Tonny blæser på KOL: "Jeg kan ikke leve uden musikken"

Tonny Bloch-Jensens værksted er fyldt med spændende genstande og skøre anekdoter. Den 85-årige pensionerede altmuligmand vil ikke kalde sig selv opfinder, men han indrømmer, at han finder på at lave mange sjove ting.

Fuglehusene og insekthotellerne, som Tonny sælger ude ved vejen, blev til, da han så en bunke træpaller ligge ved noget byggerod i lokalområdet. Tonny, som altid har haft en stor passion for genbrug, tænkte, at dem måtte man da kunne bruge til noget, og det blev starten på hans sidegesjæft som fuglehus- og insekthotelsælger.

På en hylde står fem snapseflasker på en række i hver deres træholder med et håndtag i siden. ”Snapsegynger”, kalder Tonny dem. Med hjælp fra håndtaget kan snapseflasken vippes, og på den måde kan man skænke et glas snaps på en sjov og anderledes måde. Den fikse opfindelse lavede Tonny for 30 år siden.

– Jeg plejer at sige, at det er det perfekte legetøj til ”store drenge”, siger Tonny med et glimt i øjet.

Han kan også fortælle, at han er manden bag de maskiner, der siden 1976 har lavet danske bilers nummerplader, og at han maler skilte til æresporte, når en bryllupsdag skal fejres. Efter fejringen kan parret få monteret et lille urværk på skiltet, så de kan forevige mindet om dagen.

Når Tonny ikke er i gang med at hamre, save eller male i sit værksted, kan man ofte finde ham i hans musikrum med et stort blæseinstrument i hænderne.

Omgivet af musik

Hver dag spiller Tonny på sit eufonium, og hans kærlighed til musikken har han haft med sig så længe, han kan huske.

Som 3-årig turnerede han med sin morfar, som levede af folkedans. Tonny blev placeret ved musikerne, og omringet af violiner, trompeter og harmonikaer kunne han nyde både dans og musik.

I 1946 havde han som 9-årig lært at spille ”Lille Lise” på en lille trompet, så nu var han klar til at være med i FDF’s drengeorkester.

– Vi spillede på livet løs og lavede skæg og ballade. Jeg elskede at være en del af det, fortæller Tonny.

Siden har han været med til at starte Rønnede musikskole i 1985, fordi egnens børn manglede et sted at lære at spille, Ringsted Blæserne i 1984 og Faxe Blæserne i 2000. Han har også spillet 20 år i Køge Byorkester og synger i dag i Køge Lungekor.

Tonnys karakteristiske skæg med et hul i midten er levn fra hans dage som musiker. Da han spillede på de mindre blæseinstrumenter, skulle han barbere det lille stykke skæg af. Egentlig behøver han ikke at gøre det længere, nu hvor han spiller på et større mundstykke, men alligevel har han beholdt den skæve detalje.

– Nu er det jo blevet en del af mig, forklarer Tonny, der altid har haft nok at se til.

Det ændrede sig heller ikke, da han i 2013 blev diagnosticeret med KOL. Han havde været til lægen ad flere omgange med slem hoste og vejrtrækningsproblemer.

– Første gang, lægen havde fat i nakken på mig, sagde han: ”Nu stopper du saftsuseme med at ryge. Ellers kan du ikke spille musik om et år”, siger Tonny og fortæller, at det var et budskab, han tog meget seriøst. Musikken kunne han ikke leve uden.

Slut med tobakken

På daværende tidspunkt var Tonny og hans kone Mette ved at udvide deres udestue, og Tonny havde en stor betonblanding stående.

Da han kom hjem fra lægen, tog han en rask beslutning, smed sine 30 piber og en dåse rød Orlik-tobak ned i betonblandingen og startede blandemaskinen. Og i dag ligger piberne og tobakken stadig under gulvet i Tonny og Mettes hus i Strøby som et minde om et overstået kapitel.

Tonny og Mette har netop fejret guldbryllup, så de har fulgt hinanden i tykt og tyndt igennem mange år. De mødtes til et bryllup på en kro, hvor Mette var gæst, og Tonny serverede.

Gæsterne ved Mettes bord kunne ikke forstå, hvorfor Tonny gav deres bord så stor opmærksomhed. Sidst på aftenen gik Mettes taske gik i stykker, og hun skulle have hjælp til at reparere den. Det var naturligvis ikke noget, en handyman som Tonny ikke kunne fikse, og resten er historie.

I dag har Tonny og Mette en stor familie. De har to børn sammen, Tonny har to børn fra et tidligere forhold, og de har ialt otte børnebørn.

Parret husker, at det var et stort chok, da Tonny blev diagnosticeret med KOL, og det tog et stykke tid, før Tonny ville erkende, at han var syg.

Heldigvis stod Mette klar ved hans side. Hun havde læst og genlæst bunken af pjecer, de havde fået med hjem fra lægen, så hun var klar til at hjælpe Tonny, når han selv var klar.

– Store dele af vores liv skulle pludselig omlægges, og vi skulle tage stilling til de begrænsninger, vi nu havde. Det var en stor udfordring for Tonny, at han skulle lære at tage den med ro, fortæller Mette, og Tonny tilføjer:

– Jeg havde svært ved at se mig selv som en type, der skulle stoppe med noget som helst. Det var jeg slet ikke gammel nok til, og det er jeg måske stadig ikke.

Evig kærlighed

Heldigvis forsvandt Tonnys kærlighed til musikken ikke, da han fik stillet sin diagnose. Tværtimod. Han blev ved med at spille på sit eufonium og begyndte at synge i forskellige kor.

I dag er Tonny sikker på, at han kan takke sit mangeårige arbejde med åndedrætsteknikker for, at hans KOL ikke er blevet værre med årene.

– Min lungekapacitet er forbedret med 10 procent, og det er i min alder ret usædvanligt. Musikken har derfor både haft positiv indflydelse på mit fysiske helbred, men også mit psykiske. Musik og sang gør dig glad.

Tonnys forbedrede helbred er måske også noget af grunden til, at han i foråret 2022 havde overskud til at blive formand for Lungeforeningens lokalafdeling i Køge. Han havde egentlig ikke planer om at blive formand, men efter nogle hårde coronaår manglede foreningen nye kræfter til at redde fællesskabet.

Det var en opgave for Tonny, som med hjælp fra Mette lagde alle kræfter i at holde foreningen i gang med spændende foredrag, bankospil og uddeling af foreningsmateriale.

Selv om Tonny er glad for sin tid som formand, er det nu tid til at sige farvel og tak.

– Jeg har med tiden lært, at det i min alder handler om at begrænse sig. Det er tid til, at Mette og jeg skal holde os til det, vi kan overskue og være glade for hver dag, vi får givet, siger Tonny, og Mette giver ham ret.

Når man spørger den arbejdsomme altmuligmand, om han så ikke har andre fremtidsdrømme i kikkerten, når han snart får mere tid i hverdagen, peger han på Mette med et lumsk smil.

– Jeg kommer til at have rigeligt at se til, siger han, og parret griner.