En tidlig forårsdag i marts bankede det pludselig på døren ved Lillekilde børnehus i Valby. Leder af daginstitutionen Marianne Fogelstrøm sad på sit kontor, da en kollega kom ind og fortalte, at en kvinde stod ved lågen til børnehuset og spurgte efter hende. Marianne havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, hvad der ventede hende.
Ved lågen blev Marianne mødt af en midaldrende kvinde, der snakkede gebrokkent engelsk, og det gik hurtigt op for hende, at kvinden kom fra Ukraine.
– Den her kvinde fortæller mig, at hun lige er ankommet til Danmark, og at hun gerne vil have et job, og så begynder jeg bare at græde. Man havde set så meget i medierne om de forfærdelige scenarier i Ukraine, fortæller Marianne.
Den ukrainske kvinde, Nataliia, der nu stod foran Marianne, levede ellers et lykkeligt liv i byen Volodymyr-Volynsky i det vestlige Ukraine tæt på grænsen til Polen og Hviderusland. Hendes mand var gået bort for flere år siden, så hun boede alene med sine sønner på 16 og 19 år. Til daglig var hun leder i en daginstitution og holdt meget af sit job med fokus på børn og pædagogik.
Allerede de første dage efter krigen brød ud, hørte de bomber og missiler, der blev affyret i nærheden. Byen, de boede i, er placeret i et militært område og blev derfor bombet som et af de første steder for at ødelægge militært udstyr.
– Vi var rædselsslagne. Det eneste, jeg tænkte på, var, hvordan jeg kunne sørge for sikkerhed for mine børn. Jeg var frygtelig bange for, at min ældste søn skulle i militæret, fortæller Nataliia.
Nataliia lukkede daginstitutionen ned og flygtede mod Polen hurtigst muligt. Det var nærmest umuligt for hende og drengene at få fat i en taxi, så de satte kurs mod den polske grænse til fods – en tur på ca. 25 kilometer. Ved den polske grænse blev de mødt af en masse mennesker, der stod klar til at hjælpe, og den lille familie flyttede ind hos en polsk kvinde.
Selv om kvinden havde åbnet sit hjem for Nataliia, var sidstnævnte stadig enormt bekymret. Hun vidste, at opholdet hos den polske kvinde kun var midlertidigt, og at det ville være risikabelt at flygte, eftersom den ældste dreng kunne risikere at blive nægtet adgang i busserne for i stedet at skulle melde sig til militæret. Nataliia besluttede sig for, at de skulle tage mod den nærmeste busstation for at drage længere nordpå og forhåbentligt finde et mere blivende hjem.
– Vi ventede på en station i Polen for at komme med en bus. Vi ventede hele natten, flere nætter. Der var mange mennesker, der skulle med busserne.
Inden busserne, der havde kurs mod Tyskland, kørte, blev de tjekket. Flere gange oplevede Nataliia og drengene at blive nægtet adgang, og de måtte stige af, fordi hendes ældste søn var over 18 år. Tredje gang skulle dog vise sig at være lykkens gang. En kvinde kom gående ned gennem bussen for at kontrollere, om den var klar til afgang. Hun fik øjenkontakt med Nataliia, der frygtede, at de igen ville blive smidt af bussen. Hendes ældste søn, der ikke havde sovet i flere nætter, var allerede faldet i søvn ved siden af hende, og om det var det, der blev deres held, er ikke til at vide. I hvert fald besluttede kvinden at give tegn til buschaufføren om, at bussen var tjekket og klar til at køre.
Nataliia kunne næsten ikke tro det. Langt om længe kunne hun ånde lettet op.
– Det var en forfærdelig situation. Jeg prøver at fortrænge det. Jeg er bare taknemmelig for, at jeg fik mine sønner med.
Bussen gjorde holdt i Tyskland, men familien valgte at fortsætte videre mod Danmark. Efter flere stop i Danmark blev de indkvarteret på ”Welcome house i Valby” sammen med andre ukrainske flygtninge.
Nataliia havde faktisk drømt om at komme til Danmark, siden hun otte-ni år tidligere havde været til foredrag med en dansk kvinde, der fortalte om pædagogik i Danmark.
Nataliia fik dengang den danske kvindes visitkort, og lige netop det kort skulle vise sig at få stor betydning. Skæbnen ville nemlig, at kvinden på visitkortet befandt sig blot 500 meter fra ”Welcome house” i Valby, hvor Nataliia og drengene var blevet indkvarteret.
Nataliia tøvede ikke et sekund. Allerede dagen efter stod hun ved lågen foran børnehuset Lillekilde.
– Jeg havde gemt visitkortet, fordi jeg synes, dansk pædagogik er spændende, og jeg havde altid tænkt, at jeg gerne ville besøge Danmark, fortæller Nataliia.
