Johnny Reimar er i virkeligheden blufærdig

Fredag, 19. januar 2018
af Johan Isbrand, Video: Søren Lamberth
Han er blandt stjernerne på scenen ved Dansktop Prisen 2018 den 14. april og kan faktisk fejre 60 års jubilæum i år - som solist og som manden bag en stribe andre kunstnere. Læs her første del af vores store jubilæumsinterview med Johnny - og se den festlige video, hvor han sammen med Familie Journals reporter slipper tyrolerstemningen løs.

Når han den 14. april indtager scenen ved Dansktop Prisen 2018 i Boxen, vil han blive hyldet som en af dansktoppens kæmper. Og han har da også været fast leverandør af glad musik til folket gennem 60 år. Men som han selv påpeger, har han opnået størstedelen af sine succeser uden for det radioprogram, der har lagt navn til en hel gren af den hjemlige musik

– En af mine største succeser på dansk, ”Lille fregnede Louise”, udkom i 1964. Det var fire år, før Dansktoppen gik i luften. Mine signatursange ”Du burde købe dig en tyrolerhat” og ”Sikken fest” fik aldrig en chance i radioprogrammet. De blev vurderet som uegnede. Party- og smølfepladerne passede heller ikke ind i sammenhængen. Og i otte i øvrigt sjove år af min karriere har jeg helt naturligt udfoldet mig i en helt anden ramme, i og med jeg har sunget på engelsk, siger den 74-årige sanger.

Slet og ret Reimar

Johnny er født i Odense og døbt Reimar Kristensen.

- Jeg købte fornavnet Johnny i 1962. Men i virkeligheden er jeg jo en slags navnebror til tv-journalisten Reimer Bo Christensen. Han har gennem årene fået masser af mails, der var tiltænkt mig, og som omhandlede musikjobs og lignende. I dag har min kone, Annie, og jeg strøget efternavnet helt, så jeg hedder helt officielt Johnny Reimar nu, og på vores dørskilt står der slet og ret Reimar, fortæller han.

En blufærdig kunstner

– De første 10 år af mit liv var jeg enebarn. Herefter kom mine to yngre søstre til, men da havde forkælelsen allerede gjort sin virkning.

- Jeg havde allerede på det tidspunkt en trang til at optræde. Jeg spillede dukketeater for gadens børn og var for en sikkerheds skyld klædt ud som cowboy samtidig. Jeg tror, det bundede i en form for generthed, som jeg dækkede over ved at give den en skalle med skuespil og humor. I virkeligheden er jeg stadig blufærdig, selv om man skulle mene, at jeg burde have fået hår på brystet med alderen. Når der er virak omkring mig, har jeg mest lyst til at gemme mig frem for at sole mig i succesen. Jeg er heller ikke vild med receptioner. På mig virker det kunstigt med den type situationer, hvor folk kun kommer for at vise sig frem.

Læs også: Bjørn Tidmand optræder også til Dansktop Prisen 2018. Læs Jørgen de Mylius' beretning om veteranen.

De første professionelle musikjobs

– Jeg har russisk blod i årerne. Mine bedsteforældre på mors side kom fra Rusland. De fik ni børn, hvoraf min onkel Sam Svjagin blev min store helt. Han spillede nemlig rock’n’roll. I 1958 vandt jeg en amatørkonkurrence i Fyns Tivoli sammen med en skolekammerat, der spillede trompet. Og en uge senere havde jeg mit første, professionelle musikjob i Allesøhallen.

Flytningen til hovedstaden skete i 1960.

– Mine forældre var blevet skilt, og min mor og mine søstre var flyttet til København, mens jeg blev i Odense for at færdiggøre min realeksamen. Men da jeg så en annonce i Politiken, hvor et orkester søgte en sanger og guitarist til ”fast engagement i Kødbyen”, tog jeg alligevel springet. Jeg anede ikke, hvad Kødbyen var. Men jeg husker, at jeg havde en kort snak med kapelmesteren, der spurgte, om jeg sang Elvis eller Cliff. ”Begge dele,” sagde jeg. Hvortil han svarede, at så behøvede vi ikke at øve. Jeg skulle bare møde frem den efterfølgende torsdag kl. 20, husker sangeren om sin start i det band, der snart skulle få forrygende succes under navnet The Cliffters.

– Jeg var en fornuftig, ung mand og havde som den eneste i orkestret arbejde ved siden af. Jeg kom i lære som reklametegner og nåede også at gøre uddannelsen færdig, men fik efterfølgende aldrig brugt den i praksis. Jeg blev nemlig ansat på vores pladeselskab, hvor jeg afløste Carl Andersen, som var på vej til et job som direktør for Charlottenlund Travbane. Det var Carl selv, der anbefalede mig til jobbet, som jeg kom til at dele med musikeren og produceren Bruno Henriksen.

Læs også: Dansktopmusikken bragte Henning og Alice sammen. Læs deres søde, hyggelige historie her.

Solokarrieren

I 1963 gik The Cliffters hver til sit efter tre travle år, og Johnny tog fat på en solokarriere. Året efter udkom ”Lille fregnede Louise”.

– På det tidspunkt havde jeg indsunget et par plader på svensk og hele otte på tysk. Mit eget modersmål havde jeg til gengæld aldrig sunget på, og det var jo lidt underligt. Men så havde vi pludselig en fantasisk, svensk sang på hånden, nemlig ”Fröken Fräken”, der var blevet et kæmpehit i vores naboland med gruppen Sven-Ingvars. Det var min kollega Bruno Henriksen, der foreslog mig at synge den. Og jeg har aldrig været bange for at kaste mig ud i noget nyt. Heldigvis. Den blev nemlig en bragende succes, husker han.

– I Sverige havde de på det tidspunkt fået radioprogrammet Svensktoppen, der havde til formål at fremme den svensksprogede musik. Og vi kunne se, at udsendelsen virkelig satte gang i svensk kultur og den svenske pladebranche. Derfor var vi nogle stykker, der begyndte at holde møder med det formål at overbevise Danmarks Radio om, at de burde lave noget lignende herhjemme.

Dansktoppens start

- Ud over mig var det Gustav Winckler, tekstforfatteren Thøger Olesen og ikke mindst den svenske tekstforfatter Stig ”Stikkan” Andersson, som lå inde med rettighederne til masser af svenske og udenlandske hits. DR var ikke så vilde med, at de på den måde kom til at hjælpe pladeselskaberne med at tjene penge. Men i 1968 lancerede de alligevel Dansktoppen, og den dag i dag fastholder de, at idéen var helt deres egen.

– Der gik ikke mange uger, før jeg selv hittede på Dansktoppen med ”De violer, du plukker”. Men mit største bidrag til programmet bestod i, at jeg som talentspejder på pladeselskabet Nordisk Polyphon opdagede en række af de kunstnere, der blev fast tilbagevendende gæster på listen. En af dem var en sparekasseelev ved navn Birthe Kjær, fortæller Johnny Reimar.

Læs også: Lotte Riisholt hylder de gamle dansktoptræffere på sin nyeste cd. Læs mere her.