Opskrifter

Hindbærlagkage med chokoladeglasur og slik

Fredag, 29. april 2022Af Line Holt Nielsen. Foto: Maria Fabricius TegnerFoto: Maria Fabricius Tegner
Imponér gæsterne med hjemmebagte festkager, når lejligheden byder sig. Her får du opskriften på en lagkage med chokoladebunde og hindbær-æblemousse, der er pyntet med friske bær og slik.

Opskrift på hindbærlagkage med glasur og slik

18 personer

Chokoladebunde:

  • 500 g sukker
  • 300 g blødt smør
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 5 æg
  • 500 g hvedemel
  • 100 g rent kakaopulver
  • ½ tsk. salt
  • 2 tsk. bagepulver
  • 3¾ dl mælk

Hindbær-æblemousse:

  • 9 blade husblas
  • 400 g hindbær, gerne fra frost
  • 6½ dl æblejuice
  • 1 dl flormelis
  • 1 dl cremefraiche 38 %
  • 1 l piskefløde

Sammenlægning:

  • 3 dl æblejuice eller calvados (æblebrændevin)
  • 225 g makroner

Chokoladeglasur og pynt:

  • 300 g hvid chokolade
  • 1½ dl piskefløde
  • Rød konditorfarve
  • Blandet slik efter eget valg
  • Friske bær, f.ek.s hindbær og blåbær

Udstyr:

  • En springform, Ø ca. 23 cm (gerne med ekstra højde, og ellers kan du stille to forme oven på hinanden, når kagen samles)
  • Kageplast og paletkniv

TIP: Gå gerne i gang med kagen to dage inden servering. Mousserne skal sætte sig et par timer, men gerne natten over, og det samme gælder den færdigsamlede kage. Vent dog med at pynte med chokoladeglasur, bær og slik, til den dag kagen skal serveres.

Fremgangsmåde:

Chokoladebunde: Tænd ovnen på 180° varmluft. Pisk sukker, smør og vaniljesukker lyst og skummende. Pisk æggene i, 1 ad gangen. Bland mel, kakao, salt og bagepulver i en skål. Sigt det i æggemassen skiftevis med mælk, og rør dejen, så den er sammenhængende, men uden at overpiske den.

Læg bagepapir i bunden af springformen, og hæld dejen i. Vikl et vådt viskestykke af 100 % bomuld omkring formen. Bag kagen i 35 minutter, fjern viskestykket, og bag kagen færdig i yderligere ca. 35 minutter. Lad kagen afkøle helt, og skær den ud til 4 lige store bunde med en lang brødkniv.

Hindbær-æblemousse: Udblød husblas i koldt vand i 10 minutter. Giv bær, æblejuice og flormelis et opkog i 5-10 minutter. Mos blandingen med en gaffel, og pres den igennem en sigte, så hindbærkerner sorteres fra. Smelt husblassen i den saft, der er tilbage.

Afkøl puréen, til den er ca. 40° varm. Pisk cremefraiche i lidt ad gangen. Pisk fløden til let skum. Bland en lille smule af flødeskummet med bærblandingen, og vend resten i lidt ad gangen. Fyld moussen i 3 fryse- eller sprøjteposer, og læg dem køligt i mindst et par timer.

Sammenlægning og pynt: Rengør den springform, kagebundene blev bagt i. Læg en kagebund nederst, og fór kanterne af formen med kageplast. Dryp æblejuice eller calvados over bunden, og fordel 1⁄3 af hindbær-æblemoussen derpå. Glat overfladen med en paletkniv. Knus et par håndfulde makroner groft, og drys dem udover.

Gentag 2 gange, og læg den sidste kagebund over, så du har en kagebund øverst og nederst og 3 lag hindbær-æblemousse og makroner imellem. Stil kagen køligt i mindst et par timer, men gerne natten over.

Chokoladeglasur: Lav først glasuren, når du er klar til at pynte kagen. Hak chokoladen, og læg den i en varmefast skål. Opvarm fløden til lige under kogepunktet. Hæld den over chokoladen, og rør rundt, til glasuren samler sig og bliver glat og blank. Justér farven med konditorfarve.

Afkøl glasuren til stuetemperatur. Den skal være så flydende, at den kan løbe lidt ned ad kanterne, men ikke så varm, at den ikke stivner på vejen. Stil kagen på et serveringsfad. Hæld forsigtigt glasuren øverst på kagen et par cm fra kanten, så den løber ud over. Brug en paletkniv til at trykke glasuren på plads rundt langs kanten. Lad glasuren størkne, og pynt kagen med slik og bær.