Succes trods et liv fyldt med stoffer

Torsdag, 18. september 2014
af Mary Steengaard, foto: Gregers Overvad
Anja har været misbruger i mange år, men i dag hjælper hun andre stofbrugere gennem sit arbejde hos Gadejuristen i København

Anja tager fat i den 5-årige dreng, og skønt han er 3 år yngre end hun selv, rusker den lille pige ham grundigt, for hun har noget vigtigt på hjerte.

- Du skal huske, hvordan du har det lige nu, for fra nu af går det kun ned ad bakke! Livet er noget møg!

Rådet fra den lille pige kommer af bitter erfaring.

- Min egen opvækst havde lært mig, at sådan var det, fortæller 44-årige Anja Plesner Bloch. - Det var så vigtigt for mig at give den indsigt videre, fordi jeg - skønt jeg kun var 8 år - havde indset, at alt godt var slut.

Psykisk vold fra stedfar

Anja voksede op forskellige steder i Danmark med en psykisk syg mor og en stedfar, der dagligt udøvede psykisk vold mod den lille pige og hendes søster.

- Min mor formåede ikke rigtig at tage sig af os, og vores stedfar, som ikke selv havde børn, var en yderst ubehagelig mand, der tyede til vold og til sidst forgreb sig seksuelt på mig.

Forholdene i hjemmet gav sig udslag i, at Anja allerede i 6. klasse begyndte at drikke. - Jeg gik til købmanden og købte æblesnaps, og jeg begyndte også at ryge hash. Jeg var så vred og frustreret, slog de yngre børn i skolen og fik altid at vide, at der var noget galt med mig.

Smidt ud hjemmefra

Da Anja blev 16 år, blev hun smidt ud hjemmefra og kom for første gang af i alt 23 i behandling for en misbrugspsykose.

- Jeg tog flere forskellige slags stoffer og drak en masse sprut. Jeg har været helt derude, hvor jeg har stjålet 11 fladskærme på en måned i Aldi for at skaffe penge, og jeg har ligget uden for den lukkede afdeling og tigget og bedt om at blive lukket ind, fordi jeg havde brug for hjælp. Til sidst vejede jeg kun 47 kilo.

Som 29-årig blev Anja gravid med sin søn Oliver.

- Det betød, at jeg blev totalt stof- og medicinfri, og under graviditeten bad jeg kommunen om en aflastningsfamilie, fordi jeg lige var blevet stoffri. Det blev min søster i første omgang, og bagefter en rigtig sød vuggestuepædagog ved navn Rita, som havde Oliver en weekend og to overnatninger om måneden.

Populære artikler på familiejournal.dk

Opskrift på skønne marcipanruder med jordbærmoussePia strikker brystproteser til brystopererede kvinderSød sommerkjole med hæklet bærestykke og blondekant

Indberettede sig selv

Da Oliver var blevet 7 måneder, kom en gammel kæreste, Claus, atter ind i Anjas liv, og nu fulgte syv gode år, hvor både Anja og Oliver stortrivedes. Desværre døde Claus en måned før Oliver blev 7 år, og ni måneder efter dødsfaldet begyndte Anja at drikke halvanden flaske vodka om dagen.

Siden har Anja lavet tre indberetninger på sig selv som dårlig mor for at få hjælp til Oliver, som, skønt han er lidt skoletræt, har udviklet sig til en kernesund, ung mand.

I dag får jeg kun edicin i form af metadon, og jeg har fået styr på min og Olivers tilværelse. De sidste fire år har jeg arbejdet som frivillig hos Gadejuristen i København, ligesom jeg tager rundt og holder foredrag for sagsbehandlere og studerende. Og i januar i år blev jeg valgt ind i Rådet for Socialt Udsatte.