Mine forældre foretrækker min datter

Jeg har to dejlige velfungerende, omsorgsfulde og skønne børn på otte og seks år.

De elsker mine forældre, og særligt mormor er højt skattet og elsket. Desværre oplever vi gang på gang, at min forældre ofte foretrækker vores datters selskab frem for vores søns. F.eks. blev vores datter inviteret til juleklippeklistre hos mormor, men vores dreng fik ikke buddet. Jeg fik at vide, at de ville finde på noget andet med ham.

Det er faktisk sådan, det ofte foregår, at hun inviteret vores datter og lover at finde på noget med vores dreng på et andet tidspunkt. Men det sker bare aldrig.

Min mor har altid sagt, at jeg skulle sige højt, hvis hun kom til at gøre forskel. Sagen er nemlig, at hun oplevede det samme med mig og min bror. Min mormor foretrak mit selskab og ikke min brors, hvilket betyder, at min bror og mormor ikke længere har kontakt.

Min dreng er begyndt at spørge, hvorfor han aldrig må være med. Han er efterhånden også så stor, at han tydeligt mærker, at han i forhold til sin søster er bagud på kvalitetstid med mormor.

Jeg har spurgt, hvorfor han f.eks. ikke må være med til juleklip, og dertil svarede hun, at det ville han ikke kunne koncentrere sig om ret længe. Og her går det for alvor op for mig, at mine forældre slet ikke kender drengen, for han kan sagtens være med, og han ville have elsket det.

Min mor er simpelthen ved at tage samme spor som min mormor, men hvordan får jeg ”banket” det ind i hovedet på hende?

Jeg har sagt det, og alligevel kommer invitationerne ni ud af 10 gange kun til min datter.

Jeg har overvejet at involvere min bror for evt. at få ham til at sige noget til hende. For hendes hjerte blødte jo for min bror, da han blev ekskluderet.

Jeg ved, at min bror uden at blinke ville forsøge at hjælpe. Men er det for meget at begynde at involvere andre parter?

Jeg bryder mig ikke om udtrykket ”banket ind i hovedet”. Du mener det sikkert godt, men erkendelser kommer ikke altid, når man får skæld ud.

Find de eksempler, der underbygger din teori om forskelsbehandling, og tal med din mor om det. Find de ni ud af 10 gange, der bekymrer dig.

Du skal ikke lægge ud med angreb, men vis hende, hvad du observerer, og spørg hende, hvad hun tænker. Hun skal selv få øje på det, for at hun kan ændre sit mønster.

Måske ved hun ikke, hvad hun skal stille op med drenge? Giv hende nogle idéer. Hun tror måske ikke, hun kan aktivere ham, og er muligvis bange for at skulle lege med legetøj, hun ikke forstår, og tror, hun vil gøre det forkert.

Det kan godt kræve lidt guidning at kaste sig ud i leg og samvær.

Jeg håber, at I løser det.