Allan har ptsd: Høj af lykke efter en tur under vandet

Spiren til de svære psykiske problemer, som Allan Petersen slås med, blev lagt for hele 30 år siden. Men det er kun i de seneste tre år, han har haft et effektivt middel at bekæmpe og mindske pinen med: I april 2019 fik han sit dykkercertifikat.

50-årige Allan er veteran og lider af ptsd. Vi møder ham i dykkercentret Dykfyn i Nyborg, hvis træningspool Allan opholder sig i mellem halvanden og to timer hver mandag og fredag.

– Ptsd indebærer, at man er i konstant alarmberedskab. Hjernen tager alle lyde, bevægelser og andre sanseindtryk ind, og den holder aldrig pause. Når jeg dykker, bliver verden indskrænket, og det giver mig ro. Desuden foregår alt i et langsommere tempo under vand. Jeg trækker vejret roligere. Jeg føler mig vægtløs. Og når vandet omgiver mig, er det som at få en kæmpestor krammer, fortæller Allan.

Og når han nu alligevel befinder sig under vandet, benytter han som regel lejligheden til at støvsuge poolens bund for sand og andet skidt, som er havnet i klorvandet via dykkerdragter, der har været brugt i fri natur.

– Jeg kan lige så godt gøre mig nyttig, mens jeg bruger faciliteterne, siger den tidligere soldat.

Han nøjes dog ikke med det velvære, som træningspoolen er i stand til at give ham.

– Jeg er også med i en dykkerklub. Vi dykker rundtom på Fyn. Om vinteren foregår det om søndagen, og om foråret, sommeren og efteråret er det hver mandag aften, det sker, fortæller han.

Midt i borgerkrigen

Med i Nyborg er også Jan Laurenborg Olsen, der er indehaver af dykkercentret Diving 2000 i Odense. Han har undervist Allan og 15 andre veteraner i dykningens kunst gennem et ni måneder langt forløb. Og i dag er han veteranernes kontaktperson i forhold til pressen samt talsmand for det projekt, der har vist sig så gavnligt for dem.

– Hver gang, Allan dykker her i Nyborg, er enten jeg selv eller en anden medarbejder fra Diving 2000 til stede, så han aldrig er alene, fortæller Jan.

I 1992-93 var Allan udsendt af FN til det sydlige Kroatien.

– Vi var en del af en fredsbevarende styrke og regnede ikke med, at borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien var nået til det område, hvor vi skulle være. Men da vi kom derned, landede vi midt i krigen.

Da han kom hjem, var han ikke længere sig selv.

– Jeg var bange for andre mennesker. Selv mine egne forældre stolede jeg ikke på. Derudover var jeg både indesluttet og aggressiv. Hvis nogen stødte ind i mig, risikerede de at få øretæver. Og jeg fik det stadig værre. Men jeg anede ikke, hvad der var i vejen med mig. Først i 2010 fik Danmark sit første veterancenter i Ringsted, og på det tidspunkt begyndte psykologerne for første gang at omtale ptsd, der havde været en kendt diagnose i USA i mange år. Samme år fik jeg selv diagnosen efter at have gået i 17 år uden behandling.

Mødte kærligheden

Først i 2018 kom der dog for alvor skub i sagerne, da Allan blev kontaktet af SUF Veteran – et forsorgshjem for ptsd-ramte veteraner i Nørre Broby på Fyn – med tilbud om at komme på kursus.

– Jeg kom dertil i juni 2018. Og da vi blev spurgt, hvilke ønsker vi havde til aktiviteter, var jeg ikke et øjeblik i tvivl. Det har været min drøm at tage dykkercertifikat siden 1994, men at investere i udstyr for 15.-20.000 kroner har ikke været muligt. Nu fik jeg og andre veteraner mulighed for at komme på et dykkerkursus gratis.

Under sit ophold i Nørre Broby lavede han en toårsplan med det endemål, at han skulle kunne stå på egne ben.

– Min plan var at finde et hus, jeg kunne leje, ude på landet eller i en mindre by. Her forestillede jeg mig, at jeg skulle bo for mig selv, husker han.

Men ikke alt går, som man planlægger. Og halvandet år senere mødte Allan kæresten Anni via netdating og flyttede ind hos hende i Odense.

– Da vi begyndte at skrive sammen, fortalte han mig med det samme, at han var veteran med ptsd. Det var ikke noget, der skræmte mig. Han var god til at fortælle om det, og jeg har den indstilling, at alle fortjener en chance. Jeg kan i øvrigt fortælle, at der er sket meget med Allan i den tid, vi har kendt hinanden. Det er tydeligt, at dykningen gavner ham, og han er altid afslappet og tilfreds efter en tur under vandet, fortæller Anni, der er 48 år og arbejder som aftenvagt på et plejecenter.

Anni er en solid støtte for sin kæreste i hverdagen. Blandt andet er hun gerne med, når han er på tur med dykkerklubben.

– Så har jeg lidt mad med, serverer kaffe og hjemmebagte boller for drengene og hygger bare om dem, siger hun.

Gavn af gruppeterapi

Allan og Anni er i det hele taget sammen i hovedparten af deres ledige timer. Og når de går på indkøb hånd i hånd, er han betydelig mere tryg ved menneskemængder og andet, der stadig i dag kan vække hans uro.

– Hvis ikke Anni var med, ville jeg ofte foretrække at blive hjemme. Men jeg har sat mig for at udfordre mig selv hver dag. Det kan for eksempel være ved at hente en liter mælk hos købmanden på egen hånd. Man får kun et fornuftigt liv, hvis man arbejder på sagen. Jeg er førtidspensionist, og jeg kæmper stadig med mareridt og flashbacks både dag og nat. Men jeg kommer ud ad døren hver dag. Og jeg er ikke fuldstændig ødelagt af medicin, som andre ptsd-ramte er blevet, fortæller han.

Sine onsdage har han afsat til psykologbehandling.

– Jeg har især fået meget ud af gruppeterapi, og det fungerer bedst, hvis alle i gruppen er på omtrent samme alder og har været udstationeret i de samme områder. Hvis de andres oplevelser og erfaringer er helt anderledes end dine egne, duer det ikke.

Der er dog ingen tvivl om, at det er dykningen, der har hjulpet og udviklet Allan mest.

– Jeg føler mig ganske enkelt lykkelig, når jeg dykker. Og jeg er høj på lykkehormoner, når jeg kommer hjem efter en tur under vandet. Jeg har en boblende følelse i kroppen. Livet er dejligt, og intet føles surt. På de dage kan jeg halvere eller til tider helt undvære min antidepressive medicin. Det ville være guld værd for mig at få mulighed for at trække i dykkerdragten hver dag.