En læser fortæller om mobning: Min datter løj sig interessant

Nanna sad og kiggede ned i skødet, hvor hendes fingre lå og filtrede sig rastløst ind i hinanden.

– Hvorfor gør du det? gentog jeg.

– Der må da være en forklaring?

– Fordi … sagde hun hidsigt, fløj op fra stolen og trampede ud af køkkenet med en smækket dør bag sig.

Jeg sukkede. Så var vi tilbage ved udgangspunktet.

Vores 15-årige datter var umulig at nå ind til, og dét, der for alvor bekymrede mig, var, at det ikke kun var sin far og mig, hun lagde afstand til.

Skulle vi tro hendes klasselærer, var Nanna også ved at isolere sig fra sine kammerater. Hun var begyndt at lyve om alting, havde læreren fortalt os, og det gjorde hende ensom i forhold til kammeraterne.

Hun havde for eksempel lige fortalt en fantastisk historie om en ridelejr, hun havde været på i sommerferien. Den del af historien var sand nok, men fortsættelsen, der handlede om, at hun en aften havde reddet en af de andre fra at drukne, da de var taget en tur til stranden, passede ikke.

Løgnen var blevet afsløret, fordi en af kammeraterne havde en kusine, hvis bedste veninde havde været på samme ridelejr.

Og da sådan nogle piger jo snakker sammen på kryds og tværs, fandt veninderne hurtigt ud af, at Nannas historie var det pure opspind.

De hånede hende, men Nanna trak bare på skulderen og gjorde sig kold og ligeglad, selv om enhver jo kunne regne ud, at det måtte gøre ondt at blive udstødt af gruppen, når man kun er femten år.

Mine tanker fløj baglæns i tiden. Hun havde altid været ret speciel, vores Nanna.

– Vi skulle have kaldt hende Pippi Langstrømpe, så meget krudt i røven som hun har, plejede min mand at sige.

Det var der noget om. Nanna var en rigtig drengepige, der ikke kunne sidde stille i mere end to minutter ad gangen. Hun klatrede altid højere op i træerne end sin forsigtige bror, Nikolaj.

En værre vildbasse, dødcharmerende med sine fregner på næsen, smilehullet i den ene kind og en lille drilletrold siddende i øjnene.

– Hej, hørte jeg i det samme min mand kalde ude fra entreen.

Jeg løsrev mig fra mine gamle minder og gik ud for at tage imod ham.

– Hvad er der med Nanna? spurgte han efter at have givet mig et flygtigt kindkys.

– Hun er sur.

– Ja, det kan jeg se. Hun sidder ude på den gamle gynge og ligner en hel tordensky.

– Det er det med alle hendes løgnehistorier.

Jørgen rullede med øjnene.

– Hvad nu? spurgte han.

– Jeg har lige haft Helle i røret igen. Hun er alvorlig bekymret. Hun siger, at de andre er begyndt at kalde Nanna for lystløgneren.

– Lystløgneren! fnøs Jørgen.

– Vi bliver altså nødt til at tage det alvorligt, svarede jeg, for jeg vidste, at Jørgen helst ville bagatellisere sagen.

– Hm. Hvad har hun nu løjet om? mumlede han.

– Noget om at hun har fået en rejse til New York af dine forældre. Men det er ikke kun det. Problemet er, at hun bliver udstødt af fællesskabet med alle sine løgne. De andre gider hende ikke.

Jørgen trak på skulderen.

– Så har hun vel ikke brug for fællesskabet, sagde han tørt.

– Det har alle i den alder da.

Han vendte ryggen til mig og åbnede køleskabet. Det irriterede mig.

– Kan du ikke bare for en gangs skyld tage det her lidt alvorligt, vrissede jeg.

– Helt ærligt, sagde han og trak igen på skulderen.

– Jeg synes, du overdramatiserer. Men jeg kan da godt prøve at snakke med Nanna, hvis det er …

Jeg gik hovedrystende og hidsig ud af køkkenet. Han tog det alt, alt for let, og jeg kunne ikke forstå, at han ikke ville være med til at finde ud af, hvorfor vores datter var begyndt at opføre sig sådan.

Det var tarveligt af ham. Tarveligt og uansvarligt.

Nanna var ikke den stærkeste i skolens boglige fag. Det havde hun aldrig været. Hendes hoved fejlede ingenting, men det der med at sidde stille og tage viden ind fra en bog var bare ikke hende.

Der skulle ske noget, og helst noget fysisk, for at hun trivedes. Engang i de mindre klasser havde der været mistanke om, at hun led af ADHD, men det blev heldigvis manet i jorden igen.

Hun led ikke af noget som helst andet end ild i rumpetten. Jeg har ikke tal på alle de timer, jeg gennem årene har brugt på at sidde og læse lektier med hende.

Ofte under gråd og tænders gnidsel for hun ville meget hellere ud at klatre i træer. Senere blev det rideskolen, der trak, og stod det til hende, ville hun have tilbragt alle døgnets vågne timer på ryggen af en hest.

Det havde ikke ændret sig, efter at hun var kommet i puberteten. Mens hendes gamle veninder begyndte at interessere sig for drenge og tøj, blev Nanna ved med at rende rundt i sin gamle sweater med lapper på ærmerne og to vilde fletninger daskende om ørerne.

Hun kunne ikke drømme om at bruge en mascara, Facebook var ikke noget, hun interesserede sig videre for, og så vidt jeg kunne se, var hun slet ikke nået til det med drenge.

