.

Den fødte handyman

Vores drøm blev opfyldt i 1997, og i 2001 fik vi den første af vores tre, fantastiske unger. Det var gode år, hvor Martin mere eller mindre blev den mest populære person af alle. Ikke blot i min familie, men også i nabolaget, blandt venner af min familie, blandt mine søskendes partneres familier og i den skønne vennekreds, vi med årene fik skabt os.

Hvis nogen havde brug for hjælp, var Martin på pletten. Det gjaldt ikke kun, når bilen ikke ville starte eller skulle have skiftet dæk.

Martin var og er den fødte handyman, og han reparerede alt fra min mors symaskine til en mejetærsker hos min storesøsters svigerforældre.

Måske fordi mine forældre tidligere havde udtrykt skepsis over for Martin, roste de ham nu altid i høje toner og fremhævede ham ved enhver anledning.

Det frydede mig på hans vegne, og vi havde begge for længst tilgivet min mor og far for deres bemærkninger dengang.

Martin var i front, når der var forældrehjælpsweekender i vores ungers institution, han deltog i klasseråd, var fast chauffør til fodboldkampe samt formand for den lokale badmintonforening.

Da vi på et tidspunkt ønskede at lave en tilbygning til vores hus, blev det dyrere end beregnet, og Martin tog et ekstrajob som pakkechauffør i sin ellers meget sparsomme fritid.

Elsket og svigtet

I mange år solede jeg mig i Martins popularitet. Jeg var stolt af at have en mand som ham, og jeg bebrejdede ham aldrig, at han faldt i søvn, hver gang han satte sig ned.

– Ingen, der har brug for hjælp, går forgæves til Martin, sagde min lillebror altid.

Det var sandt. Det betød selvfølgelig også, at jeg var nødt til at tage mig af det meste i hjemmet, men det havde jeg det fint med i årevis.

Det ændrede sig dog, da jeg en vinterdag i 2022 brækkede min ankel på et isglat fortov. Da var de to ældste flyttet hjemmefra, og vores yngste var på efterskole.

Nu var det mig, der havde brug for hjælp, og jeg blev så frustreret, når Martin igen og igen ikke havde tid til at give mig den.

Han havde jo aftalt ditten og datten, der var både et møde og en generalforsamling, og han havde desuden lovet vores ældstes papirløse svigerforældre at se på en veteranbil fra 1957.

Da han sagde det, eksploderede jeg.

– Hvorfor i alverden kan du ikke sige nej til at hjælpe andre mennesker, når du så nemt som ingenting kan sige nej til mig, din kone? råbte jeg vredt.

Martin kiggede længe på mig. Da hans svar endelig kom, kom det til gengæld helt fra hjertet.

– Det er nok, fordi jeg ved, at du vil blive ved at elske mig, selv om jeg siger nej, sagde han stille.

Knoklede for kærlighed

De ord ramte mig og fik mig til at forstå, at mine forældre havde haft ret i det, de sagde dengang. For Martins svære baggrund havde rent faktisk fået stor indflydelse på hans voksenliv. Det var bare ikke på den måde, de havde forestillet sig.

Jeg, som var vokset op i en velfungerende kernefamilie og havde regnet kærlighed, opbakning og tilgivelse som en selvfølge, havde ikke før nu forstået, hvad der – i hvert fald til dels – drev Martin til at knokle så meget.

Men nu fattede jeg det, og jeg lagde armene om ham og småtudede lidt, mens jeg sagde, at jeg for evigt og altid ville elske ham, også selv om han så tilbragte resten af sine dage med at se fjernsyn og lave ingenting.

Vi fik en lang snak den aften, og Martin sagde selv, at han ikke rigtig havde koblet sin hjælpsomhed sammen med ønsket om at blive holdt af, før jeg råbte mit spørgsmål ind i hovedet på ham.

Den dag i dag er Martin stadig ham, folk kommer til, når de skal have fikset et eller andet, men jeg prøver at støtte ham i at sige nej en gang imellem, og der er ikke sket nogen sociale katastrofer af den grund.

Jeg håber, vi har mange gode år sammen foran os, så jeg er nødt til at passe på, at han ikke slider sig selv op. Han fortjener i den grad at blive elsket, og det bliver han.