Diagnoserne bragte veninderne sammen: Vi er jo slet ikke så unormale

29-årige Julie Zeltner fra Aakirkeby på Bornholm og 28-årige Sabrina Hansen fra Rønne er vidt forskellige af sind og personlighed. Men én ting har de haft til fælles så længe, de kan huske.

– Vi har begge altid følt os forkerte og anderledes. Det fandt vi ud af, da vi kom til at gå i klasse sammen i forbindelse med, at jeg var nødt til at tage 8. klasse om, fortæller Julie om det, der blev begyndelsen til et unikt venskab.

Sabrina tager over:

– Vi opdagede, at vi havde nogle af de samme udfordringer. For eksempel har angst fyldt meget i både mit og Julies liv, og vi har begge haft tendenser til ocd – altså tvangshandlinger. Selv har jeg for eksempel helt faste vaner og principper omkring rengøring og spisning. Det er en måde at udøve selvkontrol på, så man føler, man har en vis form for styr på tilværelsen.

Julie fik i 2020 diagnosen adhd. Senere samme år blev Sabrina diagnosticeret med add. De to lidelser er nært beslægtede.

– Men add er uden hyperaktivitet. Al mit kaos foregår indvendigt, siger Sabrina.

Julie er dog også i visse situationer ret god til at opretholde en rolig facade og med sin egen formulering ”skjule sit h”.

– Men dem, der kender mig godt, får det hele med. Det er en del af min person at køre i et højt gear, siger Julie, der som skoleelev i alderen fra 14 til 15 år havnede i et egentligt misbrug af amfetamin og kokain.

Fejldiagnosticeret

Netop den type stoffer kan ifølge hende let virke fristende på en person med adhd.

– De er centralstimulerende og påvirker ens krop på samme måde som den medicin, man giver til folk med adhd. Set i bakspejlet var det faktisk en form for selvmedicinering, jeg var ude i.

Som 20-årig kom hun ind i det psykiatriske system.

– Jeg var sygemeldt med stress i perioden og fik antidepressiv medicin. Siden, jeg fik min adhd-diagnose, har jeg fået det centralstimulerende præparat Elvanse. Den medicin har ændret mit liv, fortæller Julie.

Veninden fik kontakt med psykiatrien som 18-årig.

– Også jeg blev i begyndelsen puttet i kassen for depression. Jeg har aldrig haft en depression i mit liv, og medicinen havde da heller ingen effekt på mig. I 2019 fik jeg diagnosen Ængstelig personlighedsforstyrrelse og halvandet år senere add-diagnosen, fortæller Sabrina.

Hun er uddannet pædagogisk assistent, men har været sygemeldt i mere end to år.

– I marts i år begyndte jeg i et ressource- og afklaringsforløb med det formål at komme i fleksjob. Forløbet skal munde ud i, at jeg finder ud af, hvor mangearbejdstimer om ugen jeg kan klare. Nu og her er jeg i praktik i en vuggestue i to gange to timer om ugen. Sideløbende har jeg samtaler med en læge og en psykiater. Og jeg har også både et hjem, en familie og venner, der skal plejes. Det er vigtigt for mig, at min uge har en helt fast struktur, og at hjernen får nogle pauser til at geare ned i.

Datteren har også adhd

Julie, som er uddannet sosu-assistent, har allerede et fleksjob. Hun arbejder tre dage om ugen i Nexø Dagcenter.

– Men jeg fik det tilkendt, inden jeg fik min rette diagnose. Dengang troede man, det var borderline, jeg havde. Både mit og Sabrinas problem har været, at vi er vokset op i en tid, hvor kendskabet til vores sygdomme var ringe. Derfor har vi lavet vores egne strategier for at tackle livet, siger Julie, som kom under dobbelt pres, da hun som 20-årig blev mor til datteren Alma.

Julie har været alene med pigen, fra hun var 14 måneder. Den nu 9-årige Alma har dog haft en bonusfar i fem år frem til 2021, hvor han og Julie skiltes.

– Hun har også adhd og er yderligere diagnosticeret med autisme. Det har været hårdt. Tidligere vidste jeg jo knap nok, hvad der var galt med mig selv. Men mit barns velbefindende er kommet i første række. Og jeg har hele vejen igennem fået god hjælp fra min mor, fortæller hun.

Familie Journals udsendte møder Julie og Sabrina i Multihuset i Østerlars, som lægger lokaler til de to netværksgrupper, som Julie satte i søen sidste år.

– Alma går i klasse med en pige, hvis mor er formand for den bornholmske afdeling af adhd-foreningen. Og hun inspirerede mig til at starte et netværk. Jeg havde selv brug for at kunne sparre med andre, der kæmpede med de samme udfordringer i hverdagen, som vi gør. Der er med andre ord ingen af os, der er eksperter. At jeg er tovholder, betyder simpelthen bare, at det er mig, der låser døren op og laver kaffe.

Vi kan en masse

I sommeren 2021 startede hun forsøgsvis en ”gåtursgruppe”,som i efteråret udviklede sig til de to nuværende grupper.

– Den ene er en voksengruppe for folk med adhd og add. Vi har 12 på listen, og cirka halvdelen dukker op, når vi mødes den første onsdag i hver måned. Den anden er for forældre til adhd-børn. Vi mødes den sidste søndag i hver måned, men gruppen har vist sig en del sværere at få på skinner. Interessen er stor, men der dukker sjældent nogen op. Jeg forstår det dog godt. Jeg har jo selv i mange år levet et liv, hvor alt handlede om Alma, og hvor det var meget svært at tage væk fra hende og gøre andre ting.

Sabrina er blandt de trofaste deltagere i voksengruppen og har stort udbytte af det.

– At møde andre, som har hver deres måde at løse deres udfordringer på, giver inspiration til at komme gennem sine egne problemer. Dermed bliver ens negative følelser vendt til positive. Vi er jo slet ikke så unormale eller forkerte. Og vi er dygtige og kan en masse. Det er fantastisk at mærke.

Visheden om, at man ikke er alene i verden, er ifølge Julie det vigtigste formål med grupperne.

– Det betyder meget at føle sig forstået, men også at kunne bruge sine egne erfaringer til at hjælpe andre på en konstruktiv måde. Hvis jeg selv kan hjælpe bare et par stykker, er jeg glad. Så er målet med det hele nået.

Den personlige udvikling, hun har gennemgået det seneste års tid, har også ført noget andet positivt med sig.

– Jeg hviler mere i mig selv nu. Og i foråret mødte jeg en sød kæreste. Over for ham kan jeg være den, jeg er, og behøver ikke at nedtone mig selv. Ovenikøbet er mine adhd-træk – blandt andet mit drive – noget af det, han holder af mig for. Det er en rar følelse at blive værdsat som den, man er, siger Julie Zeltner.