Jeg føler det som et kald

Mia har gået vejen selv. Flere gange. En ungdomskæreste, sin stedfar, mormor, begge forældre og hendes kæreste, Michael.

Hun bruger ikke kræfter på at sætte sig ind i, hvordan det føles at miste. Hun genkender det, og hun fornemmer, at de, der har mistet, kan mærke det. I stedet forsøger hun at gøre afskeden så tryg og kærlig som mulig. For hun ved om nogen, hvilken forskel det kan gøre.

– Der er ingen, der kan tage min sorg fra mig, og jeg skal heller ikke forsøge at fikse andres. Det er, som det er, og det kan jeg ikke ændre på. Men jeg kan være der og være i det sammen med dem, siger 46-årige Mia Hirschsprung.

Hun er bedemand i Kissers bedemandsforretning – fordi livet har bragt hende der. På samme måde som det var tilfældet med Kisser, der startede Mogenstrup Begravelsesforretning ved Næstved i 2007 efter selv at have mistet en søn og efter mange år som social- og sundhedsassistent i hjemmeplejen, hvor hun følte, at der hverken var tid og omsorg nok til de ældre.

– Så tænkte jeg, at jeg da i det mindste så kunne sørge for, at de kom herfra på en værdig måde, siger hun, for som Mia også tilføjer, er det sjældent et erhverv, man vælger uden en årsag.

For hende blev det kæresten Michaels død, der gjorde det klart for hende, at det var det, hun skulle nu.

De havde været kærester i fem år, da han en mandag i maj for to år siden ikke kom hjem efter en dykkertur efter arbejde. I stedet bankede politiet på og efterlod den sammenbragte familie i kaos. Der stod Mia så, i chok og overladt med al det praktiske, som følger med et dødsfald, og som hun allerede et par timer efter på Rigshospitalet blev mindet om af en sygeplejerske.

– Det kan virke lidt koldt, når man som pårørende så hurtigt skal forholde sig til det rent praktiske, og der er det bare så vigtigt, at der er nogen til at tage en i hånden. Jeg var ikke i stand til noget som helst. Men jeg var ikke i tvivl om, at jeg havde brug for Kissers hjælp, siger Mia.

Hjem til afsked i stuen

Det var Kisser, der havde sendt både hendes stedfar og mormor kærligt afsted, og da hun dagen efter Michaels død kom hjem til Mia, kastede hun straks en masser bolde op i luften. På grund af corona måtte alle i familien ikke se ham på Rigshospitalet, og nu foreslog Kisser at få Michael hjem til dem.

– Jeg ville aldrig selv have tænkt på det, for jeg troede slet ikke, at det var en mulighed. Men da Kisser foreslog det, var jeg slet ikke i tvivl. Michael skulle hjem til os, så vi alle sammen kunne se ham og få sagt farvel.

Da Michael først skulle obduceres, gik der en uge, før Kisser kunne hente og køre ham hjem til familien.

Igen betød det alverdenfor Mia, at det netop var Kisser, der sørgede for at klæde ham på i sit eget tøj, for hun vidste, at hun ville passe godt på ham og nusse om ham, og da Kisser så bagefter konstaterede, at det var en ung, slank og sporty mand, Mia havde, fik hun ham på en fin måde gjort levende igen.

– Jeg kunne lige se Michael for mig, hvor stolt han ville være over sådan en kommentar. Jeg kunne høre ham grine, og det gjorde jeg også, selv om jeg lige havde stået og grædt. Det betød bare så meget, at Kisser turde sige det. Det fik vendt situationen helt. Jeg er ikke sikker på, at jeg kommer til at kunne sige sådan noget. Men Kisser kan.

Hjemme hos Mia blev kisten med Michael placeret i stuen, og igen var det Kissers rolige hånd, der førte Mias over på Michael. Kistens låg fik børnene lov at tegne på, og i dag husker Mia tilbage på det som en smuk afsked.

– De små detaljer bliver så vigtige, også alt det, der rent faktisk kan lade sig gøre. Det er også trygheden i at overlade det til en anden og vide, at hun lægger sit hjerteblod i det. Min stedfar fik sine røde Converse sko på, og det var igen Kisser, der sagde, at dem skulle han da have på. Midt i det tragiske, så var det de røde sko, der lyste op. Så kunne man tænke på det. Det handler om at tilføre og huske på alt det smukke, der også var. Vi har det med at tage den traditionelle model. Og når du sidder i sorg, er du ikke i stand til at finde på. For mange skal det bare overstås. Så er det så vigtigt, at der kommer sådan en som Kisser og kaster bolde op. Vi er oppe imod i et kæmpe tabu, siger Mia, og Kisser nikker ved siden af.

Døden er livets vilkår

Kisser indrømmer, at hun har fået en del hug fra sine samarbejdspartnere for sin utraditionelle tilgang til, hvordan afskeden med livet bør være.

– Det behøver ikke nødvendigvis være med røde roser og tung orgelmusik, når vi skal tage afsked med vores kære. Hvis afdødes yndlingssang var ”Må man tage hunden med sig ind i himlen”, så lad os da spille den på vej ud af kirken. Det handler om at få det ned på jorden og ikke gøre det så stift, siger Kisser, der både vil have sit eget tøj på i kisten og puttes med en pose kaffe og sit hyggetæppe, når hun skal herfra.

Hun har i mange år forsøgt at få alternativer ind. Blandt andet har hun arrangeret begravelser i skoven, på plejehjem og for nylig i afdødes egen have.

– Det skal passe til den, vi tager afsked med. Det kan være i kirken, i naturen eller et helt tredje sted. Der skal være plads til det højtidelige og det uhøjtidelige. Døden er livets vilkår, som er ude af vores hænder. Det er noget, vi ikke forstår, men vi kan forholde os til det og gøre det til noget smukt, siger Kisser.

Hun er i år fyldt 60 og har længe haft et ønske om at finde en, der med tiden kan overtage bedemandsforretningen, og da Mia et halvt år efter Michaels død sendte hende en buket blomster og et kort, hvorpå hun takkede for Kissers hjælp, og tilføjede, at hun endelig måtte tænke på hende, hvis hun en dag fik brug for en assistent, ringede hun til Mia dagen efter. Siden 1. januar sidste år har Mia så været en del af bedemandsforretningen.

– Jeg følte det lidt som et kald at blive bedemand, selv om jeg længe forsøgte at tale mig selv fra det. Men jeg kunne mærke, at det gav mening i det meningsløse for mig. At Michaels død gav mening, hvis jeg kunne gøre noget for nogle andre i sorg, forklarer Mia, der oprindeligt er uddannet bioanalytiker.

Også for Kisser har det været rart at få en sparringspartner efter alle de år alene i rustvognen. For snakket – det bliver der – ligesom de også ofte sætter afdødes ynglingsmusik på for at ære dem på deres sidste køretur.

– Og vi griner også, tilføjer Kisser, så man ikke er i tvivl.

– Ja, det behøver ikke væremed stramt slips og alvorlig mine. Døden er jo bagsiden af livet, og når man arbejder med den hver dag, bliver livet også lidt mere intenst. Vi skal gribe det og sørge for at få brugt alle klippene på livets turkort, inden det er for sent. Jeg skal ikke sætte mig selv op på en piedestal. Det er ikke nemt overhovedet. Men lad os da prøve at huske hinanden på det, siger Mia.