Jeg er fortvivlet og føler, det kun er dine kloge, medmenneskelige ord, der kan afgøre, om det er med eller uden grund.
Jeg er en fraskilt mor, der har to voksne, ikke længere hjemmeboende, døtre, og jeg har et godt og tæt forhold til dem begge. Den yngste klarer sig godt, det har hun altid gjort, det gør den ældste på 22 år ikke, og det har hun aldrig gjort.
Som teenager var hun selvskadende, hun har gået til psykolog og psykiater og har svært ved at finde sit ståsted her i livet og mærke sine egne grænser.
Skæbnen ville, at da jeg for ca. et halvt år siden skulle google noget på min arbejdscomputer, var det den ældstes googlehistorik, der dukkede op.
Der var blevet søgt på stripbarer, sugardating og hjemmesiden OnlyFans, hvilket jeg blev noget chokeret over.
Nuvel, tænkte jeg (måske naivt), det er ikke forbudt at være nysgerrig, hun er voksen, så den lader vi ligge.
Men kære Puk, i orden eller ikke i orden, så har jeg efterfølgende kigget i hendes googlehistorik, hvor der dukker alt muligt op, jeg helst ikke vil vide noget om. Og så kan jeg jo bare lade være!
For jeg ved jo godt, jeg ikke har ret til at snage i hendes ting, og hun vil blive både vred og skuffet, hvis hun vidste det, og jeg ved godt, at hun er voksen og har ret til at bestemme over sit eget liv.
Men med hendes historik bliver jeg bare bekymret og ved ikke, hvad jeg skal gøre eller ikke gøre.
Den bekymrede mor
Som forældre er den værste frygt, at man overser noget. At man lukker øjnene et øjeblik, og så sker der vores børn noget forfærdeligt.
Du og din datter har en historik, hvor hun har været selvskadende, og jeg går ud fra, at der gik noget tid, før du opdagede det. Sådan er det i hvert fald ofte.
Det er jo netop den frygt, der sidder i dig. At der sker noget uden, at du ved det.
Jeg ved ikke præcis, hvad du har fundet denne gang, men hvis du er oprigtigt bekymret, så er min holdning, at du skal gå til din datter.
Uden anklager, uden drama, men med en ærlighed omkring, hvad der er sket.
Du har været på computeren, du har set en søgehistorik, du blev bekymret, og nu vil du gerne spørge, om alt er, som det skal være.
Tag den på dig, at det måske er dig, der overreagerer, at du nok er gået over hendes grænser ved at kigge, men da hun før har været sårbar, vil du gerne vide, om hun har brug for noget.
Sommetider er det både det sværeste og det letteste at gå med sandheden. Men din datter er voksen nu, og derfor kan du henvende dig til hende som en voksen og ikke en lille pige.
På trods af dine fine ord i begyndelsen af dit brev vil jeg alligevel foreslå, at du vender din problematik med flere end mig.
Du kan eventuelt ringe til Børnetelefonen, der også har forældrerådgivning. Man kan henvende sig, hvis man har børn under 24. Nummeret er tlf. 35 55 55 57, og der er åbent alle dage undtagen lørdag.
Det er aldrig forkert at passe på sine børn, og det handler rigtig meget om måden, man taler med dem. Måske er din datter ikke klar til at tale lige med det samme, men så modnes det forhåbentligt, og så kommer hun igen, hvis hun har brug for dig.
Og hvis du møder hende med respekt, omsorg, lyst til at hjælpe og uden fordomme, er det en rigtig god start. Jeg ønsker dig held og lykke, og du skriver bare igen.
Kærlig hilsen Puk