Kære Puk
Mormor kan ikke klare julemaden længere
62-årige Henning Dahl Jensen fra Frederikshavn har 42 singleplader med Bjørn & Okay. Og han behøver ikke tælle de enkelte grammofonplader i samlingen. Han kan bare tjekke mapperne med de lister, han fører over alle sine musikalske skatte. Her fremgår det også, at han har fem promotion-cd'er og samtlige lp'er med samme orkester.
– Før i tiden skrev jeg listerne på skrivemaskine. Det er blevet en del lettere med computere. Særligt når der skal tilføjes og rettes i dem, siger han.
– Bjørn & Okay er det band, jeg har haft mest at gøre med. Jeg er opvokset i Thisted og kendte et af gruppens gamle medlemmer, Robert Christensen, der var med som trommeslager helt fra dengang, orkestret hed Okay Kvartetten. Siden slog Bjørn Hansen sig ned i Thy og kom med i bandet, som nåede at hedde både Okay med Bjørn Hansen og slet og ret Okay, inden de landede på navnet Bjørn & Okay.
– Jeg har altid været glad for dansk musik. Og min interesse blev kun endnu større, da lokale musikere fra det nordjyske begyndte at kaste sig over dansktopmusikken. Ud over Bjørn og gutterne var der også et band som Ole & De Andre fra Thisted, som huskes bedst for sangen ”Lille Kitty”, der var en fordanskning af et Walkers-hit.
– Jeg hørte Dansktoppen i radioen hver lørdag lige fra begyndelsen i 1968. Jeg hørte selvfølgelig også tidens mere rockede toner med Elvis, Johnny Cash og Beatles. Men det var ikke noget, jeg købte på plade. Modsat mange af mine jævnaldrende kunne jeg langt bedre lide det danske. Ikke mindst på grund af teksterne, der som regel var om kærlighed og fortalte små historier. Såsom ”Frøken Nielsen” med Keld & Donkeys, hvor hovedpersonen var forelsket i sin skolelærer, eller Annette Klingenbergs ”Mini-Max”. Der var også Birthe Kjær, som var det friske pust, hvad enten hun gik ”til bal uden trusser” eller erklærede sin kærlighed til ”Lange Lars fra Langeland”.
Henning er så heldig, at han har en at dele sin interesse for dansktop med: I lighed med hovedpersonerne i alle de bedste dansktophits har han fundet sin eneste ene i skikkelse af hustruen Alice. Og faktisk var det musikken, der bragte dem sammen. 63-årige Alice fortæller:
Læs om Dansvingerne og deres seneste album, "2", her.
– Henning arbejder som buschauffør. Det gjorde han også i 1995, da jeg mødte ham første gang. På det tidspunkt havde jeg været enke i to år. Henning havde det med at spille musik i bussen, og det var lige den musikstil, jeg selv altid havde været vild med. En dag spurgte jeg ham simpelthen, om jeg måtte låne det bånd, han havde i sin afspiller, og jeg lovede, at jeg nok skulle levere det tilbage. Efterfølgende fik jeg dog lokket ham til selv at komme forbi for at hente det.
– Vi blev gift i 2000, og Bjørn & Okay var med som gæster ved brylluppet. Vi besøger også hinanden privat. Det siger i det hele taget sig selv, at vores interesse har ført mange venskaber med sig. Vi er begge glade for at danse og går til dansktopkoncerter, så tit vi kan komme afsted med det, siger Alice, der er tidligere rengøringsassistent i kommunen, men for 10 år siden måtte gå på førtidspension på grund af fibromyalgi.
Hele Danmarks Dario er med i Boxen den 14. april. Læs om nogle af hans seneste meritter her.
Allerede et par år inden, Henning og Alice gav hinanden deres ja, skete der noget spændende i deres fælles liv med musikken:
– Vi havde fået masser af opfordringer til at starte en Bjørn & Okay-fanklub. Og en aften efter en koncert i august 1997 luftede vi idéen for Bjørn. Den var han med på, men stillede som betingelse, at Henning kom til at stå for klubben. Når Bjørn og bandet siden optrådte, annoncerede han ofte fra scenen, at præsidenten for hans fanklub sad nede i salen, hvorefter han pegede Henning ud, fortæller parret.
– Alice har fra første dag været fuldt ud lige så stor en drivkraft i fanklubben, som jeg var. I 13 dejlige år gik det helt forrygende, og klubben havde 800-900 medlemmer, da den var på sit højeste. I dag, hvor fans skriver og taler sammen over nettet og ikke mindst på Facebook, er det næsten slut med fanklubkulturen. Kun Kandis har en fungerende fanklub i dag. Men jeg skriver da jævnligt på Bjørn og Okays Facebook-side, fortæller Henning.
Den store samling af musik, T-shirts, kasketter, plakater og souvenirs fra dansktopnavne er et kapitel for sig. Der er endda jakker og andet tøj, som musikerne har båret på scenen.
– Vi har måttet skille os af med noget af samlingen, da vi her i huset har ét rum mindre, end der hvor vi boede før, siger Alice, der er mor til Michael og Vibeke på 45 og 42, som tilsammen har beriget parret med fire børnebørn.
– Børnene er hverken samlere eller vilde med dansktop, og de mange skatte kan lige så godt overgå til nogle af dem, vi møder til halballer og byfester, og som kan få gavn af dem, siger Henning Dahl Jensen.
Lotte Riisholt hylder Dansktoppen på sit seneste album. Læs mere her.