Gode pølsebrød
(24 stk.)
50 g gær
6 dl vand
2 dl kærnemælk
1 spsk. salt
2 spsk. olie
300 g groft speltmel
Ca. 600 g hvedemel
Bland gær med vand. Tilsæt mælk, salt, olie, speltmel og halvdelen af hvedemelet. Kom så hvedemel i lidt ad gangen, til dejen kan æltes på bordet. Ælt den med 200 tag og lad den hæve 1 time (eller mindre, hvis du har travlt). Slå dejen ned og form 24 aflange pølsebrød, der lægges i bagepapirforet bradepande så tæt, at de kommer til at hæve sammen. Lad dem efterhæve i 20 min. Bages ved 225° i 15-20 min. og deles i brød, mens de er varme. Flækkes i overstykket og fyldes med salatblade, frisk tomatsalsa og stærke, ovnstegte pølser og du har studentervognsmaden i hus, også selv om du ligger sent på turen. Husk, hvis det er sent på ruten, at byde på te til.
Bageopskrift: Helle Brønnum Carlsen
Prøv også...
Verdens bedste picnicsandwich
Pizzahorn
Minihotsdogs