Lige fra hjertet: Jeg skulle være helt alene i julen

December er den skønneste tid på året, og jeg elsker den. Hvert år bager jeg brunkager, pebernødder, klejner og hvad, der ellers hører sig til. Hele huset pyntes med kravlenisser, guirlander, adventskrans, en masse nips og selvfølgelig et smukt juletræ. Hver dag i hele december plukker jeg en grannål af træet og snuser til den med lukkede øjne og et lille smil.

Min store datter synes, jeg er lidt skør, men hun ved godt, hvorfor jeg gør det. Hver gang, jeg indånder den skønne duft af gran, kommer jeg nemlig til at tænke på den jul for 25 år siden, hvor jeg nær var endt helt alene. Selv om det er så mange år siden, husker jeg det, som var det i går.

Jeg var 19 år dengang. Som så mange andre tog jeg et sabbatår efter min studentereksamen, og jeg kunne ikke komme hurtigt nok væk. Efter alle studenterfesterne og en dejlig sommer hjemme med vennerne rejste jeg til Sydney i Australien.

Her skulle jeg være aupair hos en familie, der boede i den eksklusive del af byen. Det ville blive en kæmpe oplevelse, og jeg følte mig lykkelig og fri, da jeg sad i flyvemaskinen, der skulle mellemlande i Singapore, før vi fløj videre til Sydney.

En vidunderlig rejse

Det var så vidunderligt at komme væk fra Danmark. Jeg var skoletræt, træt af mine forældre og træt af vejret. Godt nok havde sommeren været dejlig, men snart kom de korte, mørke og kolde dage. Dem ville jeg slippe for nu og i lang tid frem. Det var også slut med kedelige bøger, eksaminer og forældre, der blandede sig i alt. Nu skulle jeg ned til sol, varme og et helt nyt liv.

Min australske værtsfamilie hentede mig i deres kæmpe bil. De var der alle sammen. Moren, faren og de to halvstore piger. De var søde, og de boede i det mest vidunderlige hus med pool og tennisbane. Forældrene havde rødder i England, men på grund af mandens arbejde som direktør for en større virksomhed var de flyttet til Sydney for 15 år siden.

Her var begge børn født. De gik på en dyr privatskole, og de havde skoleuniformer med hatte, husker jeg. Moren var hjemmegående, men hun var som regel væk det meste af dagen. Hun tilbragte en del tid i den lokale golfklub, og så havde hun en håndfuld veninder, som hun ofte spiste frokost med på forskellige caféer.

Jeg faldt hurtigt til, og jeg havde det fint med at vaske tøj, gøre rent, købe ind og hente børnene fra skole. Alle var utroligt imødekommende. Kassedamerne smilede altid og spurgte, hvordan jeg havde det, og så fik vi en lille snak.

Hvis jeg stod med et kort for at finde vej, gik der aldrig mere end to minutter, før en venlig sjæl kom mig til undsætning. Jeg bemærkede også, at de fleste sagde tak til chaufføren, når de steg af bussen. Det havde jeg aldrig oplevet derhjemme, men nu begyndte jeg også at smile og takke for turen.

Jeg elskede hver dag

Min mor ringede en gang om ugen, og vi skrev også en del til hinanden. Hun spurgte flere gange, om jeg havde fået kontakt til nogle andre danskere derude. Det havde jeg ikke, for det ville jeg ikke. Hvorfor skulle jeg det? Jeg ville meget hellere lære de lokale at kende og blive bedre til engelsk. Det prøvede jeg at forklare min mor, men hun forstod det tydeligvis ikke.

Månederne gik hurtigt, og jeg elskede hver dag. I weekenderne gik jeg i byen, og jeg blev hurtigt veninde med Ayla, som var en rigtig partypige. Vi havde det virkelig sjovt sammen, og jeg nød vores byture. Det var også helt fantastisk at tage hjem klokken to om natten, hvor temperaturen i november kunne være 16-17 grader. Jeg tænkte på dem derhjemme, der nu gik rundt i tykke frakker.

Jeg savnede intet ved Danmark, og jeg fantaserede lidt om at blive i Sydney. Dog havde jeg ikke fået en kæreste. Der var meget flirteri, når jeg gik i byen med Ayla, og jeg var da også på et par dates, men det blev ved det.

Hjemveen ramte i julen

Men så kom julemåneden. Den første søndag i advent ramte hjemvéen. Vi plejede altid at tænde adventskransen derhjemme og synge første vers af ”Velkommen grønne adventskrans”. Den tradition havde min australske værtsfamilie ikke. De forstod ikke rigtig, hvad jeg talte om, da jeg prøvede at forklare. Der blev heller ikke bagt, men der kom da lidt julepynt op i det store hus.

En dag gik faren op på loftet og hentede nogle ranker af plastikgran med blinkende lys samt et stort plastikjuletræ. Jeg spurgte om, der ikke fandtes ægte juletræer. Min værtsmor lo og svarede, at det gjorde der vist, men det var da meget nemmere med et i plastik.

Det forstod jeg ikke. Jeg sagde, at duften af gran jo manglede. Så hentede min værtsfar en sprayflaske med granduft og sprøjtede det ud over træet. Han troede, jeg blev glad, og det var også sødt af ham. Jeg smilede, men indeni var jeg målløs. Man kunne da ikke have jul på dåse.

