Sofies lange kamp: Nu kan jeg manøvrere uden om angsten

Hjemsendelsen af elever under lærer-lockouten i 2013 blev skæbnesvanger for Sofie Møller Nielsen. Hun fik angst og nåede aldrig at få sin afgangseksamen. Hun har siden systematisk arbejdet på at blive sine problemer kvit. I dag får hun stort set ingen angstanfald og har netop åbnet egen wellnessklinik.

– Kvalme er det første tegn. Derefter kan jeg begynde at få det varmt og blive svimmel. I rigtig slemme tilfælde får jeg også flimmer for øjnene og begynder at hyperventilere, fortæller Sofie, der for nylig fyldte 23 år.

Anfaldet udeblev dog, som det stort set altid gør nu om stunder. I omkring et års tid har hun nemlig formået at styre følelserne og via forskellige teknikker feje angsten til side, inden den rammer. Det vender vi tilbage til.

– Det er 10 år siden, jeg første gang blev ramt af et anfald. En aften, da jeg var på vej i seng, fik jeg hedeture, pletter for øjnene og problemer med at trække vejret. Jeg endte ude på græsplænen, hvor jeg kastede op, husker Sofie, som dengang boede i Brønderslev, hvor hun er født og opvokset, sammen med sine forældre og sin store- og lillesøster.

Landets skoler var det forår ramt af lærerlockout og eleverne sendt hjem. Det var den uvante situation, der udløste Sofies angst. Og efter sommerferien fik en anden begivenhed hendes faste grundlag til skride yderligere.

– Min klasse, hvor alle havde kendt hinanden gennem hele skoletiden, blev blandet med elever fra en anden skole. Det fik læsset til at vælte helt for mit vedkommende, fortæller hun.

Nu begyndte en langvarig kamp. Og der er nærmest ikke den metode, Sofie ikke har været omkring i forsøget på at stabilisere sit skrøbelige sind.

– Først gik jeg til skolepsykolog. Herefter prøvede jeg en stresspsykolog, som min far havde haft gavn af, men som nok var bedst til voksne klienter. Jeg prøvede også hypnose, og på et tidspunkt henviste min klasselærer mig til en psykiater i Nørresundby, som jeg endte med at gå hos i fire år. Han var en tryghed og en støtte i min dagligdag.

Følte sig indespærret

Sideløbende bevilgede skolen hende en støttepædagog, der besøgte hende næsten hver dag.

– Det var blandt andet takket være ham, at jeg kom med klassen på lejrskole i København. Han fulgte mig nemlig derover. Og selv om jeg var nødt til at tage hjem før tid, fordi jeg fik det dårligt, var det stadig en god oplevelse. Da mine klassekammerater gik ud af 9. klasse, fortsatte jeg i en særlig 10. klasse, der blev oprettet for unge med psykiske problemer, fortæller Sofie.

Specialklassens øvrige elever var dog hårdere ramt end hende.

– Nogle af dem skar i sig selv, og en begik siden selvmord. Jeg var den mest normale i gruppen, hvilket selvfølgelig et eller andet sted var en lettelse. Men jeg passede ikke ind og holdt mig mest til læreren.

I sidste ende fik Sofie ikke sin afgangseksamen, og en gymnasial uddannelse var dermed ikke en mulighed. Det ville formentlig heller ikke være gået godt.

– Da jeg som 18-årig flyttede til Aalborg, begyndte jeg på handelsskolen. Men jeg var der kun en uge. At være i selskab med 25 nye ansigter i en ny by og blive lukket inde i et klasselokale fik min angst til at bryde ud i lys lue. Min krop begyndte at reagere i samme øjeblik, som læreren kom ind i klassen og lukkede døren efter sig, siger hun.

Sofies egen manual

Periodevis har hun med held varetaget job i tøj- og isenkrambutikker. Sideløbende har hun fortsat sin jagt på en behandling, der kunne hjælpe hende af med angsten én gang for alle.

– Alle de metoder, jeg har forsøgt, har gavnet mig på hver sin måde. Hver eneste psykolog og behandler har bragt mig nogle skridt videre i arbejdet med at lære mig selv at kende.

Da hun for to år siden gik hos en coach, fik hun i den grad noget brugbart med hjem. Under seancerne med coachen producerede hun nemlig en manual, som hun altid har ved hånden.

– Her oplister jeg blandt andet på en overskuelig måde mine succeshistorier og gode oplevelser samt de ting, jeg er dygtig til.

Vigtigst af alt indeholder notesbogen dog også påmindelser om de faresignaler, der optræder, når angsten er på vej samt de teknikker, hun kan bruge til at afværge et angstanfald med.

– Det handler for eksempel om at trække vejret dybt og få luften helt ned i maven. At drikke et glas vand hjælper også. Jeg har altid en lille førstehjælpskasse med mig bestående af koldt vand, en spray mod kvalme og en vifte, jeg kan køle mig af med. Via disse små tricks er jeg efterhånden blevet god til at manøvrere uden om angsten. Men den vil altid spøge i mit liv. Jeg kan ikke garantere, at jeg aldrig får et angstanfald igen.

Omgivet af familien

Til gengæld har hun formået at uddanne sig til massør samt tage kurser i kosmetisk behandling af øjenvipper og bryn. Og 1. februar åbnede hun sin egen well-nessklinik, der lyder det hyggelige navn Hos Møller.

– Mine klienter er både kvinder og mænd i alle aldre. Og jeg er kommet betydelig bedre fra start, end jeg havde turdet håbe på. Det tager dog tid at opbygge en kundekreds, og jeg kan ikke leve af forretningen endnu. Men jeg er så heldig, at jeg altid kan søge hjælp og råd hos min mor og far, der også er selvstændige.

Nu om stunder er Sofie i øvrigt omgivet af hele sin familie. Ikke blot hendes forældre og lillesøsteren, men også hendes storesøster bor i samme boligområde ved Aalborg Havn som hun selv. Og som prikken over i’et i hendes liv har hun det seneste halve år været romantisk involveret med Najib fra Afghanistan.

– Vi lærte hinanden at kende for halvandet år siden, da vi begyndte at skrive sammen på datingappen Tinder. Han er den første kæreste, jeg har haft, efter at jeg har fået det godt med min angst. Og vores forhold bidrager selvfølgelig yderligere til mit velbefindende, siger hun.

Sofie og kæresten deler i øvrigt fag, idet Najib til sommer også bliver færdig med massøruddannelsen. Og de har talt om med tiden at starte firma sammen.

– Jeg har dog planer om at uddanne mig videre og blive kosmetolog. Jeg vil spare op til uddannelsen med nogle af de penge, jeg fremover kommer til at tjene i klinikken. Men der kommer lige til at gå lidt tid. Her og nu har jeg brugt rub og stub på at etablere min lille biks.