Rådgivning i røret: Når savnet bliver for tungt at bære alene

En skulder at læne sig op ad kan vi alle trænge til fra tid til anden, især når sorgen trænger sig på. I aften sidder den skulder på 58-årige Helle Enghardt, der er frivillig ved Sorglinjen på Amager.

Telefonen ringer, som den har gjort, siden Helles vagt begyndte for en time siden, og hun retter på sit headset, før hun med et klik fra musen lader opkaldet gå igennem. Vi kan kun høre Helles ende af samtalen, for hvert opkald til Sorglinjen er anonymt – også her til aften, hvor Familie Journal er med på vagt.

– Det kan jeg sagtens forstå er hårdt, når du har været vant til, at I var to. Det er jo ikke noget, man sådan lige kommer over, lyder det fra Helle.

I røret har hun en mand, der mistede sin hustru for lidt over et år siden. Snart skal han fejre hendes fødselsdag uden hende for anden gang, og det er svært.

Helle spørger ind til, om han har talt med andre om sit savn og nikker, imens hun lytter til svaret. Manden har blandt andet gået i en sorggruppe, og Helle roser ham for at have rakt ud.

– Det er også godt at få snakket med nogle, der har oplevet det samme. Så forstår de dig, og du forstår dem, siger hun.

Gammel sorg

Sorglinjen er en gratis telefontjeneste, der udbydes af Det Nationale Sorgcenter. Fælles for de omkring 55 frivillige, som besvarer opkald, er, at de selv har oplevet sorgen på nærmeste hold. Det gælder også for Helle Enghardt. For hende har sorgen været en følgesvend, siden hun som ung mistede sin far meget pludseligt.

– Vi var på ferie i et sommerhus i Løkken, da min far meget pludseligt fik en blodprop i hjertet. Han var væk fra det ene minut til det næste. Han blev 53 år, siger Helle, da hun får en ledig stund imellem opkaldene.

Helle var bare 16 år, da hendes far døde. Hun fortæller, at der ikke fandtes så mange tilbud til mennesker i sorg dengang, som der gør nu.

– Det var ikke, fordi vi aldrig talte om det i min familie, men når jeg ser tilbage nu, kunne jeg godt have brugt noget mere hjælp, siger Helle, som med årene udviklede katastrofetanker om, at der skulle ske hendes nærmeste noget.

Endelig for to år siden besluttede hun, at det var på tide, at hun fik bearbejdet sorgen. Det indebar blandt andet at åbne op over for sine to voksne børn, som hun før havde skærmet.

– Jeg har aldrig brugt mine børn til at bearbejde noget. Min datter på 22 spurgte, hvorfor jeg aldrig har snakket med dem om det. Hun sagde: ”Jeg er voksen nu, jeg kan godt tåle det”. Det rørte mig meget. Men jeg er aldrig gået dybere ind i det, fordi jeg gerne har ville skåne dem, siger Helle.

Samtidig valgte Helle at blive frivillig i Sorgcentret ved siden af sit job som administrativ medarbejder i Hillerød Kommune.

– Jeg tænkte i første omgang, at min sorg var alt for gammel, men det var den så ikke, siger Helle, der i snit har to-tre vagter om måneden.

– Jeg vil gerne give noget af det, jeg ikke selv fik dengang. Og jeg synes, det giver mig så meget igen, for jeg får jo også snakket om min egen sorg. Det går begge veje. Dem, som ringer, giver jo også mig noget, for de viser mig tillid ved at dele deres sorg. Det er så flot at række ud og tale med et fremmed menneske. Der skal mod til, tilføjer hun.

Et frirum

Marie Sander Rydzy er frivilligkonsulent tilknyttet Sorglinjen. Hun forklarer, at nye frivillige gennemgår en rekruttering, hvor man sikrer sig, at de er et godt sted i deres egen sorgproces. Det inkluderer blandt andet en psykologsamtale, hvor det vurderes, om de er klar til at påtage sig rollen som frivillig, efterfulgt af supervision hver anden måned.

– Nogle af dem har brugt huset her, da de selv stod midt i deres egen sorg. For andre er det første gang, de sætter ord på den, forklarer Marie Sander Rydzy om de frivillige, som alle har forskellige faglige baggrunde. Eneste krav er, at der skal være gået mindst ét år siden tabet af en nærtstående.

Marie har en kandidat i pædagogik og arbejdede også med frivillighed, før hun blev ansat som frivilligkonsulent på Sorglinjen. Det er blandt andet hendes opgave at sørge for, at de frivillige trives på vagten.

– For mange kan det være meget overvældende at tale om sorg, siger hun og forklarer, at de frivillige trænes i netop dette, og at det derudover er op til de frivillige selv, om de vil dele deres personlige historier med dem, der ringer ind.

– Mange af vores frivillige oplever det som et frirum, at de kan tale åbent om deres sorg, siger Marie.

Hun fortæller, at sorgen har det med at vokse, hvis vi ikke får lov at tale om den.

– Sorg kommer i bølger. Det er et misforstået hensyn, når vi efter noget tid holder op med at spørge ind til den. Jeg tror, det handler om at være bange for at komme til at minde om og gøre ked af det. Men hvis man ikke føler, at man kan tale om det, eller at folk interesserer sig for det længere, kan det ende med at forstærke følelsen af ensomhed. Det gør sig i hvert fald gældende for mange af dem, som ringer ind til os, siger Marie.

Hun understreger, at det ikke handler om alder, selv om hun ser en tendens til at underkende sorgens størrelse, når der er tale om ældre mennesker.

