Mine børn har kun set mig græde én gang

Søndag, 18. oktober 2009
af Redaktion
Han sprang selv fra en lovende karriere som koncertpianist og sidder nu som musikchef i Tivoli. Men de fleste kender ham nok bedst som dommer i ”Talent 09. Nikolaj Koppel er en tilfreds og lykkelig mand, men han går ikke rundt med følelserne uden på tøjet
Foto: Birger Storm
Foto: Birger Storm

Af Ole V. Hansen

FAKTA OM NIKOLAJ KOPPEL

Fulde navn: Nikolaj Koppel
Født: 6. marts 1969 i Gentofte
Bopæl: Frederiksberg
Stilling: Musikchef i Tivoli
Gift med: grafiker Sille Koppel,
Børn: Simon, 11, og Emilie, 7
En øde ø: Mit hjerte banker stadig for klassisk musik. Og måtte jeg kun tage én ting med på en øde ø, blev det Johann Sebastian Bachs samlede værker.

Hvor står du i dit liv lige nu?
- Statistisk set står jeg jo halvejs. I god balance både privat og arbejdsmæssigt. Det er pragtfuldt at vågne op om morgenen og se, hvordan mine to børn bliver større og større for hver dag. Også selv om det betyder, at jeg skal fare af sted fra det ene til det andet. Til fodbold med drengen og svømning med pigen.
Og som musikchef i Tivoli i fire år er jeg ikke længere hverken helt ny eller gammel i gårde. Oven i kom dommertjansen i "Talent 09" som et ekstra krydderi på en dejlig tilværelse.

Hvornår har du sidst grædt?
- For nylig spurgte mine børn: "Far, har vi nogen sinde set dig græde?" Og jeg fandt ud af, at det kun var sket én gang: Da jeg forstuvede foden under en fodboldkamp og spillede videre, så foden dagen efter gjorde så ondt, at jeg fik tårer i øjnene.
Ellers har Simon og Emilie aldrig set deres far græde.

Hvilket barndomsminde har gjort størst indtryk på dig?
- Da jeg fik mit første surfbræt. Fra jeg var tre til ti år, boede jeg sammen med mine forældre i Australien, hvor et surfbræt er en lige så stor ting for en rask dreng, som en fodbold er her i Danmark.

Hvad kan gøre dig vred?
- At folk ikke snart kan lære at tale ordentligt til hinanden, at de springer over i køen i supermarkedet og ikke rejser sig for ældre damer i bussen. Mennesker uden pli er det værste, jeg ved.

Mød også skuespilleren Birgitte Hjort