Jeg har brug for et nyt blik på min situation. Jeg er 55 år og blev skilt for otte måneder siden. Min mand og jeg har været sammen i over 20 år, så det er noget af en omgang at komme igennem. Jeg har været og er stadig helt nede i kulkælderen. Og nu kommer vi til noget, som jeg synes, er meget svært at skrive.
Jeg føler mig mere ensom end nogensinde. Jeg har en masse veninder, vi har sammen været gennem meget, og jeg føler egentlig, at jeg har været der for dem. Men hvor er de nu?
Okay, de ringer eller skriver på sms og spørger, hvordan jeg har det, og jeg må indrømme, at mit svar til dem ofte er, at det går fint nok. Jeg har så pokkers svært ved at fortælle dem, at mit liv sejler, at jeg ikke kan trække vejret, at jeg græder om natten, og at jeg har brug for, at de gør noget for mig. Men jeg kan ikke.
Hvorfor kan de ikke regne ud, at jeg behøver deres hjælp? Jeg er blevet skilt. Mit liv er gået i tusind stykker. Flere af dem er selv blevet skilt og ved, hvor svært det er. Jeg føler, de bure vide, at man er så tyndslidt i sådan en situation og har behov for, at der er nogen, der tager styringen og bare siger: ”Nu kommer du altså her, moster. Du skal ud af det her hul, og så skal vi snakke.”
Men det gør de ikke. De presser mig ikke. Jeg ville ønske, de gjorde. Hvad gør jeg? Hvordan får jeg fortalt dem, at jeg har brug for hjælp?
Den bundulykkelige
Det brev, du har skrevet, kunne være fra mig. Jeg kan så godt sætte mig ind i din situation. Jeg vil derfor tillade mig at antage, at du udadtil er en meget stærk person, og at dine venner ikke er vant til, at du beder om hjælp. Har jeg ret?
Jeg har selv skullet lære at bede om hjælp. Hvis jeg er ked af det og afviser mine veninder, selv om jeg egentlig gerne vil snakke, så har de også meget svært ved at overtrumfe min afvisning og insistere på at få mig ud af busken. Det har jeg skullet lære at forstå. Folk som dig og mig skal lære at bede om hjælp. Nu har du skrevet til mig. Det er også at række en hånd ud. Det skal du have ros for.
Jeg har selv taget snakken med mine veninder, og jeg synes, du skal gøre det samme. Jeg sagde: ”Hvis nu jeg var faldet på fortovet og havde fået et ordentligt hul i hovedet, og I havde fundet mig, og jeg havde sagt nej, I behøver ikke at følge mig hjem, så havde I insisteret. Det er lettere at insistere, når blodet fosser ned over panden. Så kan man se med det blotte øje, at der er brug for hjælp. Men når man har ondt indeni, så er det for det første sværere at se, og for det andet sværere at insistere på at hjælpe.”
Jeg tror ikke, at dine veninder har forstået, hvor svært du har det. Du har ikke sagt det højt. Det skal du gøre. Der sker ikke noget ved at sige det. Du går ikke i stykker. Tværtimod. Du er god nok, selv om du ikke er stærk lige nu.
Jeg vil vædde med, at dine veninder vil føle sig ønskede og værdifulde, hvis du fortæller dem, at de har en vigtig funktion i dit liv, og at du har brug for dem. Jeg er med på, at det ville være meget lettere, hvis de gjorde det af sig selv, men det gør de åbenbart ikke. Nu er der gået otte måneder, og de regner med, at du har styr på det.
Du er nødt til at bide i det sure æble og fortælle dem, at du er gået i stykker. Du er det værd. Du må godt. Du er okay, selv om du har brug for nogen.
Stort kram fra Puk