Brev til Puk: Barnebarnet får skældud konstant

Jeg har en veninde, som jeg har kendt i over 20 år. Hun er gift med en dejlig mand, har en søn, svigerdatter og to skønne børnebørn. Og alt burde så være i den skønneste orden, men… Sådan er den virkelige verden desværre ikke i deres tilfælde.

Min veninde og hendes mand er i et stort dilemma, som har stået på i flere år, og de ved ikke, hvad de skal gøre for at få løst problemet. De er bedsteforældre til to dejlige piger på 10 og 13 år, og heldigvis ser de pigerne ofte og har dem også med på ferie.

Det er to ganske almindelige, skønne piger, som opfører sig som børn nu engang gør. Jeg synes ikke, at de ”stikker af” med hensyn til deres opførsel, men den store af pigerne er åbenbart en ”torn i øjet” på moderen, som konstant er efter hende.

Hun bliver irettesat og skældt ud flere gange om dagen. Og det er ikke bare et ”så holder du op”, for der bliver argumenteret på højeste plan om, hvorfor hun lige sagde eller gjorde dette eller hint.

Jeg har selv overværet flere seancer, og jeg syntes virkelig, at hun går over grænsen for almindelig opførsel over for pigen. Og man bliver helt ked af det på pigens vegne. Men det er svært som gæst at blande sig i deres måde at opdrage deres børn på.

Pigen er meget tryghedssøgende, selv personer, som hun ser sjældent, kravler hun næsten ”ind i” for at – tænker jeg, søge en form for nærhed. Til tider stammer hun helt vildt, så man har svært ved at forstå hende.

Hun har et stort behov for mad og søde sager, som om hun trøstespiser. Hun er ikke tyk – endnu, men hvis hun fortsætter i det tempo, er jeg ikke i tvivl om, at det sker på sigt.

Jeg synes, at svigerdatteren er en sød kvinde, velformuleret, har en lang uddannelse bag sig og burde vide bedre. Hvordan hun selv er opdraget, ved jeg desværre ikke. Og så vil du nok spørge, ”hvor er faderen i alt dette her?”.

Han er der, men desværre har han svært ved at slå igennem over for moderen og kommer simpelthen til kort, når de diskuterer, for hun er sprogligt meget stærk og har en stærk psyke. Det er bestemt hende, der har bukserne på.

Det undrer mig lidt, at skolen ikke er opmærksom på, at pigen er i klemme. At de ikke har haft en samtale med hende for at høre, hvordan det går. Jeg synes, at hun sender et hav af signaler om mistrivsel.

Min veninde og hendes mand har pippet lidt, men har svært ved at tage den store diskussion, for det er jo virkelig et dilemma at diskutere børneopdragelse med sine voksne børn.

Har du et godt råd, som jeg kan give videre til min veninde?

Veninden.

Kære Veninden.

I den familie, du kender, og i en hel masse andre familier er der børn, som oplever svigt eller uro på hjemmefronten. Alle de børn, der er i klemme, kan have stor gavn af at have gode voksne i sit liv.

I det her tilfælde er det bedsteforældre, der er opmærksomme på problemet, men det kunne være naboer, sportstrænere eller venner.

Når børns primære personer ikke slår til, kan andre træde ind. Mange undersøgelser viser, at man kan gøre en stor forskel i et barns liv, også selv om man ikke er barnets mor eller far.

Så jeg vil råde din veninde og sådan set også alle mulige andre til at træde til, hvis man ser et barn, der har behov for støtte. Opbyg barnets tillid til voksne. Opbyg selvværd. Stå på mål for barnet, hvis hun bliver nedgjort, mens man er til stede.

Bedstemoderen kan skabe et fortroligt bånd med pigen og prøve at få et fortroligt bånd med pigen og prøve at få en fornemmelse af hendes behov. Hvis pigen, som du skriver, sender et hav af signaler om, at hun mistrives, kan bedstemoderen selv handle og tale både med pigen og eventuelt skolen.

Vi skal alle sammen gribe ind, hvis vi ser børn, der ikke har det godt. Pigen har ikke gavn af, at der kommer store diskussioner og uvenskaber i familien, hun har god gavn af et fortroligt rum, hvor man ser verden med hendes øjne og i samarbejde med hende finder ud af, hvad hun har brug for.

Bedste hilsner fra Puk.