Her, hvor jeg bor i et lille byhus, er der desværre meget lydt, og jeg kan høre meget inde fra min nabo, som har køkken lige ved siden af mit soveværelse.
Han kommer tit hjem midt om natten og starter med at rumstere i køkkenet. Han lukker skabe op og i og trækker skuffer ud, men det værste er, at han også starter emhætten. Tit vasker han også tøj om natten.
Hans vaskemaskine står ved siden af mit badeværelse, der er lige ved mit soveværelse. Den står så og larmer i nogle timer, og jeg kan glemme alt om at sove så længe, den er i gang. Det er ikke hver nat, men det er tit.
Jeg har skrevet til ham, om han ikke nok vil lade være med at gøre alt det om natten, da jeg er generet af det, men det har ikke hjulpet. Har du et råd til, hvad jeg kan gøre? Jeg er meget genert og har ikke mod på at tale med ham.
Havde jeg råd til det, ville jeg enten flytte eller få lydisoleret mit soveværelse. Jeg er førtidspensionist og har ikke så mange penge. Og jeg er tit psykisk langt nede og har det svært med meget støj.
Hilsen Mig
Åh, hvor kan jeg sætte mig ind i din situation. Jeg er selv meget støjfølsom og har f.eks. byttet en del køleskabe, fordi jeg ikke kan klare den lyd, de har, selv om ingen andre i familien er generet af den. Vi er bare nogle mennesker, der er mere opmærksomme og følsomme end andre.
Det har sikkert et lægeligt latinsk ord, men jeg er ikke så vild med at give alt diagnoser. Jeg går mere ind for, at vi må acceptere, at vi hver især har nogle behov og udfordringer, som vi skal lære at komme omkring ved.
Du kan være stensikker på, at din nabo slet ikke er klar over, hvor meget han generer dig. Han er ikke støjfølsom, og jeg synes, du skal forsøge at forklare ham om det. Selv om du er genert, så se, om du ikke kan tage mod til dig og banke på hans dør. Har du evt. en ven, du kan tage med?
Bank på og fortæl ham, at du har det svært, og spørg ham, om han vil hjælpe dig. Måske kan I finde et kompromis med hensyn til det, der larmer. Det er forsøget værd. Jeg ville ønske, jeg boede lige om hjørnet, for så ville jeg gå med dig.
De fleste mennesker er imødekommende, hvis man beder om hjælp. Til gengæld er de fleste mennesker også klar til at forsvare sig, hvis man anklager dem, så din tilgang til den samtale, du skal have med din nabo, er ret afgørende.
Bed ham om hjælp uden at anklage. Du kan eventuelt undersøge fænomenet hvid støj. Lidt populært kan man kalde hvid støj for en barriere mod andre lyde. Det kan f.eks. være den lyd, fjernsynet giver, når det bare står på en tilfældig kanal og giver lyde, som du ikke behøver at opfatte.
Mange spædbørn bliver beroligede af monotone lyde og falder bedre i søvn. Prøv at google dig frem til, om hvid støj kan være en løsning for dig, selv om du ikke er glad for lyde. Personligt lytter jeg altid til en lydbog, når jeg falder i søvn.
Jeg vil i øvrigt under alle omstændigheder anbefale en lydbog, når du er træt og lidt nede. Din hjerne har brug for hvile, og hvis du følger med i en god bog, der bliver læst op for dig, så får du pause fra tænkeriet.
Held og lykke.
Kærlig hilsen Puk
Vi smider alt for meget mad ud
Kan jeg bede dem blive væk?
Mormor kan ikke klare julemaden længere
Støtte til nye forældre
Veninden snakker for meget
Skal jeg sige nej til julefrokosten?
Kender du Demensbønnen?
Skal fotos af hans kone stå fremme?