Puks brevkasse: Tag symptomerne seriøst

Lørdag, 25. juni 2022
af Puk Elgård. Foto: PantherMedia
Familien mistænke at nevøen havde en spiseforstyrrelse, men det viste sig, at han havde en tarmsygdom og blev indlagt på sygehuset. Læseren opfordrer derfor folk til at tage symptomer seriøst. 

Jeg læste indlægget i FJ 13 ang. en nevø med spiseforstyrrelse. Og jeg kom straks til at tænke på min egen nevø, som vi havde samme bekymring for.

Det viste sig imidlertid, at han havde en tarmsygdom og blev indlagt på sygehuset i sidste øjeblik, så det er vigtigt at reagere på de symptomer! Vi så nøjagtig det samme som Den bekymrede i brevet i FJ 13, nemlig toiletbesøg og frygt for spiseforstyrrelse, men det var noget helt andet.

Jette

Kære Jette

Tusind tak for dit meget fornuftige svar. Godt, I reagerede. Jeg håber, din nevø har det bedre i dag.

Når der kommer alvorlige spørgsmål om helbred og psyke her i brevkassen, er det vigtigste at få folk sendt videre til eksperter, der virkelig har forstand på det. Når læserne alligevel skriver til mig, selv om de helt sikkert ved, at de burde have mere kvalificeret hjælp, tror jeg, det er, fordi det første lille pip om, at noget er galt, måske er lettere at få sat ord på ved at skrive et anonymt brev.

Min erfaring siger mig også, at det kan være virkelig svært at erkende, at der er noget i vejen med ens børn. Det kan man slet ikke overskue.

Mange hilsner fra Puk