Min mand har været utro – igen

Mandag, 30. september 2024
Af Puk Elgård
Foto: Birgitte Ahlmann
Når tilliden er blevet knust, kan det føles som om hele verden falder fra hinanden.
Et barn og en voksen der skal til at give hinanden hånden.

Kære Puk

Jeg må have luft, for min samlever har nu været utro tre gange med den samme kvinde. For nogle år tilbage var han utro to gange med en uges mellemrum, hvor han var væk flere dage, og for en uge siden opdagede jeg, at han var på sexdating, da både hans og min iPad lå til opladning, og jeg kom til at åbne den forkerte.

Jeg har det så forfærdeligt, kaster op, har hjertebanken og er svimmel, han har været her et par gange og hente tøj og andet og er så flyttet ud til hende igen, nøjagtig som han gjorde for et par år siden.

Jeg sover ikke og har det elendigt, jeg bliver snart 70 år, og huset, jeg bor i, er mit, men jeg har ikke råd til at bo her alene, så det må gå på tvangsauktion.

Jeg har talt med min datter om det én gang, men hun ved ikke, hvad hun skal sige.

Jeg bliver sindssyg af at være i det her, det er så forfærdeligt.

Har du et godt råd?

Hende med den utro mand

Kære Hende med den utro mand

Jeg kan virkelig godt forstå, du er bange. Alt er oppe i luften, og du har mistet fast grund under fødderne.

Kan du finde et holdepunkt? Noget, du ved, du vil leve for, og som du kan se ude i fremtiden. Dine børn, dine børnebørn, hvis du har nogle. Du er nødt til at finde et fokuspunkt og rette blikket derhen. Kan du også midt i angsten og sorgen manifestere en vrede og en styrke, der kan hjælpe dig videre?

Du kan ikke klare det her alene. Du skal have nogle at tale med. Måske ikke din datter, måske skal du række ud efter en anden fortrolig, men du er nødt til at få noget hjælp. Har du en god veninde, en søster, bror eller en god læge? Måske kan du få en henvisning til en psykolog.

Du skal have et menneske til at hjælpe dig med at få orden i alt det kaos. Lave en rækkefølge for, hvad der skal ske i dit liv.

Måske skal du løse de mest håndgribelige ting først. Hvad skal der ske med huset? Hvor skal du bo?

Alle de praktiske ting kan være lettere at tage fat på end de følelsesmæssige. Lidt ligesom efter et dødsfald hvor de håndgribelige ting nærmest bliver et holdepunkt midt i sorgen. Du har også mistet, og på et tidspunkt kan du tillade dig selv at sørge. Men først skal du have hjælp til at få orden i kaos.

Jeg vil fortælle dig, at man kan holde til det mest utrolige, og selv de allermest uoverskuelige udfordringer kan overkommes og overvindes. Du fortjener at leve et liv uden et menneske, der går bag din ryg. Hold ud.

Kender du de der snevejrskugler, man ryster, og så hvirvler det hele rundt? Du befinder dig inden i sådan en lige nu. Stormen lægger sig igen. Jeg ved ikke hvornår, men det gør den.

Når jeg selv er i kaos og står i snevejrskuglen, siger jeg til mig selv 20 gange om dagen ”jeg stoler på processen.” Ting falder ned og falder til ro. På et tidspunkt. Måske kan det også hjælpe dig.

Jeg sender dig et stort varmt kram. Skriv igen efter behov. Lov mig, du finder en, der kan hjælpe dig, selv om det kan være svært at række ud. Du må ikke forvente, at du kan klare alt det her alene.

Mange hilsner fra Puk