Jeg måtte indrømme, at jeg var ved at blive ensom

”62-årig født bornholmer savner socialt samvær i dagtimerne. Alt fra shopping, café-besøg, håndarbejde, cykelture, biografture, evt. rejser eller bare kaffe og hinanden. Vi kunne evt. mødes til en kop kaffe og se, om vi har noget tilfælles?”

Sådan nogenlunde lød Ada Folkmanns opslag på den digitale platform Boblberg, og det skulle vise sig at blive startskuddet til en række nye gode venskaber.

Ada flyttede fra Bornholm til fastlandet i julen 1996. Hun var blevet forelsket. Den udkårne var en mand, hun havde mødt på et kursus i det firma, hun arbejdede for, og Ada valgte at sætte kurs mod kærligheden på Sjælland.

– Det var en svær beslutning. Men jeg var forelsket og slap alt og flyttede. Det var selvfølgelig hårdt, men det var sådan, jeg gerne ville have det, fortæller den nu 66-årige Ada.

Det nyforelskede par boede først i en lånt lejlighed, men allerede året efter købte de sammen hus i Hvidovre. Ada fik job som bogholder, og selv om det forelskede par begge havde voksne børn fra tidligere ægteskab, blev de enige om, at familien skulle udvides med en lille ny. Ada blev gravid og fødte parrets fælles søn Martin, da hun var 43. Ada blev også hurtigt en del af sin mands vennekreds gennem hans store passion for modelfly.

– Det var ligesom hans verden, jeg kom ind i. Med hans hobbyer. Det var også fint nok. Jeg var jo forelsket og ville gerne tilbringe tid med ham og vennekredsen.

Hverdagen forløb, som den slags ofte gør, med børn og job og masser af rutiner. Parret havde en sund økonomi, et lækkert hus, og weekenderne brugte de sammen på mandens hobby, og de kørte land og rige rundt i campingvogn for at deltage i modelfly-stævner.

En stor omvæltning

I 2009 blev Adas verden imidlertid vendt på hovedet, da hun først blev syg med fibromyalgi – en sygdom, der er kendetegnet ved smerter i musklerne, træthed og nedsat fysisk udholdenhed – og senere også dårlig ryg. Hun håbede længe, det bare lige var noget, der skulle overstås, og at alt ville blive som før, men sådan skulle det ikke gå.

Hun blev sygemeldt fra arbejdet, hvilket var en stor omvæltning for den ellers travle Ada. Den nye tilværelse påvirkede også ægteskabet, og Ada begyndte at længes efter at lave nogle flere for hende meningsfyldte aktiviteter fremfor at bruge weekenderne på modelfly.

– Jeg ville gerne nogle andre ting, men så skulle han undvære sit modelfly, og det var han ikke så glad for. Jeg tror bare ikke, det var det liv, han ville leve, og jeg ville heller ikke leve hans liv længere, jeg ville leve mit liv, siger Ada.

Hun og eksmanden blev skilt i 2017, og Ada købte en andelslejlighed, som hun flyttede ind i. På det tidspunkt var smerterne i ryggen blevet så uudholdelige, at hun tog til sin egne læge og insisterede på en operation.

– Jeg gik op til lægen og sagde: Hvis I ikke giver mig en operation, så springer jeg simpelthen ud fra min altan.

Lægen sendte hende videre til en specialist, og et halvt år senere blev hun opereret. Operationen blev en ny begyndelse på livet for Ada, og hun kunne pludselig gøre ting, hun ikke havde haft mulighed for i flere år. Men selv om hendes liv på flere måder blev genstartet, var det, som om der manglede noget. Hun havde sin elskede familie, men de havde også travlt med deres liv. Den omgangskreds, hun tidligere havde haft sammen med eksmanden, var forsvundet efter skilsmissen, og ikke en eneste havde rakt ud til hende.

Overskred egen grænse

De efterfølgende måneder brugte Ada på at istandsatte sin nye lejlighed, og det var her, at det en dag gik op for hende, at der virkelig manglede noget i hverdagen. Og hvad det var. De seneste mange år havde livet og hverdagen kørt i højeste gear, og det gjorde det pludselig ikke længere. Hun indså, at der ikke kom nogen og bankede på hendes dør, men at hun selv måtte gøre noget aktivt for at opsøge nye bekendtskaber.

– Det var grænseoverskridende. Jeg skulle jo indrømme over for mig selv, at der ikke skete så meget i mit liv, og at jeg måske var blevet lidt ensom og halvgammel – og at jeg måtte gøre noget aktivt selv, hvis jeg ville ændre den situation, fortæller Ada.

Tilfældigvis stødte hun på Boblberg, en digital fællesskabsplatform, da hun en dag scrollede gennem sit Facebook-feed.

Ada tog chancen og oprettede en profil. Hun lavede et opslag, hvori hun søgte veninder, der var interesserede i at mødes til cafébesøg, shoppingture, cykelture og andet hyggeligt og gerne nogle, som havde tid til at ses i dagtimerne. Ada kontaktede selv en strikkegruppe, hun fandt frem til på Boblberg, og kort tid efter sad hun i selskab med en flok damer i en strikkeklub i Herlev. Her mødte hun en helt særlig person.

– Der var særligt én i gruppen, Conny. Vi klikkede bare med det samme. Vi aftalte, at vi skulle ud og gå Caminoen, men så fandt vi ud af, at man ikke må snakke på den tur, så det droppede vi hurtigt igen, griner hun.

Selv om Camino-turen blev afblæst, afholdt det ikke damerne fra at tage på andre eventyr sammen. Deres hyggelige repertoire omfatter i dag cafébesøg, shoppingture, cykelture, syaftener og en bade- og vandreferie i Spanien.

Ada har efterfølgende opbygget flere venskaber med andre kvinder, hun har mødt via Boblberg, og hun glæder sig over, at der ikke længere er så mange huller i kalenderen, men i stedet aftaler, hun kan se frem til, når hun om aftenen ofte slænger sig på sofaen hjemme i lejligheden.

Hendes sygdom gør nemlig, at der også er en bagside af medaljen, når man vælger et liv med et højere aktivitetsniveau. Hun ved, at der venter en restitutionsperiode alt efter aktiviteternes omfang, når hun vender hjem fra sine eventyr, men hun har samtidig taget en beslutning om, at det ikke skal begrænse hende.

– Jeg bliver nødt til at gøre de ting, der giver livet værdi. Ellers kører toget bare forbi uden mig. Det er jo livet og minderne, man kigger tilbage på.