Mange nye hundeejere, der kommer for at træne hos mig, føler, at der med deres køb fulgte 10-12 års dårlig samvittighed over ikke at lave nok med deres hund.
Selvfølgelig skal man give sin hund et indhold i livet, men det er ikke så sort/hvidt, for der er mange måder at få en hverdag til at være en fornøjelse, både for hund og familie, ligesom der er stor forskel på, hvor meget motivation forskellige racer har behov for.
Derfor er det vigtigt altid at vælge hund, både efter hvad man kan tilbyde den, og hvad racen kræver.
Man kan læse utallige mere eller mindre gode råd om, hvad der kræves for at motivere sin hund godt nok, og om hvad man altid skal gøre og aldrig gøre.
”Hvis Buller ikke får mindst tre gåture á to timer om dagen, bliver han deprimeret, sengevæder, sandsynligvis ordblind …”
Det vrimler med sludder, og mine erfaringer er, at de fleste faktisk overmotiverer deres hund, så den sjældent får ro til at hvile i sig selv. Netop den konstante opmærksomhed gør, at mange hunde bliver urolige, pivende og gøende efter aktivitet, hvis der ikke sker noget hele tiden, og de bliver ved, til de får deres vilje.
Det lyder måske gammeldags, men ro, regelmæssighed og at vide, hvad den skal og ikke må, er det, alle hunde ville ønske sig, hvis de kunne.
Selvfølgelig skal man ikke understimulere sin hund. For meget og for lidt er jo lige galt, så det er umagen værd at finde balancen, der gør både Buller og dens ejere glade for aktivitetsniveauet.
Tro ikke, at det skyldes, at Buller er mæt af oplevelser og interessante opgaver efter en halv times gåtur i snor på fortovet, at han griner og lyder som et damplokomotiv, selv om han selvfølgelig er kommet af med det, han skulle.
Det er sandt, at en hund bliver vældig motiveret i hundeskoven, når den har løbet rundt og oplevet en masse. Men den er blevet det på eget initiativ og ikke som en del af flokken, fordi den ikke ser sin ejer som nøglen til alt sjove og gode i tilværelsen. Derfor kommer den nok ikke hver gang på et hjemkald.
Hvis man skal opfylde sin hunds og egne ønsker og behov, skal man bruge sin sunde fornuft. Selvfølgelig skal hunden luftes, men det kan være i haven eller på en kort tur, hvis man ikke har en have.
Gå nogle dage en længere tur, hvor turen er mere en handlebane med nogle øvelser undervejs. Det kan være at søge efter noget, man har lagt på forhånd, apporttræning eller spor, hvis ens hund har evner for det.
Sådanne opgaver knytter hurtigt en hund tættere til dens fører, fordi de er spændende, og hunden får brugt hovedet, ikke kun benene.
En hund behøver ikke at være på hele tiden, og det er flokføreren, der sætter dagsordenen, så er vejret dårligt, eller har du ikke lyst til andet, er det fint med de korte lufteture, så længe de ikke er med dårlig samvittighed, for så er det både meget sjovere og nemmere at være hundeejer.
Hvordan stopper jeg min hund i at hoppe op?
Lad julefreden sænke sig over hundekurven
Pas på hunde og andre dyr i den mørke og kolde tid
Min hund er alt for glad
Hvad med hunden, når der er baby på vej?
Min hund vil ikke samarbejde
Overmotiverer du din hund?
Verden ifølge min terrier