Puks brevkasse: Har ikke lyst til at spise den mad, hun giver mig

Onsdag, 22. december 2021
Af Puk Elgård. Illustration: Birgitte Ahlmann
Naboen kommer ofte med mad og kager til læseren. Læseren har dog ikke lyst til at spise maden, da naboens hygiejne ikke er, hvad den har været.

Tak for en god brevkasse. Jeg læser den altid som det første, og derfor er jeg også spændt på, om du svarer mig her.

Jeg har en ældre dame som nabo, og jeg vil beskrive hende så pænt som muligt, for hun er noget af det sødeste, men hendes personlige hygiejne er ikke, hvad den har været. Hun er temmelig nusset i tøjet, og hendes hjem er for at sige det lige ud møgbeskidt.

Nå, men hun bor alene, og jeg hjælper hende, så godt jeg kan. Der er forskellige gøremål, hvor jeg kan træde til, og det er hun meget taknemlig for, og nu kommer vi så til sagens kerne:

Den taknemlighed, hun føler, fordi jeg hjælper hende, viser hun ved at bage og lave mad til mig. Hun kommer med kager og frikadeller. Hun laver ekstra portioner af sin egen mad og kommer med dem.

Jeg bor også alene, men er noget yngre end hende, og hun foreslår ofte, at vi skal spise sammen. Hvis man har set hendes køkken og hendes håndhygiejne, så vil man hellere have fingrene i klemme i en meget tung dør end spise noget, hun har lavet.

Jeg eksperimenterer med nedrullede gardiner og mørke i huset omkring spisetid, så hun ikke opdager, jeg er hjemme, men jeg ved jo godt, det ikke går i længden. Det er en meget stor glæde for hende at komme med det, hun laver til mig, men jeg synes, det er madspild, for jeg har ikke lyst til at spise det, og jeg ved, jeg vil gøre hende enormt ked af det, hvis jeg påpeger, at hun selv og hendes hjem er beskidt.

Hvordan pokker kommer jeg ud af det her? Hun er en meget interessant dame. Hun har haft en stor stilling og rejst over hele verden, så hun har meget at fortælle, men et sted på vejen er hun altså blevet en lille smule sær og har opgivet sig selv. Så, Puk, hvad gør jeg her?

Naboen

Kære Naboen

Jeg tror, jeg ville opfinde en akut allergi, som gjorde, at jeg skulle holde mig til en meget streng diæt det næste halve år.

Jo jo, jeg ved godt, man ikke må lyve, og det bedste ville naturligvis være at sige til hende, at hun ikke skal komme med mad, men jeg fornemmer en stor kærlighed til hende, og du vil gerne behandle hende nænsomt. Så nu giver jeg dig en kattelem, og så må moralens vogtere lukke øjnene og springe denne mulighed over.

Fortæl hende, at du har haft noget ubehag, og at du derfor er sat på specialkost i et stykke tid. Du takker for al hendes mad, men du kan desværre ikke spise hverken hendes mad eller hendes kager længere. I kan drikke te (for det må du gerne for diæten, og vandet har jo kogt), og I kan hygge jer, som I plejer. Men uden at spise.

Det er det bedste, jeg lige kan komme op med her og nu. På den måde kan du også købe dig lidt tid. Hvis du fortsat gerne vil hjælpe hende, så vil det måske være en god idé at hjælpe hende med huset og med at få vasket hendes tøj. Det er jo ikke din opgave, og jeg kan godt forstå, hvis du ikke har tid eller lyst, men det ville på sigt være en mere brugbar løsning i jeres naboskab. Der er sikkert flere, der tænker som dig, at hun godt kunne trænge til at blive lidt mere ren, både hende selv og hendes hjem.

Har hun familie? Kan du tale med dem? Kan du bringe på banen, om ikke hun kunne tænke sig noget hushjælp?

Din lille nødløgn giver dig i hvert fald mulighed for at tænke lidt over, hvordan du kommer ind til sagens kerne og hjælper den skønne ældre dame bedst muligt. Det er en meget delikat situation, og jeg kan godt forstå, du synes, det er svært. Held og lykke.

Bedste hilsner fra Puk