De kalder hende flyvende farmor. De kunne også kalde hende farverige farmor eller fantastiske svigermor. Men hun hedder i virkeligheden bare Lene Smiszek og bor i Haslev.
Det er hende, der cykler hjemmefra med hjemmebagte boller og fantastiske madpakker om morgenen, så hendes kære små og store familiemedlemmer ikke skal gå ned på forplejningen i løbet af dagen. Det er også hende, der altid siger, at hendes søn, Tex, har ret, uanset hvad han gør.
Netop derfor kunne man tro, at svigerdatter, Henriette Grauballe, ville synes, at hendes svigermor var meget irriterende, men tværtimod: Hun er altid spændt på, hvilken undskyldning hendes svigermor nu vil finde på, når hendes søn glemmer en aftale eller laver en eller anden lille fejl i hverdagens mange gøremål.
I Henriettes øjne er farmor Lene nemlig absolut fantastisk i sin store kærlighed til hele familien. Derfor har hun indstillet Lene til at modtage Familie Journals julekurv.
Farmor bor i Skolegade, Tex og Henriette og de fire børn bor et par gader derfra. Farmor er 64 og på efterløn, de andre er en helt almindelig travl børnefamilie med tvillingerne, Jonathan og Mille på 17, og så de to små, Vilde på fire og Vega på otte år. Som alle ved, er bedstemødre som regel fuldstændig tossede med deres børnebørn, og det gælder bestemt også Lene.
– Det er fantastisk at få børnebørn i to hold, så har man glæden ved at opleve små børn i flere år, siger Lene, og flyvende farmors talent rækker også over flere årgange. Hun er den, der smører de bedste madpakker, hun kan snakke en 4-årig i tøjet om morgenen, selv om barnet helst vil blive under dynen. Hun kan spille kort med de store og tabe uden at græde, hun hører hemmeligheder om stort og småt, og børnene ved, at farmors mund er lukket med syv segl.
– Vores farmor er et særlig varmt menneske, siger Henriette.
– Somme tider kan jeg blive bange for, om folk tror, vi udnytter hende, for hun vil virkelig gøre alt for os. Hun følger tit børnene i skole og børnehave og henter dem efter skole, en gang om ugen inviterer hun på aftensmad, og der er altid plads til en overnatning på ”farmors hotel” til et barnebarn. Vi kan kun sige, at vi værdsætter vores farmor og alt det, hun gør, men vi forventer ikke, at hun skal stille op for os. Vi kan godt klare os selv, men vi vil helst ikke, for vi vil ikke undvære Lene i vores daglige liv, siger Henriette.
Lene lyder som den svigermor og farmor, vi alle gerne ville have i vores liv, men der var også engang, da svigermor havde stærkt brug for sin familie. Hun vidste det bare ikke rigtig, før familien tog affære.
Lene er en ud af 10 søskende og fra et hjem, hvor man godt kunne lide ”en lille en”. For nogle mennesker er det helt fint, men for Lene var det ikke fint. I hvert fald ikke til sidst.
– Jeg arbejdede som aftenvagt i hjemmeplejen, og når jeg kom hjem fra arbejde, fik jeg en irish coffee til at slappe af på. Det har jeg gjort i mange år, uden at det egentlig var et problem. Jeg har været fraskilt en del år, og vi havde kun fået et barn sammen, Tex. Jeg havde flere veninder, en søster som jeg havde et rigtig godt forhold til, og mange interesser, så jeg var ikke ensom, men gradvist blev det sådan, at den der irish coffee blev et ritual, jeg ikke kunne undvære, husker Lene.
– Der var ingen, der vidste, jeg drak om aftenen. Næste dag var jeg igen den helt almindelige Lene, der var en god mor for Tex og senere en god svigermor og farmor. Jeg passede mit arbejde, og jeg tænkte ikke på mig selv som alkoholiker. For 15 år siden mistede jeg så to veninder og en søster af sygdom i det samme år. Det satte ekstra skub i mit drikkeri, så nu blev det til alt, alt for meget. Jeg var alkoholiker, men jeg sad ikke nede på bænken som andre alkoholikere. Man kan sige, jeg tog bænken med hjem i stedet for, siger Lene.
Lene troede, hun havde skjult sin hemmelighed godt. Hun passede sit arbejde, hun var sammen med familien og vennerne, og hun sagde altid pænt nej tak til spiritus, når de var ude. Der var ingen, der kunne sige hende noget på, tænkte hun. Hun var jo ikke alkoholiker. Hun fik bare ”en lille en” efter arbejde, så hun kunne slappe af.
Men Tex og Henriette vidste det. De holdt øje med hende, men i lang tid sagde de ikke noget, for kunne man tillade sig at blande sig i andres liv på den måde? Og måske var det ikke så galt alligevel? Men for fem år siden kunne de ikke længere lade som ingenting.
– Min mand og jeg havde snakket om, at farmor måske fik lige lidt for meget om aftenen, men vi vidste ikke, hvordan vi skulle snakke med hende om det. Vi ringede til misbrugsbehandlingscenteret Orelund for at få nogle gode råd. De havde en ledig plads, så farmor kunne blive indlagt dagen efter, siger Henriette.
Det var Tex, der gik alene over til sin mor og med bankende hjerte holdt sin lille forberedte tale om, at de kunne se, at alkoholen var kommet til at betyde for meget i Lenes liv. Det blev sagt med kærlighed, men det blev også sagt som en kendsgerning.
Den aften tog Henriette og Tex over, og næste dag blev Lene indlagt til afvænning på behandlingscenteret.
– Først syntes jeg, det var så pinligt. Jeg skammede mig og ville hjem, men så spurgte de mig, hvad det var, jeg ville hjem til? Jeg vidste jo godt, at hvis jeg fortsatte med at drikke, ville det ende helt galt, og måske ville jeg endda miste min familie. Jeg havde ikke noget valg, så jeg holdt ud, og de fem uger, jeg var indlagt, blev en fuldstændig omvæltning af mit liv. Jeg mødte helt almindelige mennesker som mig selv, der var endt i misbrug. Da jeg rejste derfra, havde jeg fået en ny omgangskreds af mennesker, der forstod mig, og som jeg forstod. Vi var færdige med alkohol, nu skulle vi til at stå på egne ben igen, siger Lene.
Den 17. november i år var det fem år siden, Lene igen stod på egne stærke ben uden alkohol. Siden har hun også smidt cigaretterne væk, og med sin søns ord er hun blevet en opdateret farmor ”model 2.0”. Der er kun en eneste ting, familien godt kan finde på at klage over:
– Når man er hjemme hos farmor, må man aldrig lave noget. Jeg har tit spurgt, om jeg ikke skal hjælpe med at dække bord, lave mad eller klare opvasken, men det vil hun ikke have. Hun vil selv, siger Mille, mens mor Henriette ryster lidt på hovedet.
Men sådan er det: Bedsteforældre skal ikke opdrage børn, de skal forkæle dem – og det er farmor rigtig god til.