Jeg var 16 år og til mit livs første gymnasiefest. Der sad jeg og gemte mig lidt væk i et hjørne, mens jeg med et genert blik fulgte skolens flotteste fyr. Vagn gik i 3.g og lod til at nyde at være midtpunktet for alle pigers opmærksomhed. Han førte sig frem med en helt anden selvtillid end de fleste andre drenge, når han flirtede med pigerne, og samtidig var han langt mere galant, når han bød dem op til dans.
Da han nærmede sig mig, turde jeg ikke andet end at slå blikket ned. Jeg kunne slet ikke tro på, at jeg, der bare var lille og gennemsigtig, på nogen måde skulle have fanget hans opmærksomhed. Jo mere jeg forsøgte at gå i ét med væggen, jo mere kæmpede han for at fange min opmærksomhed. Han opgav heller ikke, og det endte med, at jeg tog imod hans hånd og fulgte med ham ud på dansegulvet.
Resten af festen fortsatte Vagn med at gøre stormkur til mig, uden at jeg forstod, hvad det var, han så i mig. Kun ét var sikkert: Fra det øjeblik, jeg overgav mig og besvarede hans kys, slap han mig ikke af syne igen.
Selv om Vagn og jeg blev kærester og senere også gift, fortsatte han med at være damernes mand. Når vi gik ud sammen, flirtede han stadig, strøede om sig med komplimenter, og han stortrivedes med at være centrum for deres opmærksomhed.
På trods af der nok var kvinder, der var interesserede i mere end bare en enkelt dans med ham, led jeg ikke af jalousi. For Vagn lagde samtidig aldrig skjul på, at jeg var kvinden i hans liv, ligesom han sørgede for at være den eneste mand i mit liv.
Hvis en anden mand bød mig op til dans, mistede Vagn straks al interesse for sin egen dansepartner. Ud ad øjenkrogen fulgte han hvert et dansetrin, og så snart, han kunne, kom han hen og overtog dansen med mig.
I andres øjne har det sikkert set sødt ud, at Vagn stadig var så forelsket i mig, men i virkeligheden var hans behov for at være min eneste ene allerede begyndt at sætte flere og flere begrænsninger.
For Vagn brød sig slet ikke om at dele mig med nogen. Indtil vi fik børn, arbejdede jeg og sås også stadig med mine veninder. Vagn fik det dog helt elendigt, hvis jeg skulle til en festlig sammenkomst uden ham.
Det var ikke sådan, at han var truende eller forsøgte at forhindre mig i at tage afsted. Tværtimod insisterede han på at køre mig, mens han udspurgte mig om, hvem der deltog i festen, hvor længe den ville vare, og hvad der skulle foregå.
På samme måde insisterede han også på at komme og hente mig igen. Han dukkede imidlertid altid op længe før, festen var slut, og så stod han der, midt i det hele, og charmerede alle kvinderne. Først når vi kørte hjem, udspurgte han mig om, hvilke af mændene jeg selv havde talt og danset med, inden han kom.
Når han havde udspurgt mig længe nok, kunne jeg næsten selv komme i tvivl om, hvorvidt jeg havde foretaget mig noget bag hans ryg. Det havde jeg nu med sikkerhed aldrig, for hvorfor skulle jeg det? Jeg elskede Vagn, og det var ham, jeg ville dele resten af mit liv med.
Alligevel blev han ved med at være lige jaloux. Selv da jeg opgav mit arbejde for at blive hjemmegående, havde Vagn vanskeligt ved at dele min opmærksomhed med vores tre små børn, når han selv kom hjem fra sit arbejde i sin enmandsvirksomhed, hvor han arbejdede med it.
Efterhånden gled kontakten med mine gamle veninder ud, fordi Vagn ikke brød sig om, at jeg gik alene ud for at ses med dem, mens han blev hjemme. Da vores yngste begyndte i skole, mente Vagn ikke, det var nødvendigt, at jeg begyndte at arbejde igen. Han tjente mere end rigeligt til at forsørge os.
Da jeg stadig insisterede på at tjene mine egne penge, ansatte han mig som sin kontordame til en løn, jeg aldrig ville komme i nærheden af andre steder. Det blev så også hans argument for, at jeg ikke skulle søge andre steder hen. Eftersom vi havde fællesøkonomi, kom min løn heller ikke til at gøre nogen forskel.
Ligeledes bestod min sociale omgangskreds kun af vores fælles vennepar, hvor kvinderne misundte mig at være gift med Vagn. Deres mænd var for længst holdt op med at kurtisere dem, mens Vagn stadig gjorde det, når vi sås.
Da børnene efterhånden var flyttet hjemmefra, og jeg selv nærmede mig de 60, valgte Vagn at lukke sin virksomhed. Nu ville han nyde sit otium derhjemme sammen med mig.Selv om jeg helst ville have fortsat med at arbejde et andet sted, gav Vagn mig end ikke et øjebliks fred til at skrive en ansøgning.
For nu, hvor han ikke længere havde andet at give sig til, krævede han for alvor min opmærksomhed. Hvis jeg satte mig for at læse i en bog, afbrød han mig hvert andet øjeblik, og ville jeg gå en tur alene med hunden, ville han med.
Da han ville begynde at spille golf, drog jeg et lettelsens suk, men kun indtil jeg forstod, at han også ville have mig med. Nu satte jeg foden ned. Jeg havde behov for at gå til noget for mig selv og uden Vagn.
Jeg fandt et yogahold, hvilket han ikke havde noget imod. I hvert fald ikke før det gik op for ham, at der var en enkelt mand på holdet. For Vagn var overbevist om, at min begejstring for yoga skyldtes denne ene smidige hane i kurven. Herefter opgav jeg at overbevise ham om andet og gik i gang med at lede efter en anden interesse, jeg kunne have i fred.
Da jeg fandt en roklub kun for kvinder, lod det umiddelbart til at være løsningen. Jeg startede om formiddagen på et kaninhold for at lære at ro. Her var jeg tilmed en af de yngste. De fleste andre var, som klubbens øvrige medlemmer, pensionister.
I samme takt, som vi lærte at ro ude på vandet, blev vi budt hjerteligt velkomne i roklubbens sociale fællesskab inde på land. Der var altid varm kaffe på kanden i klubhuset og desuden fællesspisning en gang om ugen, hvis man havde lyst til det. Jeg nøjedes dog med at småsnakke lidt med de andre, inden jeg kørte hjem til Vagn, der fortsatte med kun at tale om sig selv.
Da vi havde bestået prøven til robåd, var der tradition for, at selveste Neptun ville stige op fra sit havs rige og døbe sine nye kaniner, som bagefter skulle fejres med en festlig middag i klubhuset.
Heller ikke det satte Vagn sig imod. Han mente bare, at det ville blive meget festligere, hvis det i stedet for en af damerne fra klubben var ham, der klædte sig ud som Neptun med harpun og en hårpragt af langt, grøn tang.
Da jeg nægtede at videregive hans tilbud til festarrangørerne, var han derimod ikke længere så sikker på, at en mandlig roer ikke allerede havde nået at byde sig som rokvindernes ”havgud”. Jeg bad ham om at blande sig helt udenom min kanindåb, for nu måtte han simpelthen lære at lade mig have noget for mig selv.
Solen skinnede, og vandet var blikstille, mens latteren bølgede, da den kvindelige udgave af Neptun højtideligt havde døbt os kaniner og budt os hjerteligt velkomne som fuldgyldige medlemmer i klubben. Bagefter spiste vi festmiddag med hvide duge på langbordene, mens der indimellem de tre retter var indslag med sange og sjove konkurrencer.
Da vi var nået til kaffen, sad jeg fordybet i en samtale med et par af de andre, da jeg hørte en mandsstemme blande sig i selskabet. Jeg vendte mig om og så til min vantro Vagn gå rundt og præsentere sig for alle som den heldige mand, der var gift med mig. Og, kunne jeg overhøre, når han alligevel var i nærheden, ville han stikke forbi for at se, om jeg havde brug for et lift hjem.
Jeg blev siddende på min plads. Så kunne han stå dér og rasle lige så tosset med sine bilnøgler, mens jeg rystede på hovedet og sagde, at jeg ikke var færdig med min kaffe. Et par af de ældste damer inviterede ham på en kop i den anden ende af bordet. Der sad han så og spiste hjemmebag og gav den som den store charmør, mens jeg forsøgte at ignorere ham.
Det endte med at være mig, der måtte trække ham væk fra al den opmærksomhed, han sad og solede sig i. Da vi satte os ind i bilen, var jeg så vred på Vagn. Hvorfor kunne han ikke lade mig have noget for mig selv? Han mente derimod, at når man var gift, skulle man være sammen om alt.
Har du oplevet noget sørgeligt, glædeligt, rørende eller oprørende i dit liv? Et vendepunkt? Eller har du livserfaringer, som andre kan få glæde af?
Så skriv og fortæl din historie til Andrea Bak på e-mail: andrea.bak@aller.com
Det endte med, at jeg hellere ville skilles end at dele resten af mit liv med ham. Ikke en erkendelse, der kom samme aften eller dagen efter. Det tog måneder og mange søvnløse nætter, før jeg var klar til at forlade vores lange ægteskab. Det handlede selvsagt ikke kun om, at Vagn havde ødelagt min kanindåb. Det var bare den sidste dråbe.
I kølvandet på skilsmissen kom det frem, at han gennem årene havde været mig utro med andre kvinder. Det var der ingen grund til at spilde mit liv med at være jaloux over på bagkant. Jeg konstaterede bare, at jeg havde været frygtelig naiv og brugte i stedet alle mine kræfter på at træde ud af mit gamle skyggeliv med ham. Der var dem, der mente, at jeg havde kastet guld på gaden. Sådan følte jeg det nu ikke.
Da det kom til bodelingen, var Vagn ikke det mindste galant over for mig. Han endte med stort set at rage det hele til sig. Han var heller ikke længe om at finde sig en ny eneste ene, som siden har forsynet ham med al den kvindelige opmærksomhed, han nok aldrig vil kunne få nok af.
I dag, hvor jeg er blevet folkepensionist, nyder jeg at bruge mit liv på det, jeg har lyst til. En del af det går med at være en aktiv del af fællesskabet i roklubben, hvor jeg i år for første gang skal optræde i hovedrollen som Neptun til vores kanindåb.