
Da Mary Jean Moore i sin tid tog sin bachelor fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, var det med fag som Rytmisk musik og bevægelse, Rytmisk sang og Trommedans. Når hun sidenhen blandt andet har hentet inspiration fra stammemusik i de sange, hun selv har skrevet og udgivet, er det således tydeligt, at hendes musikalske valg i høj grad har deres udspring i de input, hun fik under uddannelsen.
– Det var også i årene på konservatoriet, at drømmen om at leve af min musik som sang-skriver og kunstner fyldte meget i min bevidsthed. Tanken lurer stadig et sted i mig, men netop den drøm er vanskelig at få opfyldt, da den afhænger af en masse ting, man ikke selv kan kontrollere. Man kan godt ønske sig at få et stort radiohit, men succes er ikke sådan at styre, siger den nu 34-årige Mary Jean, der som solist bruger sine to fornavne som kunstnernavn.
Efter sin bachelor tog hun en kandidatgrad i sangskrivning. Men hun har også andre kort på hånden. Blandt andet er hun en talentfuld musicalperformer. Og det hele begyndte faktisk med interessen for musicals, som hun har haft siden barndommen.
– Jeg er vokset op i et bofællesskab i Beder syd for Aarhus. Min far er amerikaner og vild med musicals, og som barn så jeg derfor et utal af gamle, amerikanske film med f.eks. Gene Kelly, Fred Astaire og Ginger Rogers. Vi havde også flygel i mit barndomshjem, og min far har som ung skrevet sange. Han valgte dog en ganske anden løbebane og blev tandlæge.
Lille Mary Jean var på sin side ikke i tvivl om, hvad hun ville.
– Jeg begyndte at gå til dans som 9-årig og til solosang hos en sanger som 11-årig. Og selv om jeg har danset et par år længere, end jeg har sunget, var det hele tiden en fremtid med både dans og sang, jeg så for mig.
I folkeskolens ældste klasser medvirkede hun i flere såkaldte ”minimusicals” og havde blandt andet hoved- og titelrollen i Disney-eventyret ”Mulan”.
– Og da jeg i 2018 valgte at flytte til København, var det også i høj grad musicalscenen, der trak. Mulighederne for at få job er større i København, hvor musikscenen simpelthen er større. Desuden kan livet som sangskriver være ensomt. Når man står alene i skriveprocessen, kommer man let til at længes efter at være på et hold og løfte et show i fællesskab, fortæller hun.
Som musicalperformer reddede hun sig i 2022 en af de fire hovedroller i musicalkomedien ”Diva” på Folketeatrets store Turnéscene. Og i 2024 tog hun hul på et helt nyt kapitel som optrædende kunstner, da hun gik til audi-tion på årets udgave af Wallmans Dinnerparty i Cirkusbygningen og endte med at komme med på holdet. Hun har dermed haft fast arbejde fra 23. august 2024.
– På grund af en planlagt fornyelse af Cirkusbygningens rammer er den aktuelle sæson dog kortere end normalt og slutter allerede 29. marts. Men det er fantastisk at være med. Det bliver ikke større og mere spektakulært, når vi taler show. Desuden kan Wallmans godt lide at udvikle unge kunstnere og sende dem ud som endnu stærkere og dygtigere performere, end de allerede var. Samtidig har jeg stor frihed til at forme min sangstemme og mine bevægelser til et personligt udtryk.
Mary Jean har en hel række store øjeblikke i løbet af aftenen, hvor hun er centrum for salens opmærksomhed. Og dinnershowet er en kategori helt for sig, der i sit udtryk hverken minder om en musical eller en koncert.
– Som sangere bevæger vi os en del rundt blandt tilskuerne, ser dem ind i øjnene og taler direkte til dem. Jeg har helt klart lært en masse i Cirkusbygningen, som jeg kan tage direkte med mig til mine egne livekoncerter, siger Mary Jean.
Hun kan også takke det blomstrende, københavnske teater- og scenemiljø for, at hun har mødt sin kæreste, musicalperformeren og skuespilleren Magnus Bruno.
– Vi mødtes ved et ”Open mic”-arrangement på Bartof Café under overskriften ”Backstage Open”. Det var lavet til og af professionelle danske scenekunstnere, fortæller hun.
Som solist og sangskriver med eget repertoire løb hun i 2020 ind i en alvorlig krise.
– Jeg var i gang med at færdiggøre en ep, da jeg pludselig blev ramt af en skriveblokade, der gjorde det meget vanskeligt for mig at sætte punktum for projektet og få sangene på gaden. Og før jeg fik set mig om, var jeg akut sygemeldt med stress.
Dybest set var hun fuldstændig klar over, hvad der var galt. Siden sin pure ungdom har hun kæmpet med perfektionisme, hvilket har presset hende hårdt.
– Lige siden har jeg arbejdet meget med at undgå, at selvkritikken tager overhånd, og minde mig selv om, at arbejdsprocessen også skal være sjov. Ikke mindst sammen med produceren Martin Pilgaard Grishauge, som jeg har arbejdet med siden efteråret 2022, har jeg forsøgt at skabe et musikalsk rum, hvor vi udforsker legen, humoren og selvironien. Og hvor jeg før primært har haft fokus på at udtrykke mig som kunstner, tænker jeg i højere grad på de følelser, arbejdet med musikken skal give mig selv. Når jeg er i studiet, vil jeg føle mig stærk og fri og få lyst til at grine og danse. Og ved at holde mig de ting for øje har jeg fået glæden ved at skabe musik tilbage, siger hun.
Ovennævnte tanker har også i høj grad spillet ind på de sange og ikke mindst sangtekster, der er kommet fra hendes hånd. Det gælder blandt andet hendes single fra november 2024, ”Imposter (onto me)”, men også den nye udgivelse ”Heal, eat, sleep, repeat”, der er lige på trapperne.
– Den handler i høj grad om min lange sygemelding, hvor jeg ikke bedrev ret meget andet end at passe på mig selv.
For tiden har Mary Jean dog også andet at tænke på end sit eget musikalske univers.
– Sæsonen for auditions er i fuld gang, og jeg gør naturligvis, hvad jeg kan for at få lov til at vise mine kompetencer frem og sikre mig opgaver i den kommende teatersæson. Mine ambitioner her og nu går helt klart i retning af musicals og skuespil. Min egen musik og de hjemmeskrevne sange er i dag først og fremmest noget, jeg sysler med for min egen skyld. Min sang-skrivning foregår med hjertet og er en side af mit liv, jeg ikke vil undvære.