Min søn er negativ

Jeg skriver til dig, fordi jeg har rodet rundt og forsøgt at analysere på min knap seksårige søn, som er begyndt at være meget negativ og måske angst. Det kan vise sig midt på dagen eller (især) om aftenen, når han skal sove. Han kan ud af det blå nævne, om jeg kan huske, da han slog sig, eller da han brækkede sig, og at det ikke var sjovt. Også selv om det er flere uger siden, det skete. På en ferie forsøgte vi os med en klatrevæg, og da jeg siger, at han er rigtig god til at klatre, nævner han, at han ikke kom lige så højt op på klatrevæggen som sin moster.

En dag, hvor vi var ude at bade, valgte han at følges med sin far, og jeg gik i boblebad uden ham. Om aftenen siger han så, at han hellere ville have været med mig i boblebad, selv om han fik tilbuddet og sagde nej. Han er rigtig ærgerlig over det og ked af, at vi ikke brugte tiden sammen.

Min søn er ellers glad, smiler og viser ikke tegn på mistrivsel generelt, og vi snakker ikke om voksenproblemer, når han er til stede. Hans mange spørgsmål og negative ytringer er kommet lidt her inden for de seneste måneder, og jeg har tænkt på, om det kan handle om, at han snart skal begynde i skole?

Jeg tænker selv meget over tingene og har mange bekymringer, og det har mange på min side af familien. Kan han have arvet en tendens til at bekymre sig? Jeg er meget bekymret for, om det er begyndende mistrivsel.

Jeg vil starte med at berolige dig. For du beskriver umiddelbart en helt almindelig seksårig fuld af de spørgsmål og tanker, som hører til netop den alder. Din søn er i en livsfase, hvor børn typisk holder op med at tro på julemanden og tandfeen og opdager, at verden er meget større end deres eget lille liv og ikke kun på den gode måde.

Det er ikke usædvanligt, at børn på seks år udtrykker angst og bekymring, men det tror da pokker, når det lige er gået op for dem, at der er krig i andre lande, og at deres mor og far også skal dø på et tidspunkt. Din søn er med andre ord i gang med at lære og forstå en hel masse, som kommer væltende i usorteret orden – ikke mindst når det er sovetid.

Det kan godt have en vis betydning, at han snart skal starte i skole, fordi han af gode grunde ikke helt ved, hvad der så kommer til at ske, ud over at han vil gå fra at være en af de store i børnehaven til at være en af de små henne i skolen. Det kan sagtens virke uoverskueligt for en lille dreng.

Ak ja. Det er ikke nemt at være seks år. Du spørger, om man kan arve en tendens til bekymring, og det tror jeg ikke, at man kan. Men man kan kopiere sine forældres måde at være i verden og i livet på. Din søn har brug for at lære, at ikke alle bekymringer bliver til noget, og det skal du lære ham. Mit bedste råd til dig er, at du forsøger at dæmpe dine overvejelser om begyndende mistrivsel, og i stedet glæder dig over, at du har en lille dreng, som er i stand til at sætte ord på sine tanker og følelser. Det er en rigtig god egenskab og verdens bedste ventil. Vær nysgerrig over for den hæsblæsende udvikling, din søn er i gang med, og vis ham, at du er der og kan rumme det hele. Så skal det nok gå alt sammen.