Min australske familie var som sagt utrolig søde, men de forstod ikke min længsel efter de danske juletraditioner. Den 24. december betød ikke noget for dem. De skulle grille hos nogle venner, og jeg måtte hjertens gerne komme med. Jeg elsker grillhygge, men ikke juleaften. Den 25. december skulle de have kalkun og en frugtkage midt på dagen, og det var også her, børnene fik deres gaver. Sådan er den engelske jul, men for mig var det mærkeligt.

Ayla forstod heller ikke mit problem. Hun syntes, at det var spøjst, at vi dansede om juletræet i Danmark.

– Jamen, skål på det, havde hun svaret, hvorefter hun begyndte at tale om en fyr, hun lige havde været på date med.

I løbet af december blev jeg mere og mere ked af det. Jeg ville ikke sige noget til min mor, når hun ringede, for jeg syntes, at det var pinligt. Jeg lod, som om alt var fint, men det var det ikke. Pludselig savnede jeg de iskolde morgener, hvor frosten rigtig bider i kinderne. Jeg var ved at gå til af varme i den australske sommer, og der var myg og kæmpe kakerlakker over det hele.

Komisk julepynt

Et par dage før juleaften tog jeg ind til byen for at prøve at komme i julestemning. Der var julepynt over det hele, men det var slet ikke som i Danmark. Overalt var der kæmpe plastikjuletræer med plastikpynt og lys i alle farver. Nogle steder drejede de store juletræer rundt og spillede julemusik. Det så næsten komisk ud.

Jeg længtes hjem og tænkte på det smukke, ægte juletræ på torvet i vores lille by. Det var altid så stilfuldt og helt enkelt pyntet med røde glaskugler, julehjerter og hvide lys. Når lysene blev tændt for første gang, blev der hvert år sunget julesange, og det lokale blæseorkester spillede til. I butikkerne var der små julelandskaber i naturtro stil, og når jeg kom hjem, duftede der ofte af klejner eller brunkager, som min mor var i gang med at bage. Hvor jeg dog savnede det hele.

I Sydney syntes jeg, det hele var så stort og overdrevet. Jeg husker stadig, at der i et stormagasin hang en slæde med julemanden og alle hans rensdyr. De var hvide med gevirer og hove af guldglimmer. De havde også snuder af guldglimmer, undtagen Rudolf, der havde en tud af rødt glimmer. Det var flot lavet, men det var ikke naturligt. Julemandens rensdyr er altså ikke hvide, tænkte jeg.

Mit humør var på nulpunktet den decemberdag for 25 år siden, og jeg måtte væk fra alt det glimmer og blinkende lys. Jeg gik ned ad en sidegade, hvor jeg ikke havde været før.

Pludselig kom jeg forbi en forretning, hvor jeg så en dansk lysestage i vinduet. Da jeg så nærmere efter, genkendte jeg flere danske ting. På forretningen stod der ”Scandinavian design”.

Jeg gik indenfor. Det var en lille, hyggelig forretning, og jeg følte mig straks bedre tilpas. Jeg fandt en dansk lysestage, som jeg besluttede at give min værtsfamilie i julegave.

Ekspedienten var på min alder. Hun spurgte, om den skulle pakkes ind, og jeg sagde ja tak. Mens hun stod med papir og bånd bemærkede jeg et visitkort på disken. Her stod ”Hanne Jensen”. Da jeg spurgte ekspedienten, hvem det var, svarede hun, at det var hendes mor, og at det var morens forretning. Jeg husker stadig, hvordan jeg helt overvældet fik fremstammet, at min mor også hed Hanne Jensen.

Jeg præsenterede mig som Emma Jensen. Den unge pige på den anden side af disken hed Emily Jensen. Pludselig kom hendes mor, Hanne, frem fra baglokalet. På bragende jysk ønskede hun mig glædelig jul. Det er lidt pinligt at nævne, men jeg brød fuldstændig sammen. Lige dér i den danske butik stod jeg med tårerne løbende ned ad kinderne. Jeg mindedes, hvordan Hanne uden et ord gav mig verdens længste knus. Hun spurgte, om jeg havde julehjemve, og jeg kunne ikke andet end at nikke.

Invitation til jul

Så vidt jeg husker, gik der fem minutter, så havde Hanne inviteret mig hjem til dem juleaften til en ægte dansk jul. Hanne fortalte, at hun ligesom mig havde været aupair i Sydney. Her mødte hun Sean, de var blevet gift og havde fået Emily og hendes to år yngre lillebror, George. Børnene talte ikke dansk, men de elskede Danmark og særligt alle juletraditionerne.

Det blev en jule-aften, jeg aldrig glemmer. Godt nok var der 40 graders varme i skyggen, men der var andesteg og risalamande og søreme også et ægte juletræ. Jeg ved ikke hvilken type grantræ, det var, men det lignede ikke dem, vi har herhjemme. Nålene var meget lange, men det gjorde ikke noget. Det var et ægte grantræ, og jeg husker, hvordan jeg gik hen og plukkede en grannål og indåndede den ægte granduft. Da var det næsten som at være hjemme hos min familie i Danmark.

Dagen efter fejrede jeg den engelske jul med min australske værtsfamilie, og de blev meget glade for den danske lysestage. Det var også en dejlig dag, men selvfølgelig noget helt andet.

Nu er der gået 25 år. Jeg har for længst mistet kontakten til min værtsfamilie og til Ayla, men Hanne og Emily ringer jeg til hvert år. Jeg er stadig dybt taknemlig over, at de åbnede deres hjem for en fremmed, dansk pige, der pludselig fik julehjemve. Hver dag i december, når jeg knækker en lille grannål af og indånder julen, tænker jeg på dem.