Jeg savner lidenskab i mit nye parforhold

Efter at have boet alene med min søn i nogle år mødte jeg for nogle år siden en mand på en datingside, og ham har jeg nu i et år boet sammen i hans hus. Han gjorde nærmest stormkur, og jeg faldt hurtigt for ham.

Min søn er ni år, og min partner har to piger på seks og otte. Deres mor er syg, så hun har ikke mulighed for at være sammen med pigerne ret meget. Det er helt tydeligt, at de også havde brug for en ny mor, og det er så blevet mig. Jeg er rigtig glad for pigerne, og de fungerer godt sammen med min dreng.

Både min partner og jeg har fuldtidsjob, og mit problem er, at det hele er så praktisk. Jeg savner lidenskab og romantik, min partner har aldrig været særlig interesseret i sex, og det er altid mig, der lægger op til det, og det virker, som om det for ham er noget, der bare skal overstås.

Han har en perfekt hverdag nu. Han har faktisk flere fritidsinteresser, som jeg ikke kendte noget til, lige da vi havde mødt hinanden, men han er meget væk hjemmefra til forskellige aktiviteter med venner. Og så synes han jo, det er så dejligt, at jeg kan tage mig af pigerne og vores hjem. Jeg har konfronteret ham og spurgt direkte, om det ikke var en husbestyrerinde, han skulle have haft. Det er han blevet temmelig fortørnet over og spørger bare, om jeg måske ikke synes, jeg har det godt nok.

Min økonomi var ikke så god, før jeg mødte ham, men nu er jeg økonomisk sikret og har et godt hjem for mig og min søn.

Jeg har foreslået ham, at vi skulle få børnene passet og tage på en romantisk weekend alene. Det synes han ikke, der er grund til, men siger, at vi da godt kan gifte os, hvis jeg gerne vil … Altså hvor er romantikken?

Er jeg for krævende? Jeg har talt med min søster, som siger, at sådan fungerer mange ægteskaber, og at jeg bare skal være glad for den sikkerhed, min søn og jeg nu har fået.

Jeg er forelsket i ham og har ikke lyst til at flytte fra ham. Men KAN jeg blive ved med at leve på denne måde?

Jeg kunne godt tænke mig at høre din mening.

For det første tror jeg, din søster har ret. Mange parforhold er praktiske foranstaltninger, som eksisterer uden særlig meget passion. Det betyder ikke, at du skal leve sådan.

Du spørger, om du KAN blive ved med at leve på den måde. Jeg vil omformulere spørgsmålet og spørge dig, om du VIL blive ved? Du kan sikkert godt, (man kan jo meget), men VIL du?

Tag ansvar for situationen og gør det til dit valg. Den mand, du lever sammen med, har været dygtig til at vælge partner. Han har fundet en kvinde, der opfylder hans behov, men dine behov bliver ikke opfyldt. Ikke dem alle i hvert fald. Der findes vel ikke noget forhold, hvor man har pladen fuld, og alt er opfyldt, og så er det op til hver enkelt at mærke efter, hvilke behov der har den største tyngde. Hvad betyder mest for den livskvalitet, der holder en gående og som er benzin på energien.

Jeg synes ikke, din indgangsreplik til jeres samtale er særlig god. ”Er det ikke en husbestyrinde, du skulle have haft?”. Den bemærkning ville de fleste bakke på. Det er provokerende og konfronterende.

Hvis I skal have en god samtale, må du komme med paraderne nede og fortælle ham, at du føler dig forladt og ikke begæret. At det er en følelse, der fylder meget hos dig. At du gerne vil arbejde på det sammen med ham.

Du skriver, du er forelsket i ham. Det kan du fortælle ham, og så må du sige, at hvis du skal bevare den kærlighed, skal den også næres af erotik og romantik. Så må vi jo se hvad han siger. Han skal have chancen for at sidde sammen med dig og høre dig sige det på en ægte og ærlig måde. Måske kan han honorere dit ønske, og måske kan han ikke.

Når du har haft en ægte og ærlig samtale med ham, skal du beslutte, om du VIL fortsætte.

Jeg kan læse, du lægger vægt på børnene. Det kan jeg godt forstå. Det skal man også, men før du har taget de nødvendige samtaler og arbejdet for at få forholdet op at flyve, synes jeg ikke, du kan beslutte noget.

Afslutningsvis vil jeg lige nævne din afsenderprofil: Den forsømte. Der er lidt offerrolle over den. Grib om dit eget liv. Tag beslutninger. Om du så beslutter at blive for børnenes skyld eller gå, fordi du ikke vil leve uden lidenskab, så stå ved de valg, du træffer.