Hun stod nu med det slidte visitkort i sine hænder og forklarede Marianne, at hun havde været til et foredrag med hende i Ukraine. Hun havde gemt visitkortet, fordi hun havde drømt om at se en dansk børnehave efter Mariannes foredrag i Kyiv.
Nataliias ønske til Marianne var først og fremmest at få et job i børnehaven. Hun ville også gerne have meldt nogle af de ukrainske børn ind, som boede med deres mødre i ‘’Welcome house’’, hvis det var muligt.
– Jeg blev meget beæret og rørt over, at hun opsøgte mig, og jeg vidste, at hende måtte jeg hjælpe. Man når jo egentlig ikke at tænke særlig meget, siger Marianne.
Marianne gik straks i gang med at finde ud af, hvordan hun kunne hjælpe Nataliia og nogle af de ukrainske børn. Hun manglede ikke medarbejdere og havde egentlig ikke plads til flere børn, men hun var fast besluttet på, at hun ville holde sit løfte om at hjælpe. Hun ringede straks til Københavns Kommune samt skrev ud til de mange samarbejdspartnere, hun havde haft gennem årene. Hun fortalte dem, at Nataliia var kommet til hende og havde brug for hjælp.
– Det var helt vildt. Der gik tre dage, og så havde jeg fået alle midlerne. Både madrasser, garderober til børnene og penge til Nataliias løn, fortæller Marianne.
Hun havde i fællesskab med kolleger og kommunen besluttet, at de kunne tage imod 10 ukrainske børn i Lillekilde. Det var vigtigt for hende, at det blev gjort ordentligt, og at der var de rette midler til rådighed til de 10 børn.
– Vi ville lave en ny gruppe til den ukrainske børnegruppe, og de fik navnet Græshopperne, fordi de er hoppet fra sted til sted. Jeg ved godt, det lyder meget pædagogisk, griner Marianne.
Især den første måned var udfordrende på flere parametre. Nataliia var meget bekymret for sin ældste søn, der var over 18 og dermed myndig. Hun frygtede, at Udlændingestyrelsen ville flytte ham, og at de ville blive skilt ad. Derudover havde hun og de andre ukrainske mødre udfordringer med at få oprettet bankkonti og få styr på formelle ting.
Marianne brugte meget tid på at støtte dem og hjælpe med praktiske ting.
– Den første måned var rigtig hård. Der var selvfølgelig mange følelser i spil. Nataliia græd, de andre ukrainske mødre græd. Det var jo et helt nyt liv for dem, fortæller Marianne.
Børnene havde også en svær begyndelse. Nataliia kunne ikke gå mere end en meter væk fra dem, fordi de følte en enorm tryghed hos hende. Desuden var sprogbarrieren svær, og der viste sig hurtigt også at være kulturforskelle, der skulle tages hensyn til. Pædagogerne forsøgte på bedste vis at balancere hverdagen for børnene, men det krævede tid og tålmodighed. De oplevede også, at børnenes savn til fædrene fyldte meget hos de ukrainske børn.
– De havde ikke deres fædre. Når et barn normalt siger, jeg savner min far eller mor, vil jeg sige, at vi kan lave en tegning eller et brev. Men hvad søren skulle man lige sige. hvordan skulle man hjælpe og trøste, siger Marianne.
Som tiden gik, begyndte børnene stille og roligt at finde sig mere til rette i Lillekilde. I løbet af sommeren blev de ukrainske børn trygge nok til at blande sig mere og mere med de andre børnegrupper. Udviklingen var fantastisk for Marianne, Nataliia og de andre i børnehuset at være vidne til.
– Da vi kom så langt, at Nataliia kunne få lov til at gå ned ad gangen for at gå på toilettet, uden de små var med, græd jeg, fortæller Marianne.
I dag er det godt et halvt år siden, de ukrainske børn for første gang satte deres fødder i Lillekilde, og en anden vigtig begivenhed venter dem nu. De skal nemlig ikke længere hedde Græshopperne, men Guldsmedene. De ukrainske børn får lov til at vælge en ny plads hos Guldsmedene og bliver dermed en integreret del af den eksisterende Guldsmedegruppe.
– Det er et stort og fantastisk skridt, siger Marianne.
Også Nataliia er faldet fantastisk til og nyder at bruge tid sammen med både danske og ukrainske børn samt lære en masse om dansk pædagogik. Indtil videre har Nataliia og drengene fået to års opholdstilladelse i Danmark, og hvad fremtiden bringer, er endnu uvist. Lige nu er hun taknemmelig for at være en del af Lillekildeog være sammen med sine sønner.
Når Marianne ser tilbage på børnenes og Nataliias udvikling og på, hvilken betydning det har haft for dem at blive en del af børnehuset i Lillekilde, bliver hun tydeligt rørt.
– Det betyder meget for mig. Jeg er glad for, at jeg kunne hjælpe lidt. Man tænker ikke over det, man gør det jo bare. Sådan tror jeg bedst, jeg kan forklare det, siger hun, mens hun tørrer en tåre væk fra kinden.