Jeg vil ikke sige, at det foruroligede mig, men jeg gik da og tænkte, at hun var sent moden i forhold til sine veninder. Det var før, det med løgnene begyndte, men så kom de oven i, og med dem fulgte en mere alvorlig bekymring, for jeg var enig med hendes klasselærer i, at det gjorde Nanna ensom.

Hun satte sig selv uden for fællesskabet. Men hvorfor? Hvad var der galt med hende?

Jeg ventede til dagen efter, før jeg igen forsøgte at tage det op med hende, men det endte også denne gang med en smækket dør og en rasende Nanna, der trampede ud af huset.

Vi har brug for hjælp, tænkte jeg, men anede ikke, hvor jeg skulle lede efter den. Helle havde kort nævnt skolepsykologen på et tidspunkt, og måske var det en mulighed?

Jeg vidste bare ikke, hvordan jeg skulle få Nanna med på ideen, og spørgsmålet var vel også, om man kunne tvinge nogen til at åbne sig for en psykolog, hvis de ikke selv ville?

Nej, jeg forkastede det. I stedet besluttede jeg at tage en snak med vores læge, som havde kendt vores familie i en menneskealder. Margrethe, som hun hedder, er ikke født i går, og hun kunne måske give mig et brugbart råd.

Det kunne endda være, jeg kunne få hende til at tage en snak med Nanna senere, for Margrethe var hun i hvert fald tryg ved.

Jeg havde brugt adskillige minutter på at forklare, hvordan situationen var hjemme hos os, og hvor bekymret jeg var for Nanna, da Margrethe pludselig lænede sig frem mod mig og lagde en hånd på mit knæ.

– Tror du ikke bare, hun keder sig? spurgte hun.

– Keder sig?

– Ja. Jeg tror, Nanna keder sig. Hun gider ikke alle de der pigeting, som veninderne elsker at gå op i, og så tager hun lidt gas på dem alle sammen med sine røverhistorier.

Margrethe smilede muntert til mig, men jeg følte mig forrådt. Hun tog det jo ikke spor alvorligt.

– Anita, det er ikke, fordi jeg vil bagatellisere det, sagde hun, som om hun havde læst mine tanker.

– Jeg synes også, at unge piger i den alder skal have masser af venner og socialt liv omkring sig.

Men, fortsatte hun:

– vi voksne skal heller ikke presse vores egne normer ned over hovedet på dem, vel? Nanna er jo en ret særlig pige. Hun har altid været lidt sin egen. I stedet for at gå imod det, så prøv at gå med det.

– Jeg ved ikke, hvad du mener?

– Jeg mener, at I først og fremmest må respektere hende, som hun er. Og i stedet for at prøve at få hende til at ligne de andre, så hjælp hende derhen, hvor hun kan få lov at være sig selv. Har I nogensinde snakket om efterskole?

– Næhh.

– Måske trænger hun til et miljøskift. Jeg er ret sikker på, at der findes efterskoler, der har ridning på skemaet, måske var det noget for Nanna?

– Så du synes ikke, det er alvorligt, at hendes kammerater har døbt hende lystløgneren, at hun aldrig har venner med hjemme, at hun ikke går til fester, og at hun klarer sig ad H til i skolen?

Margrethe lo varmt og kærligt.

– Nej, jeg synes faktisk ikke, det er noget stort problem. Det er i hvert fald ikke uoverskueligt. Jeg ville være mere bekymret, hvis hun føjtede ude hver aften, eksperimenterede med sex og stoffer, drak sig i hegnet hver weekend og så videre, og så videre. Nanna er en god pige. Hun trænger måske bare til at blive set, som den hun er.

Margrethes sidste bemærkning ramte mig i mellemgulvet. Der var nok et gran af sandhed i hendes ord, hvor nødig jeg end ville indrømme det.

Jeg var måske lidt slem til at sammenligne hende med andre. Jeg brød mig ikke om det der med at stikke ud fra normen. Heller ikke, når det gjaldt mine børn.

– Prøv at se hende med andre øjne, fortsatte Margrethe ufortrødent.

– Se hendes styrker i stedet for hendes svagheder. Nanna skal nok begynde at interessere sig for drenge, når hun er klar til det. Hun skal også nok få sig en god uddannelse og et godt job. Eller det kan være, hun ender med egen rideskole engang, og det er vel ikke så dårligt heller?

Jo mere Margrethe sagde, des bedre kunne jeg begynde at se min egen datter som den perle, hun var. Superselvstændig og stærk nok til at turde stå alene. Jeg kunne dog også stadig se, at hun ikke var i god trivsel, siden hun havde brug for at gå og digte mærkelige historier for at få lidt mere spænding.

Jørgen syntes, det var en god idé, at sende Nanna på efterskole, og I skulle have set hende, da vi foreslog det til hende selv. Hun lyste op i et stort, lykkeligt smil, for endelig følte hun sig taget alvorligt.

Det lykkedes sørme at få Nanna ind på en rideefterskole, selv om skoleåret allerede var en måned gammelt, og da hun i oktober kom hjem på efterårsferie, var det en helt anden pige, der trådte ind ad døren.

Sød, glad og snakkesalig, men bedst af alt – uden skyggen af sociale problemer. Hun havde fået venner. Venner, der interesserede sig for det samme som hende selv. Gode, gamle Margrethe havde haft ret. Der var ikke noget galt med Nanna. Det var bare os, der skulle se hende fra en anden vinkel.