Sofie Lassen-Kahlke: Jeg skænker ikke fedt og kalorier en tanke

Som i en åben, hul hånd sidder 45-årige Sofie Lassen-Kahlke trygt tilbagelænet i det enorme egetræs fordybning. Øjnene er lukkede, kinderne er røde, og munden er et lille smil. Det er her, hun har det allerbedst, i skoven. Her har hun, siden hun var en lille pige, klatret, løbet, udforsket og ikke mindst drømt sig væk i lege og fantasier om slotte, grotter og eventyr.

Som nybagt mor flyttede Sofie for efterhånden en del år siden tilbage til det naturskønne område i Hellerup, og nu tilbringer hendes tre børn, Alfred på 13, Agnes på 10 og Liva på fem, deres barndom i de samme klatretræer, huler og små lommer, som deres mor gjorde det, da hun var barn.

Mit allerlykkeligste sted

Siden Sofie debuterede som skuespiller for mere end 30 år siden, har hun været folkeeje. Om det har været til premiere på en den røde løber, i Vild med dans eller noget tredje, er billedet af hende oftest den stylede, smukke superstjerne.

Sofie stadig smuk, og hun er også stadig en superstjerne, dog i en helt anden arena end den oprindelige. Det kommer vi tilbage til. Men med årene er livet blevet simplere, siger hun og retter sig selv.

– Nej, enklere. Det er blevet enklere. Der er ikke så meget glamour tilbage i mit liv. Jeg har taget min tørn på den røde løber og vil egentlig hellere bare sidde hjemme foran brændeovnen eller ud at gå en tur i skoven.

Og netop skoven danner ramme om dagens møde, hvor Sofie viser rundt på sin hjemmebane.

– Jeg elsker at tage min mand og vores tre børn med i skoven, tænde et bål og bare sidde og kigge ind i flammerne. Det er der, jeg er allerlykkeligst og gladest. Så føler jeg mig sådan i et med naturen. Og det må også gerne blive mørkt og begynde at sne, det er ligegyldigt.

Forbundet med naturen

Børnene har alle gået i skovbørnehave i denne skov, og de færdes lige så hjemmevant i den, som deres mor altid har gjort det. Måske derfor klager de aldrig over, at det er for koldt, for vådt eller over at de bliver beskidte. Også den usarte tilgang til naturen har de fra deres mor.

– Jeg ELSKER, når mit hår lugter af røg efter et bål. Så føler jeg mig forbundet med naturen.

Hun oplever det som dejlig nemt at tage sine børn med i skoven. De kan få lang tid til at gå med at klatre i træer, snitte pinde eller finde brænde til et bål. Tiden går bare, og en ekstra bonus er, at de ikke bruger tid foran skærmen, når de er ude en hel dag.

– Så kan vi efterfølgende med god samvittighed lande i sofaen alle fem og se en film sammen. Det elsker jeg også at kunne. Man skal have lov at ligge der og sumpe hen, det er balancen, der er vigtig.

Kunsten at mærke efter

I Sofies barndomshjem blev der aldrig talt om sundhed. I dag kan hun godt se, at hjemmet altid var fyldt med lækre frugtfade og grøntsagsstænger, men det blev ikke italesat, at noget var sundt eller usundt, ligesom hun aldrig hørte sine forældre snakke om, at de var på kur.

– Det, tror jeg på, er så vigtigt, og jeg tænker meget over ikke at give de forkerte budskaber videre til mine børn i forhold til kropsfiksering. Derfor bruger jeg aldrig vægt eller størrelse som årsag, når jeg siger stop til mere af noget sødt, eller hvis nogen er vokset ud af noget tøj.

På samme måde har Sofie den tilgang, at det ikke er hende, der skal kunne passe noget tøj. Det er tøjet, der skal passe hende.

– Når jeg hører en veninde sige, at hun holder lidt igen med noget, fordi hun skal kunne være i en bestemt kjole til en bestemt fest… det er helt fjernt for mig. Jeg finder bare en anden kjole, som jeg rent faktisk kan passe. Jeg kan sagtens løbe en tur, fordi jeg føler, at nu har min krop brug for det, men ikke fordi jeg skal kunne være i noget bestemt.

Dermed siger Sofie ikke, understreger hun, at man skal leve af slik og kage. For hende handler sundhed om at være i balance, både i krop og sind, og på den måde være frisk og fyldt med energi.

– Hvis jeg spiser en hel lagkage, får jeg nok lidt kvalme. Men om jeg spiser et, to eller tre stykker, er ikke vigtigt for mig, så længe jeg selv har det godt. Når jeg netop oplever at være i balance, så kan jeg også mærke, hvornår noget er nok.

Kropslykkelig

De senere år er Sofie stort set stoppet med at spise kød. Ikke så meget grundet hverken sundhed eller klimaet, men primært fordi lysten til det er forsvundet. I stedet spiser hun masser af fisk, nødder, frugt og grøntsager, særligt avocado. Hun har læst, at noget af det er ”godt for et eller andet”, men for Sofie er det sekundært.

– Jeg skænker ikke fedt og kalorier en tanke, jeg mærker efter i stedet.

Af samme grund vejer Sofie sig aldrig. Men så forleden, da et af hendes børn skulle vejes hos lægen, hoppede hun også på vægten som det gode eksempel, og selv om kropsvægten for Sofie blot er et tal, som hun ikke tillægger nogen større værdi, blev hun overrasket. Hun opdagede nemlig, at hun nu vejer mere end nogen af de tre gange, hun har været højgravid.

– Hvad? Det forstod jeg simpelthen ikke. Jeg har det bedre i min krop end nogensinde. Måske var jeg meget tynd dengang, det kan da godt være, smiler hun og tilføjer: – Det er bare for at sige, at vægt er noget mærkeligt noget. Men det er fedt at opdage og at vide, at det ikke er tallet på vægtens display, der gør mig lykkelig, kropslykkelig.