Puks brevkasse: Jeg savner mine børn

Jeg bor sammen med min kæreste, og vi har det godt, men jeg er tit ked af det, da mine voksne børn bor langt væk fra mig.

Den ene, der er handicappet og tit har brug for mig, bor 50 kilometer herfra, og den anden, der også tit har brug for mig til at hjælpe med børnebørn, bor 110 kilometer væk.

Jeg er virkelig i tvivl, om jeg skal flytte tættere på mine børn, men kæreste vil ikke flytte, da hans børn bor tæt på os.

En usikker kvinde.

Kære En usikker kvinde.

Det er meget få linjer, jeg har fået fra dig, men jeg synes, at din kærlighed og dit savn til dine børn brænder i hvert eneste ord, du har skrevet.

Indimellem i livet må man forholde sig til, hvis behov man vil opfylde. I øjeblikket opfylder du din kærestes behov.

Han er tæt på sine børn, og det kan jeg godt forstå, han er glad for, men det duer jo ikke, hvis du selv er ved at gå til i savn og sorg. Dine følelser er lige så vigtige som hans.

Er der andre muligheder? Kan din handicappede datter flytte tættere på dig? Eller din anden datter med børnebørnene?

Du må virkelig dykke dybt ned i dine følelser og mærke godt efter, om du hver eneste dag fra nu af skal føle, at du er det forkerte sted.

Jeg synes, du skal tale med dine børn. Med din kæreste. Han kan ikke bare sige, han ikke vil flytte. Han har også et ansvar for at løse jeres situation. Det er ikke dit ansvar alene.

Det er dejligt, du skriver til mig. Det er modigt, men du er nødt til også at vende din situation med din kæreste og dine børn.

Hvor meget vil du lægge låg på dine egne følelser? Inderst inde kender man som regel sig selv, og så må man finde mod til at kæmpe for det, der gør en lykkelig.

Varme hilsner fra Puk.