– De bliver mødt med, at de havde et godt og langt liv sammen, men det bliver sorgen ikke mindre af, pointerer hun.

Hver vores sorg

Her til aften går der ikke mange minutter imellem, at telefonen ringer i det lille, lydtætte lokale. Denne gang har Helle en yngre kvinde i røret, hvis bedstemor døde ugen forinden. De to var meget tætte, men nu kan forældrene ikke forstå, at hun tager det så hårdt, for bedstemoren havde jo levet et langt liv. Helle trøster hende med, at hun ikke skal have dårlig samvittighed over, at hendes sorg ikke ligner deres.

– Det er helt normalt. Når man er i sorg, har man det sådan, som du har det, beroliger hun og fortsætter: – Vi har jo hver vores måde at sørge på, og der er ikke noget, der er mere rigtigt, for vi er alle sammen forskellige mennesker. Det handler ikke bare om at tage sig sammen. Det er ikke noget, man kan tage tid på, for det skal gennemleves.

Den unge kvinde i den anden ende af røret fortæller om, hvordan hun tilbragte de sidste dage sammen med sin bedstemor, som var meget syg til sidst.

– Selv om hun måske ikke har kunnet snakke med dig, har hun sikkert fornemmet, at du har været der, siger Helle, som bekræfter hende i, at hun gjorde det rigtige ved at være der til det sidste.

Ingen turde spørge

Ved siden af Helle Enghardt sidder 24-årige Line Lorentzen. Hendes ende af bordet er mere stille, for hun har travlt med at besvare de henvendelser, der kommer ind via Sorglinjens chatfunktion. Når hun ikke taster løs, skæver hun til sorgvejviseren.dk, en hjemmeside med forslag til lokale sorgtilbud i hele landet.

Siden juni sidste år har Line dedikeret to aftener om måneden til Sorglinjen ved siden af sit studie til socialrådgiver.

Trods sin unge alder har Line oplevet at miste begge sine forældre. Sværest var det, da hun som 12-årig mistede sin far til en blodprop og skulle lære at tale om følelser, der var meget store for så lille en pige.

– Jeg gik på en lille, kristen privatskole. Min lærer havde planlagt, at vi skulle ud i grupper og snakke om, hvad der var sket, og jeg ville rigtigt gerne, men jeg kunne ikke finde ud af at starte den samtale selv, og der var ikke nogen, der turde spørge. Det kan jeg huske ret tydeligt, at det egentlig var en fin mulighed, men at jeg ikke kunne finde ud af at være i det. Men det er måske også meget at forlange af en flok 12-årige, siger Line.

Det var mindre uventet, men savnet lige så stort, da Lines mor efter lang tids sygdom døde for seks år siden og efterlod hende og hendes tvillingebror forældreløse.

– Da min mor døde, var der mange mennesker, som gerne ville tale med mig om, hvordan jeg havde det, men den opmærksomhed fadede lidt ud. Jeg skulle sige til, hvis der var noget, og det kan bare være megasvært at sige til. Men jeg føler mig ret heldig på mange punkter, for mine forældre havde et godt netværk, som jeg nyder godt af nu, forklarer Line, som gik i sorggruppe gennem Det Nationale Sorgcenter, da hun hørte om Sorglinjen.

I dag bruger Line mange af de erfaringer, hun selv har gjort sig med sorg, når hun taler med andre, der har oplevet at miste.

– Jeg er nok en af dem, der bruger mig selv mest, og som tidligt i samtalen fortæller lidt om mig selv. Jeg vil gerne have, at dem, der ringer ind, ved, at jeg forstår. Det der med at udveksle erfaringer og tanker er det, der giver mig allermest, siger hun.

Hun ved, hvor svært det kan være at række ud, selv hvis man har mennesker omkring sig, som står klar til at lytte.

– Det kan være en følelse af, at du ikke kan snakke om det. Det kan jeg selv genkende. Jeg ved, at jeg har en masse mennesker, som ville gribe mig, men nogle gange kan der være for meget på spil, og så er det bare nemmere at ringe til en komplet fremmed, forklarer Line.

Behov for håb

Sorglinjen blev oprettet i 2016, og frivilligkonsulent Marie Sander Rydzy fortæller, antallet af henvendelser er steget siden. 2024 resulterede i 3150 henvendelser på tværs af alle platforme ved årets udgang. Det rekordhøje antal henvendelser kan ifølge Marie Sander Rydzy forklares med, at Det Nationale Sorgcenter sidste år udrullede ‘’Tal om det’’-kampagnen, der har hængt på busstoppesteder og togstationer rundt om i landet.

– Men det fortæller mig også, at der er et stort behov derude for at tale om sorg, siger Marie.

Sorglinjen er foreløbig finansieret indtil midten af 2026 med midler fra Sundhedsstyrelsen, og Marie Sander Rydzy kan kun håbe på, at der til den tid vil blive afsat nye midler, for hun tror ikke, at behovet vil blive mindre i fremtiden.

– Det, at de frivillige kan tale ud fra deres egne erfaringer, betyder også, at de kan give håb om, at livet kan blive godt igen. At man kan lære at leve med sin sorg, forklarer Marie, og Helle Enghardt, som netop har afsluttet et opkald, supplerer:

– Det gør meget, at der er en i den anden ende, som forstår. Det kan jeg også mærke på dem, der ringer ind. Bare det at tale med nogen og få sat ord på sorgen, så man ikke går rundt med den herinde, siger hun og prikker sig i brystet.

Læs også: