Mit dilemma: Min datters far vendte tilbage

Det rev næsten hjertet ud af kroppen på mig, da min datter, Rose, meddelte, at hun gerne ville flytte hen til sin far, Henrik.

Jeg var også vred, for hvordan kunne han foreslå Rose at flytte bag min ryg?

Flytte hjem til Henrik og Lisa? svarede jeg måbende.

– Ja, lød det fra min 11-årige datter, som om det var den naturligste ting i verden at flytte hen til den far, hun først lige havde lært at kende.

Den far, der vel at mærke aldrig havde villet have noget at gøre med hende, før han for et halvt års tid siden var flyttet tilbage til vores by sammen med sin nye kone og deres lille søn.

– Det må vi lige tænke over, sansede jeg at sige, mens Rose stod skråsikkert over for mig og lignede en, der var klar til at flytte i morgen.

Gud være lovet ringede hendes bedste veninde sekundet efter, så jeg slap for at rode mig ud i en længere diskussion med hende her og nu. Jeg gik i stedet i gang med aftensmaden, og mens jeg lavede den, tænkte jeg, så det knagede.

Jeg følte mig snigløbet af Henrik. Han havde ingen som helst ret til at foreslå Rose at skifte adresse bag min ryg. Det var uhørt. Simpelthen det mest grænseoverskridende, jeg nogensinde havde været ude for. Hvad bildte han sig dog ind?

En ting var, at han kom valsende tilbage mere end 10 år efter Roses fødsel og pludselig gerne ville have kontakt med hende.

Det kunne jeg til nød forstå. Han var blevet far til et andet barn i mellemtiden, han var gift med en sød kvinde, og Lisa havde sikkert også haft en finger med i spillet i forhold til den nye kontakt mellem Henrik og Rose. Så langt så godt.

Jeg kunne stadig føle mig lidt krænket, når Rose kom hjem fra sine weekender hos sin far, og syntes, at alt var åhh, så fantastisk derovre.

Men det var ikke værre, end at jeg kunne rumme det. I bund og grund ville jeg jo gerne have, at min datter havde et godt forhold til ham og hans nye familie. Men derfra og så til at ville flytte derover? Det var uacceptabelt.

Rose tog fat igen, da vi sad ved aftensmaden.

– Er det noget, dig og Henrik har snakket om? spurgte jeg.

– Jeg kalder ham far, svarede Rose.

– Nå, sagde jeg bare.

– Men er det noget, I har talt om, du og din far?

– Ja, svarede hun. – Og de vil gerne have, at jeg kommer og bor hos dem. Også Lisa. Hun er smaddersød.

– Ja, svarede jeg. – Det ved jeg godt. Men jeg skal altså snakke med dem først, og du skal ikke sætte næsen alt for højt op efter at få lov til at flytte.

– Hvorfor ikke? lød det kampberedt fra Rose.

– Fordi jeg vil have tid til at undersøge tingene ordentligt, og hvis jeg mener, at det er bedst for dig at blive boende her, så bliver du boende her. Sådan er reglerne.

– Du kan ikke være det bekendt, svarede hun og samlede armene stramt foran brystet.

Det var lige præcis den reaktion, jeg havde frygtet. Indvendig forbandede jeg Henrik og Lisa langt væk, for hvordan kunne de dog finde på at åbne den dør for en kun 11-årig pige uden at drøfte det med mig først? Jeg var faktisk rødglødende af raseri, men jeg nænnede ikke at vise Rose det.

Hun skulle ikke kastes ud i en stor loyalitetskonflikt. Det her var en sag mellem voksne. Det burde det i hvert fald være.

Lige så snart Rose var kommet i seng den aften, ringede jeg til Henrik og sagde, at jeg ville have et møde med ham og Lisa dagen efter. Det var Roses ugentlige mormor- og morfardag.

Den havde hun haft, lige siden hun var lille, så jeg kunne få en eftermiddag og aften hver uge, der var helt min egen. Det var ikke længere så nødvendigt, som det havde været engang, men både mine forældre og Rose holdt fast i traditionen, fordi de elskede den.

Dagen efter troppede jeg op hos Henrik og Lisa direkte efter arbejde. De ventede mig med kaffe og en kringle fra bageren, og det var jo meget sødt, men ikke sødt nok til at formilde min vrede. Den var nemlig ikke blevet mindre i det forløbne døgn.

– Rose siger, at hun gerne vil bo hos jer? lagde jeg stilfærdigt ud.

– Ja. Vi har snakket om det. Hun er jo så glad for Malte, og vi er også alle sammen så glade for hende, lød det troskyldigt, for ikke at sige naivt, fra Lisa.

Nu kunne jeg ikke beherske mig mere.

– Sig mig engang, hvordan kan I overhovedet finde på at begynde at snakke med en 11-årig pige om det, før I har talt med mig?

Både Lisa og Henrik på den anden side af bordet så pludselig ud, som om de havde ramt en mur. Som om det først nu gik op for dem, at det, de havde gjort, var virkelig, virkelig dumt.

– Altså ... forsøgte Henrik og slog ud med hænderne. – Det var jo bare sådan lidt løs snak. Der er ingen, der siger, at det skal være lige nu. Vi talte bare om, at det kunne dejligt engang at prøve at bo sammen.

– Og det siger du, fnøs jeg fuld af foragt.

– Nu har jeg stået mutters alene med Rose, siden hun blev født. Du har aldrig værdiget hende så meget som et blik, aldrig sendt hende en fødselsdagsgave eller en lille ting til jul.

Henrik krympede sig ovre på den anden side af bordet, men jeg var ikke færdig endnu:

– Du tror da vel ikke i ramme alvor, at du bare kan komme skridende ind fra højre så mange år senere og foreslå hende at flytte over til dig?

Til min tilfredshed havde Henrik nu skamfuldt slået blikket ned. Lisa så også stærkt utilpas ud. Jeg lagde armene over kors og så afventende på dem.

– Undskyld, sagde Lisa spagt. – Det var ikke for at sætte lus i skindpelsen.

– Hvad var det så?

– Vi havde været i svømmehallen alle fire i lørdags, og vi havde bare haft det så sjovt. Ungerne nød det. Og Rose er så fantastisk sammen med Malte, sagde Lisa. – De to elsker hinanden.

– Ja, overtog Henrik, og så faldt der et par bemærkninger om, at det kunne være dejligt at prøve at bo sammen engang. Men der var ikke nogen, der sagde, at det skulle være lige nu og her. Og selvfølgelig skulle vi snakke med dig om det, hvis det engang blev mere seriøst.

Jeg måtte ryste på hovedet ad dem. Måske havde de ikke gjort det bevidst, men tankeløst og dumt var det nu stadig.

– Så hvad foreslår I, at vi stiller op med en 11-årig pige, der allerede er begyndt at drømme om at bo hos jer? Indtil nu har hun jo kun set jer fra solskinssiden, når I har fri, og der er overskud til at gå i svømmehal og lege far og mor og børn på den hyggelige måde.

– For hulan da, udbrød Henrik, som om han stadig var chokeret over den effekt, deres bemærkninger havde haft. Han så hjælpeløst spørgende på mig.

– Er det mig, der skal komme med løsningen? spurgte jeg.

Henrik nikkede let.

– Men jeg har ikke nogen løsning, Henrik. Hvis du begynder at sige til hende nu, at I ikke mente det alvorligt, så svigter du hende én gang til. Det har hun da ikke fortjent efter alle de år uden en far, sagde jeg.

– Jeg synes heller ikke, det er rimeligt, hvis jeg skal forbyde hende at flytte. Så er det jo pludselig mig, hun bliver sur på. Mig, der er den dumme.

Lisa så ulykkeligt på mig. Jeg kunne se, at hun var alvorligt ked af det, men jeg kunne ikke trøste hende. Jeg var selv ked af det. Bundulykkelig, faktisk.

Måske var de bare ubetænksomme, Lisa og Henrik, men så var det i hvert fald en ubetænksomhed, der kom til at koste Rose og mig dyrt. Rose ville blive såret uanset hvad. Og lige nu var det mig, der stod med aben.

Hvordan vi end vendte og drejede det, så ville det blive min opgave at forklare min datter, at det var en dårlig idé at flytte over til Henrik og Lisa. Hun kendte dem overhovedet ikke godt nok, bemærkningen var faldet tilfældigt som afslutning på en god dag.

Og i øvrigt ville jeg da ikke af med hende til en far, der kun havde kendt hende det sidste halve år af hendes liv.

Jeg rejste mig. Henrik og Lisa kom også på benene.

– Jeg snakker med hende, sagde jeg og gik mod døren. – Men en anden gang er I nok så venlige at tage den med mig, før I begynder at sætte hende mærkelige idéer i hovedet, ikke?

De så beskæmmet på mig og nikkede i takt. Henne ved døren slog Lisa armene om mig.

– Undskyld, Tina. Undskyld, undskyld, undskyld.

Jeg tog snakken med Rose den næste dag. Jeg fortalte hende, at jeg havde været på besøg hos Henrik og Lisa, og at vi havde talt om det med, at hun gerne ville flytte.

– Det kan måske også lade sig gøre engang, fortsatte jeg diplomatisk. – Bare ikke endnu. I kender ikke hinanden godt nok. Du må tage derover lige så tit, du vil, men du bor her, og det bliver du ved med, i hvert fald indtil du er konfirmeret. Til den tid kan vi se, om du stadig har lyst til at bo hos dem, men ikke før.

Sjovt nok accepterede Rose uden videre min beslutning, og det sagde jo alt om, at hun stadig kun var et barn, der havde brug for, at de voksne bestemte over hende. Samtidig havde jeg ladet døren stå på klem, så hun nu vidste, at emnet kunne tages op igen om nogle år.

På den måde kom vi alle ud af det med skindet på næsen. Jeg undgik at såre hende igen og kom heller ikke selv til at stå som den onde mor, der sagde nej.

Fra da af trådte Henrik og Lisa noget mere varsomt i forhold til mig og mit. Faktisk fik vi et glimrende samarbejde efter den hurdle, og i dag er jeg glad for, at de kom ind i vores liv, for Rose blev trods alt mere hel af at få en far.