Drømmemandens hus stinker voldsomt af hund

Jeg har forsøgt mig i datinglivet, og nu har jeg mødt en sød mand, jeg faktisk ret godt kan lide.

Vi har skrevet sammen over Tinder, vi har set hinanden et par gange, og vi har også været hjemme hos hinanden.

Han er en skøn mand. Går på jagt, er fraskilt, har to store børn, bor på et landsted, har god humor, ja, jeg kunne blive ved.

Nu tænker du sikkert, om jeg virkelig skriver til dig, Puk, bare for at fortælle om den skønne mand? Og selvfølgelig gør jeg ikke det. Der er et problem, som jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med.

Min drømmemand er dyreven. Det er dejligt, men han har flere dyr, især har han tre store hunde, som må være overalt i huset. Da jeg besøgte ham første gang, var jeg ved at besvime over lugten af hund. Jeg blev helt svimmel, da han åbnede døren. Hundene som sådan har jeg ikke noget imod, men der ligger gamle hundetæpper, hundehår og hundehåndklæder overalt, og det hele udsender en dunst af gammel pels, og jeg er ved at kaste op, når jeg er der. Det er virkelig voldsomt, og jeg tror ikke, han selv kan lugte det.

Vi kan ikke ses så meget hos mig netop på grund af hundene, som han må hjem til, så vi skal være hos ham, hvis vi skal være sammen i længere tid.

Er det virkelig nødvendigt, at der skal lugte SÅ meget af hund? Jeg har ikke hund, men er vokset op med hund, men mindes ikke den lugt.

Kan jeg tillade mig at bringe det på bane? Jeg ville være ked af at droppe så skøn en mand på grund af hundelugten, men jeg kan jo heller ikke sidde med en spand mellem knæene og være tæt på at kaste op.

Nå, Puk... Hvad mon du synes, jeg skal gøre?

Jeg elsker dit ”Nå, Puk...” og derefter spørgsmålet om, hvad du skal gøre.

Og det må du nok sige. Hvad skal du egentlig gøre?

Hunde lugter. De lugter af hund, men jeg vil nu mene, at man godt kan bo med hunde, uden at folk får lyst til at sidde med en spand mellem knæene.

Som så ofte før er der nok ingen anden udvej end den berømte samtale. Jeg tror, du har helt ret i, at din store kærlighed ikke aner, der lugter tæt og indelukket på grund af hundene. Man lægger ikke selv mærke til det.

Jeg ville nok ikke indlede samtalen med, at du er ved at brække dig, når du besøger ham, men sige stille og roligt, at hundene kan duftes meget tydeligt i hjemmet, og at det er lidt overvældende, når man ikke selv har hund. Du kan tilbyde hjælp med en omgang tæppeluftning og storvask, men du kan godt risikere, at han synes, du er lidt hys. Jeg vil dog alligevel mene, det er forsøget værd at bringe det på bane.

Det lyder, som om du har fundet en rigtig dejlig mand, og det ville da være synd at skippe ham på grund af noget, han faktisk har en rimelig let mulighed for at korrigere, hvis han har lyst.

Der er mange personlighedsmæssige ting, jeg kunne komme i tanke om, som ville være langt sværere at bokse med. Lugten af hund er i den fredeligere ende.

Find det gode humør frem. Du skriver, han har god humor. Lav lidt sjov med det, og se, om I ikke kan løse det og få et godt grin. Husk at sige alle de dejlige ting ved ham også. Det er kun lige på hundelugten, han skal have en hjælpende hånd. Det kan I to godt klare.

Held og lykke.